Lone Dybkjær: Jeg skal lære at blive glad for livet igen

Lone Dybkjær, tidligere miljøminister og EU-parlamentariker, havde forventet en hård overgang fra politiker til pensionist, men så blev hendes tilværelse sat i et andet relief, da hun for et år siden mistede sin ældste datter

Lone Dybkjær: Jeg skal lære at blive glad for livet igen
Foto: Leif Tuxen.

Lone Dybkjær har altid arbejdet. Så da hun havde taget beslutningen om ikke at genopstille til folketingsvalget i 2011, sagde hun til dagbladet Information, at hun forventede, det ville blive svært at stoppe som politiker. Derfor havde hun planer om at tage en kold tyrker og en måned med flittig træning i et fitnesscenter.

Det er to et halvt år siden, hun pensionerede sig selv som politiker. Så hvordan går det så nu?

Jeg lærte engang, at når folk spørger, hvordan går det så nu?, skal man svare bedre. Ellers bliver folk kede af det. Så mit svar er bedre. Men jeg har savnet, at man som i gamle dage kan gå i sort, så man kan være i fred. Jeg kan ikke med sandheden i behold sige, at det går godt, når man har mistet så meget, som jeg har, siger Lone Dybkjær.

Hun og ægtemanden, den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, har en aftale om, at hjemmet på Frederiksberg er privat område. Så vi mødes på Kristeligt Dagblad i København. Lone Dybkjær, der er 73 år, ser godt ud i lang dynejakke og silketørklæde. Stemmen er som altid markant også smilet men det er blevet mere fint.

LÆS OGSÅ: En eksistentiel rystelse, når ønskebarnet melder sin ankomst før tid

Tiden efter hendes farvel til politik har været præget af sygdom og sorg. Hun selv fik konstateret brystkræft og blev opereret. Og hendes ældste datter, Lotte, der havde sklerose, døde, kun 43 år gammel i februar sidste år efter et forløb, hvor sygdommen blev alvorligt forværret.

Efterfølgende syntes Lone Dybkjær ikke, at hun havde energi og lyst til noget. Hun mente, at det nok ikke var så mærkeligt. Men det viste sig, at der var en bivirkning af den antihormonelle efterbehandling for kræften.

Da jeg stoppede med behandlingen, fandt jeg tilbage til mig selv. Jeg var og er forfærdelig ked af, at min datter er død, så det var ikke mærkeligt, at jeg havde det dårligt. Men det udviklede sig, og på et tidspunkt var det min kære mand, der spurgte, om det ikke kunne have noget at gøre med medicinen. Det er ikke, fordi man kan forlige sig med, at ens barn er død, men man må finde et leje. Og det kunne jeg ikke begynde på i den tilstand, jeg befandt mig i.

Jeg vidste godt, at det ville blive en stor overgang at holde op med at arbejde. Men det har det måske alligevel ikke været, for livet er også blevet sat i et andet relief. To af mine bedste venner er døde af kræft inden for det seneste år. Så når man ser sig omkring, må man mere og mere værdsætte livet, mens det er der, og være taknemmelig over det, man har. Jeg har også min datter Mette, der er 40 år, en svigersøn, to børnebørn og min mand. Og så må jeg glæde mig over, at mit eget fysiske helbredsmæssige plan ikke er værre, end det er. Lotte ville også have, at jeg kom op på dupperne igen.

Jeg synes, at det er helt urimeligt, at Lotte fik sklerose og blev så hårdt angrebet, som hun blev. Men hvis man har flere børn, har de også ret til liv. Det er svært nok for Mette i forvejen. Heldigvis har hun flere søskende på sin fars side, så det er ret fint. Men det ændrer ikke ved, at hendes og Lottes forhold var meget stærkt. Da deres far og jeg blev skilt, blev de sammen. Efter år med forskellige arrangementer boede de fast hos mig. Det knyttede dem sammen, også fordi jeg havde så meget arbejde.

Til Lottes bisættelse sagde Mette meget smukt, at det havde været sådan, at hvis noget skulle igennem hos mig, skulle Lotte overtales først, ellers kunne hun opgive at overtale mig.

Jeg er ikke dér, hvor jeg har forliget mig med at have mistet Lotte. Jeg ved ikke, om man kan, men jeg håber at lære at leve med det. Sygdommen udviklede sig meget dramatisk, og jeg ved, at Lotte ikke orkede at kæmpe mere. Hun syntes, hun mistede for meget af sig selv. Det kan jeg se med fornuften. Men det ændrer ikke på, at jeg savner hende vildt meget, siger Lone Dybkjær.

De bilfri søndage under oliekrisen i 1973, retten til seks måneders barselsorlov til kvinder og to uger til mænd i 1983-1984 og et folketingsflertals nej til atomkraft i Danmark i 1985 er nogle af de politiske aftryk i Lone Dybkjærs 35 år lange karriere som medlem af Folketinget og miljøminister. Og så var hun den første radikale politiker, der blev valgt til Europa-Parlamentet i 1994. Mærkesagerne har været miljø, energi, ligestilling, arbejdsmarked og udenrigspolitik.

