Omvendelser hører fortiden til

PÅ MISSION I DANMARK: Tidens tro er blevet så udflydende, at den gammeldags missionær har fået svære vilkår

Den gammeldags gademissionær har fået det svært. Danskerne vil ikke omvendes, og ikke bare kristne missionsbevægelser som Indre Mission og Luthersk Mission, men også nyreligiøse bevægelser sadler i disse år om eller drosler ned på det udadvendte missionsarbejde. Mange mennesker har fået et anstrengt forhold til autoriteter og regler og lader sig ikke tiltrække af de mere faste og traditionsbundne religioner.

- Der sker så få omvendelser, at det er blevet helt irrelevant at tale om, siger Lars Ahlin, der er religionssociolog ved Aarhus Universitet.

- Moderne mennesker vil ikke vide af de her strenge, gudelige forsamlinger. De vil have frihed til at bevæge sig rundt og afprøve ting i stedet for at være indestængt i et dogme.

Lars Ahlin arbejder netop nu på et stort projekt om religiøs omvendelse i hjemlandet Sverige. Det har vist sig at være utroligt svært at finde svenskere med en samlet og traditionel kristen tro. En sådan har kun tre procent af de godt tusind adspurgte, fortæller religionssociologen, der mener, at resultatet af en tilsvarende undersøgelse ville blive det samme i Danmark.

- Selv kristne med en traditionel tro på Gud er tilbøjelige til også at tro på spøgelser og astrologi, og hvad ved jeg, fortæller Lars Ahlin.

Teolog Birger Langkjer fra Dialogcentret, der beskæftiger sig med de nye religiøse bevægelser, giver ham ret:

- Folk overgiver ikke længere deres frihed til en organisation eller en ide. Man kan godt sige, at de ikke længere vil omvendes, siger han og forklarer, at de ikke længere føler behovet.

- Folk lærer i dag, at de er okay og gode nok. De føler sig ikke som syndere med brug for at blive reddet. Hvis man spørger dem, om de vil omvendes, vil de sikkert vide »fra hvad«, siger Birger Langkjer.

Det er også den erfaring, som gadepræst i Århus Iben Munk-gaard Davids har gjort sig. Hun møder mange, især unge mennesker, der zapper rundt mellem trosretningerne uden at være af nogen bestemt overbevisning.

- De har ikke noget at have den i. De kender ikke nok til kristendom, buddhisme eller noget andet til at vide, hvor de egentlig står, siger hun og tilføjer, at kristendommen i samme ombæring er sluppet af med sit halvdårlige image og blevet helt eksotisk.

- Hvor den før blev mødt med fordomme, er kristendommen nu ny og spændende. Ja, nærmest moderne at tale om, siger hun og tilføjer, at nyhedens interesse dog ikke får mange til at sætte sig på kirkebænken og blive siddende. Folk vil ikke have en bestemt etikette klistret på sig, siger Iben Munkgaard Davids.

liv&sjael@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Liv & Sjæl