Steen Mollerup er ledende psykolog ved Anstalten ved Herstedvester og har gennem snart 30 år i fængslet mødt indsatte, som er dømt for grov kriminalitet. Men han mener ikke, at han har mødt onde mennesker.
"Jeg har mødt mennesker, som har begået ekstremt grænseoverskridende moralske handlinger, som krænker normer. Jeg har måttet konfrontere dem med de handlinger, som de nu er dømt for, men det betyder jo ikke, at den pågældende kun er sine gerninger. Der vil altid være andre ting at sige om vedkommende," siger Steen Mollerup.
LÆS OGSÅ: Det onde kan ikke forklares
I retssal A i Retten i Hjørring behandles i disse dage den såkaldte Brønderslevsag mod et forældrepar, som er anklaget for misrøgt, vold og seksuelle overgreb. Om ti dage ventes nævningene at afgøre, om forældrene er skyldige i anklagerne.
Hvordan kunne det ske? Hvordan kan forældre i den grad svigte deres egne børn? De spørgsmål kan belyses fra en social vinkel, men læsningen af det ni sider lange anklageskrift rejser også en eksistentiel eftertanke om, hvad mennesket egentlig rummer.
I dag (torsdag i sidste uge, red.) er det faderen, der skal afhøres. Den 41-årige mand H. sætter sig på forhørsstolen. Han er klædt i lyseblå poloshirt og et par løse jeans, som er holdt oppe af et bælte. Hans holdning er rank, stemmen rolig, og om hans læber anes flere gange et smil, mens han besvarer anklageren, vicestatsadvokat Michael Møller Hansens spørgsmål om livet i familien.
H. fortæller, hvordan parret mødtes første gang i 1995 og kort tid efter flyttede sammen på Lolland. Hun havde to børn fra et tidligere forhold, mens han havde en datter, som han ikke havde kontakt til.
H. er uddannet mekaniker, men har primært arbejdet som lastbilchauffør og desuden kørt truck i nogle år, men de seneste år har han været sygemeldt i lange perioder med dårlig ryg.
I 16 år dannede han par med den 37-årige T., som blev mor til parrets syv fælles børn. Hun er medtiltalt i sagen og følger afhøringen med bøjet hoved. Under det meste af retsmødet skærmer hun med hænderne for sit ansigt.
De er sigtet for i en periode fra juni 2006 til februar 2010 at have vanrøgtet deres stedbørn og biologiske børn. Af anklageskriftet fremgår, at de lod deres børn bo i uhumske boliger, hvor opholdsrummene flød med beskidt tøj, brugte bleer, afføring og urin fra mennesker og dyr. Toiletterne og badekarret var tilstoppede og oversmurt med afføring og brugt toiletpapir. Og børnene var usoignerede og beskidte og havde ikke i fornødent omfang adgang til mad og drikke af forsvarlig ernæringsmæssig kvalitet.
"Hvordan hyggede I jer?", spørger anklageren, og H. fortæller om, hvordan de så video i weekenden og købte slik og chips, som blev fordelt i skåle til hvert barn.
Da politiet anholdt forældrene, fandt de et køleskab, hvor det eneste spiselige var en bakke med leverpostej. Ellers var der intet mad på ejendommen. H. siger, at der var en æggekage i ovnen, og at de ville have været ud at købe ind senere på aftenen.
Billeder, som politiet har taget fra boligerne, indgår i sagen, og en projektor kaster fotografierne op på retssalens hvide vægge. Da vicestatsadvokat Michael Møller Hansen har vist billederne, spørger han faderen, hvordan han havde det med at lade sine børn bo under sådanne forhold.
"Jamen, børnene var meget glade for både T. og mig," siger han.
Den norske professor Paul Leer-Salvesen, Kristiansand, har brugt det meste af sit voksenliv til at overveje, hvordan mennesket kan gøre så meget ondt. Han er cand.theol. og blev som 25-årig fængselspræst.
Siden læste han videre og fik i 1991 en doktorgrad i kriminologi. I dag er han professor ved Institut for Teologi og Filosofi på universitetet i Agder. Han har et større forfatterskab bag sig, blandt andet bogen "Efter drabet" om skyld og straf og straffens etik, som bygger på en række interview med drabsdømte mænd.
"Tidligere brugte man ofte dæmonteorier, når man ville forklare, hvordan mennesker kunne gøre meget onde ting. Men det er en farlig måde at forklare det onde på, for så skyder man det onde ud af det menneskelige fællesskab. Man siger, at det er 'ikke-mennesker', som begår onde handlinger, og dermed tager man ikke som fællesskab ansvar for det."