Jeg har haft den lykke og det held at synes, at mit arbejde var fantastisk meningsfyldt og spændende. Jeg har haft mulighed for at flytte nogle ting og sætte nogle spor. Jeg har ikke fået et kick af som politiker at slå ud med armene, men når det lykkedes med noget i et bredt forlig, ikke ved at manipulere, men fordi man kan det politiske håndværk og kender de politiske håndtag til at nå et resultat. Og også at skabe samarbejdsmønstre, der ikke nødvendigvis lå lige for, siger Lone Dybkjær.

Sidste år i maj deltog hun i indvielsen af Helsingørs nye kulturområde, Kulturhavn Kronborg, som hun som miljøminister i årene 1988 til 1990 har haft en andel i. Hvor der før lå et lukket og nedslidt skibsværft, er i dag et nyt kulturhus, Kulturværftet, med bibliotek, café, koncertsal og alskens kulturelle arrangementer.

Havneområdet udenom er renoveret med indbyggede træbænke på molerne, og i den tidligere dok er Museet for Søfart rykket ind. Og bag det hele troner renæssanceslottet Kronborg, som i 2000 kom med på Unescos Verdensarvsliste, med fæstningsområdets fritlagte grønne raveliner.

Men lokale politiske kræfter havde oprindeligt ønsket det anderledes. Det blev Lone Dybkjær mindet om til indvielsesfesten, hvor nogen mindede hende om en satiretegning fra dengang med motivet Lones får, der går og græsser ved Kronborg.

Jeg kan huske den mandag i 1990, hvor jeg sad som miljøminister. Jeg havde været i svømmehal og kom frisk fra fad til møde klokken ni i Miljøministeriet med Helsingørs borgmester, kommunaldirektør og andre kommunale folk samt ministeriets embedsmænd. Hvad jeg ikke vidste var, at det hele var handlet af uden om mig. Man ville have en kæmpe boligbebyggelse. Så sagde jeg: Hvad hvis vi lægger det hele frit? Man kunne høre knappenålene falde til jorden. Her kom jeg med min absurde idé om at fritlægge Kronborg. Men jeg fik faktisk året efter Den Europæiske Guldmedalje for bygningsbevaring for det.

Når man når min alder, er det sjovt at se et meget konkret resultat af at træffe en beslutning, der er anderledes end det papir, der ligger på mødebordet, siger Lone Dybkjær.

De to døtre har altid haft en central plads i hendes liv. Men hun har også altid levet med tanken om ikke at være nok for børnene som mange kvinder fra hendes generation, der kom ud på arbejdsmarkedet.

Det er ikke dér, jeg er i så høj grad mere. Også fordi min snak om dårlig samvittighed er noget, jeg er blevet bebrejdet af mine piger. Jeg gjorde nok for dem, når der var brug for det udover at være der, når det virkelig gjaldt. Og helt generelt mener jeg ikke, at man som fædre og mødre kan bruge den dårlige samvittighed til noget som helst. Men nu er det jo ved at komme tilbage i en grad, så det bliver karikeret i satireprogrammet I hegnet på DR 2. I dag er det blevet sådan, at hvis du ikke som kvinde tager hele barselsorloven, bager speltbrød og ammer, jeg ved ikke hvor længe, så er du en dårlig mor.

LÆS OGSÅ: En fødevareminister med høje idealer

Hvis kvinder vil det sådan, så er det sådan. Men jeg synes, det er et tab, at vi ikke fik en lov om øremærket barsel til mænd. Jeg har tidligere arbejdet for den fælles forældremyndighed og har i den forbindelse snakket med alle de ulykkelige fædre, der dengang ikke havde ret til det. Det er lidt synd, at mænd ikke har den arbejdsmarkedsrettighed at kunne tage barsel. Og det er også godt for børn at opleve flere voksne mennesker i den tidlige opvækst. Argumentationen for ikke at gennemføre øremærket barsel har været, at familierne selv skal vælge. Men når arbejdsmarkedet er, som det er, er der reelt ikke noget valg. Det er ærgerligt. Det var også ærgerligt, at loven mod købesex ikke blev vedtaget.

På ligestillingsområdet sker der ingenting for tiden. Jo, der er en slags udvikling, men det kommer bare til at gå langsomt. Det mindste, kvinder bør gøre nu, er at kigge på deres pensioner. For ved skilsmisse kan de risikere at komme ud af ægteskabet med ingenting, fordi manden har den største opsparing. Selvom det er ærgerligt, at der ikke sker mere inden for ligestilling, må jeg se på mit eget liv og tænke: Vi gjorde det så godt, vi kunne. Men jeg skal lære mig selv at sige det, ikke mindst politisk. Nu må næste generation tage over, og jeg synes, at min generation har overgivet et udmærket samfund, Lone Dybkjær.

Hun var nyuddannet kemiingeniør og ansat i sekretariatet i Akademiet for Tekniske Videnskaber, da hendes politiske engagement blev vakt. Det kom sig af, at hun blev engageret i socialt arbejde i International Student Center i Østergade i København. Centret var oprettet, for at studerende fra u-lande havde et sted at mødes om aftenen.

Nogle af mine bedste venner er fra den tid. Jeg vidste godt, at der var virkelig fattige lande. Men her mødte jeg det helt konkret. Det var dér, at kimen til mit politiske arbejde blev lagt. Og når det blev Radikale Venstre, der blev mit parti, er det, fordi jeg jo er radikal. Jeg mener det mere end med et smil. Jeg er ikke socialist, og jeg er ikke borgerlig. At være radikal er at gå til roden og se, hvad er problemet, og hvad kan der gøres ved det. Det var også Radikale Venstre, der havde kvindeskikkelser, jeg kunne identificere sig med, siger Lone Dybkjær og nævner Grethe Philip, født 1916, Else-Merete Ross (1903-1976) og kvindesagsforkæmperen Elna Munch (1871-1945), der var blandt de første fire kvinder, som i 1918 blev valgt ind i Folketinget, efter at kvinderne fik stemmeret i 1915.

At jeg er radikal, har aldrig været til diskussion, selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i al den politik, der føres i dag. Jeg er, hvad man vil kalde socialliberal radikal. Folk siger om De Radikale, at de tror, de er bedre end andre. Det er ikke det, der for mig er radikalismen. Grundlæggende synes jeg, at folk skal have lige muligheder. Der bør gøres mere for at bryde den sociale arv. Et af vores store problemer er, at det ikke er lykkedes godt nok, og at vi i mine øjne fortsat har et klassesamfund. Det er på tide, at vi i højere grad gør op med det.

I disse tider med kapitalfonde og så videre har jeg som helt Haldor Topsøe, der døde i maj sidste år få dage før sin 100-års fødselsdag. Han var grundlægger af virksomheden Haldor Topsøe A/S og lod sig ikke opkøbe, men arbejdede for at skabe arbejdspladser og ikke for at skaffe millioner til sig selv. Jeg er en stor beundrer af den måde, han tacklede det på.

Lone Dybkjær har ikke helt sluppet politikken. Hun er medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse og har det seneste halve år deltaget i arbejdet med at formulere partiets program til det kommende valg til Europa-Parlamentet i maj i år. Hun er også medlem af bestyrelsen for Oslocentret for fred og menneskerettigheder. Og sammen med andre tidligere politikere som socialdemokraten Ritt Bjerregaard og den konservative Henning Dyremose er hun med i panelet i DR 2-programmet Analyseministeriet. Hendes egen analyse af det politiske klima i dag lyder sådan:

Jeg synes, at politik har udviklet sig på en skræmmende måde. Der er mange skandaler og det, jeg synes er værst, er, når man beskylder folk for noget, de hverken har tænkt eller gjort. Det er fint med åbne samråd, når der er store sager, men i dag er der masser af åbne samråd, der ikke har nogen særlig mening. Jeg synes, at det må være fantastisk svært for politikerne, for hvor er det seriøse arbejde henne? Der er så utrolig meget lemmingeffekt og medieselvsving, at jeg ikke tror, det er godt for folkestyret. Det kører hele tiden, og der er ikke meget tid til tænkning. Du skal svare på spørgsmål om sager, før du overhovedet har sat dig ind i dem.

Det er, som om det at blive minister er blevet til det vigtigste for en politiker, og ikke fordi man gerne vil lave et stykke arbejde i Folketinget. Det er også et dilemma, at der i dag bruges så meget tid på at tale dårligt om de andre. Det bliver meget mediefokuseret og præsidentielt. Man er mindre interesseret i at være menigt folketingsmedlem.

For Lone Dybkjær har det givet mening i det politiske arbejde at være et af hjulene i samfundsudviklingen.

Nogle er små hjul, andre store jeg vil lade andre diskutere, hvad jeg har været. Jeg har også været med til at påvirke udviklingen i EU via min plads i Europa-Parlamentet. Nogle synes, det er åndssvagt, andre meningsfuldt, og det synes jeg også, at det er, siger Lone Dybkjær.

Hun er af den opfattelse, at meningen med livet er livet selv.

Jeg er ikke filosof, men opdraget naturvidenskabeligt. Ingeniører er sådan nogle, der kigger fremad der skal lige bygges en ny bro eller et hus i stedet for at se tilbage. Nu har jeg været enormt ked af det i lang tid, anderledes har det ikke kunnet være. Men man er også nødt til at lære igen at blive glad for livet.

Det vigtigste for mig nu er, at det går mine nærmeste godt. Jeg tænker, at nu må du være glad for det, du har. Og så giver det mening at være sammen med andre. Det har det altid gjort for mig, fordi mennesker og det at udveksle tanker og være noget for hinanden giver mening.

Min datter Lotte sagde selv: Der må være en mening med, at jeg skal have det sådan. Når hun kan sige det, må vi andre lade være med at brokke os. Det, der er svært for mig som forælder, er, at det skal gå ud over ens barn og ikke en selv. Men sådan blev det. Det er et stort tab. Jeg tror, at man skal erkende, at det ikke er noget, man bare kan ordne eller fylde ud med noget andet.

Lone Dybkjær