"Jeg har arbejdet med vold hele mit voksne liv og talt med et stort antal drabsmænd og voldsdømte, og volden bliver mere skræmmende, når man må konkludere, at det er mennesker, som ligner mig, for så kan jeg ikke bare skubbe det bort fra mig. Blandt de voldsdømte og drabsmændene har jeg mødt mennesker, som på mange måder ligner mig, men jeg har naturligvis også mødt mennesker med en vanskelig opvækst, livsproblemer og psykiske problemer. Men ingen af de ting kan i sig selv forklare det onde. I medierne stilles oftest spørgsmålet om, hvorfor det onde sker. Og på makroniveau kan vi sige en hel del om, hvad der fører til vold- og drabshandlinger, men når det gælder det enkelte menneske og den enkelte familie, så må vi være forsigtige med at ville konkludere," siger professor Paul Leer-Salvesen.
Retspsykiater Peter Kramp, der er næstformand i Retslægerådet, har i 35 år arbejdet med mentalundersøgelser og mener som Salvesen, at ondskaben er svær at sætte på formel.
"Af statistikken kan man for eksempel se, at der er flere kriminelle fra såkaldt socialt dårlige lag, men man kan ikke udlede noget generelt af det. Efter mere end 30 år i branchen har jeg lært ikke at skulle have en forklaring," siger han.
Sidste år fejrede Retslægerådet 100-års-jubilæum, og Peter Kramp skrev i den forbindelse en artikel om rådets arbejde under retsopgøret efter Anden Verdenskrig.
Han læste sig gennem gulnede mentallægeerklæringer og måtte konkludere, at risikoen for at begå grusomme handlinger er i mange mennesker.
Som i for eksempel sagen om den 70-årige nazistiske oberst, som på særlig raffineret måde havde forfulgt fangerne i flere koncentrationslejre.
Efter krigen blev obersten indlagt på Augustenborg og mentalundersøgt af overlæge Paul Dickmeiss. I mentallægeerklæringen skriver overlægen:
"Medens han i et ordnet samfund ikke har adskilt sig væsentligt fra gennemsnitsbefolkningen, har han, som den åndelige småmand han er, slet ikke kunnet tage forandringen til koncentrationslejrens ganske abnorme forhold set fra et samfundsmæssigt og medmenneskeligt synspunkt. Han har her pludselig fået uindskrænket magt over en flok medmennesker, der har været komplet værgeløse over for ham og hans dybt primitive tendenser for vold og brutalitet, der antageligt er forholdsvis alment menneskelige."
I dag er det typisk mennesker, som er sigtet for ildspåsættelse, vold, grove sædelighedsforbrydelser og drab, som bliver mentalundersøgt. Undersøgelsen skal vise, om den anklagede har en psykiatrisk diagnose, for i givet fald er man straffri ifølge dansk lov. En diagnose kan for nogle pårørende gøre det lettere at acceptere de grusomme handlinger, som den anklagede er sigtet for.
"Jeg husker en ganske ung mand, som havde lavet meget barokke ting. Da jeg talte med hans mor, var det hendes store ønske, at vi fandt, at sønnen var psykisk syg, for så ville hun bedre kunne acceptere det skete," siger Peter Kramp.
I retssal A i Retten i Hjørring rejser anklageren, vicestatsadvokat Michael Møller Hansen, sig og henter et sortmalet baseballbat fra en reol. Det var et, som politiet fandt på den ejendom nord for Brønderslev, hvor forældrene blev anholdt en vinterdag sidste år. I anklageskriftet kan man læse, at børnene adskillige gange om ugen blev slået og sparket.
Vicestatsadvokaten vil vide, om H. har slået med battet. Tydeligt og fyndigt svarer faderen nej.
"Har du temperament?" spørger anklageren.
"Det eneste tidspunkt, jeg kunne blive gnaven, var, når mine børn blev truet af andre," svarer H.
Nu viser anklageren to gennemsigtige plasticposer, som indeholder de sorte sikkerhedssko, som faderen havde på, da han blev anholdt. Han er tiltalt for at have sparket børnene med de tunge sko, men benægter med et tydeligt, hurtigt nej.
Forældrene er også tiltalt for langvarig frihedsberøvelse. Anklageren viser billeder af den anneksbygning og det loftsrum, hvor H.s ældste datter skulle være blevet tvunget til at bo uden lys og varme. Igen benægter H.
"Hun ville selv bo her," siger han, mens billedet af det uhumske anneks med tilmalet vindue toner frem på væggen i retssalen.
Professor Paul Leer-Salvesens seneste bog er baseret på interview med tre mænd, der voksede op med voldelige fædre. Leer-Salvesen konkluderer, at der generelt er en sammenhæng mellem synet på kvinder og ligestilling og voldelige fædre.
"Volden trives dårligst i de ligeværdige forhold. Børn af voldelige fædre kan berette om patriarker, der har mistet evnen til at se sig selv som ligeværdige medmennesker. De har mistet evnen til at se deres næste, og når næsten mister sit ansigt og bliver afpersonaliseret, så er hindringen for at begå onde handlinger væk. Volden trives i familier, hvor de voksne aldrig indrømmer fejl eller erkender skyld, men hvor der hersker en atmosfære af selvretfærdiggørelse. De familier, som i det små magter at bygge et nådigt og tilgivende fællesskab op i deres hjem, giver deres børn en god voldsforebyggende bagage med sig," siger han.
Men at indrømme, at man har skadet et andet menneske, kan tage årevis, viser psykolog Steen Mollerups erfaringer fra arbejdet på Anstalten Herstedvester.
"Det handler om at erkende og mærke efter, at man har de sorte sider i sig, og forlige sig med dem, så man får hjælp til at forstå sig selv bedre. Men det er et årelangt arbejde, som ikke altid lykkes. I mange tilfælde har man begået en grænseoverskridende handling, fordi man har manglet indlevelse og forståelse for ofret."
Evnen til at sætte sig i ens medmenneskes sted er en egenskab, som bliver indlært i opvæksten gennem kærlighed og kontakt, mener Steen Mollerup. Har man ikke de evner, så lever man med store mangler i sit følelsesregister, og det kan derfor være et årelangt arbejde at få en dømt til at se det i øjnene, vedkommende er dømt for.
"Når man går tilbage i de dømtes livshistorie, vil man ofte se, at de har været udsat for omsorgssvigt eller manglende forståelse fra nære pårørende. Følelsesmæssig eller praktisk omsorgssvigt avler svigt," siger Steen Mollerup.
Tilbage til retssal A i Hjørring er et langt retsmøde ved at være til ende. Anklageren, vicestatsadvokat Michael Møller Hansen, er nået til anklagerne for seksuelt misbrug. Faderen er sigtet for en række seksuelle overgreb mod sin ældste datter og steddatter. Et billede af en sammenkrøllet dyne, hvor der er fundet rester af sæd fra H. og spyt fra steddatteren, toner frem på væggen. Igen nægter faderen.
De næste dage skal blandt andet børnene afhøres for lukkede døre, inden nævningene vil afgøre om forældrene er skyldige. Anklageren indstiller, at den tiltalte far idømmes til forvaring jf. straffelovens paragraf 70 stk. 1 og 2.
Den østrigsk jødiske filosof Martin Buber skrev i 1965, at det er vigtigt, at de forskellige videnskaber arbejder sammen på tværs, når det gælder forståelsen af ondskab. Det synspunkt støtter professor Paul Leer-Salvesen. Han mener personligt, at det kristne menneskesyn er en kilde til at rumme disse spørgsmål.
"Nogle vrænger på næsen, fordi der er set eksempler på, hvordan spekulativ teologi er blevet brugt til lette løsninger, hvor man hurtigt får et mysterium til at gå op. Men først og fremmest rummer den kristne tænkning om mennesket nogle vigtige fortolkningsressourcer, som gør det yderst vanskeligt at gøre drabsmænd til monstre."
"Vi er alle skabt i Guds billede, men vi er også syndere, og den kristne lære om synd er en udemærket måde til at forstå dette problemfelt. Vi rummer alle muligheden for det gode og det onde, og vi er født med en vilje og har muligheden for at vælge. Hvis mennesket ikke har en vilje, så er vi noget andet end mennesker. "
"Al erfaring siger, at indgangen til forandringer sker, når gerningsmanden påtager sig ansvar og dermed også skylden. At kunne erkende skyld er dybt menneskeligt. Det bedste, en gerningsmand kan gøre for sine ofre, er ikke at lyve, men at fortælle sandheden og sige 'det var min skyld'. Hvis man lyver og fornægter, fortsætter overgrebene. At leve videre i løgn er det værst tænkelige for ethvert menneske og den dårligst mulige indgang til et nyt liv," siger Paul Leer-Salvesen.