Sissel-Jo Gazan er et usædvanligt navn. Men navnet tilhører også en usædvanlig pige, der har skrevet en usædvanlig psykologisk historie. »Vigtigt at vide om Ludmilla« er den 29-årige Sissel-Jo Gazans tredje roman. Med stor modenhed og overraskende sproglig sikkerhed tager forfatteren fat i et uhyggeligt aktuelt emne. Romanen afdækker den dybeste ondskab anskuet gennem pigen Ludmillas og drengen Ivors øjne. Ludmilla bliver bortført som 10-årig fra sine forældre af en voldelig og tilsyneladende skrupelløs desertør, Ivor. To skæbner, der vogter over hver deres grusomme hemmelighed.
Sin ungdom til trods er Sissel-Jo Gazan ikke uvant med at modtage de anmelderroser, som mange mere erfarne skribenter ville give et halvt liv for. Hun virker sikker i sin sag, men ikke særligt imponeret over sig selv og sin præstation.
- Jeg har skrevet, siden jeg var barn. Nogle frygtelige historier om død og undergang. Min mor spurgte mig ofte, hvor jeg dog havde dem fra. Men jeg kunne ikke svare, de kom bare til mig. I dag bliver jeg også spurgt, hvordan jeg får ideen til mine romaner. Og jeg véd det faktisk ikke. Men jeg har gjort mig nogle tanker om, hvordan »Vigtigt at vide om Ludmilla« egentlig blev til.
Sissel-Jo Gazan peger her på, at de fire hovedpersoner i romanen, der »kunne foregå et sted på det krigshærgede Balkan«, repræsenterer hver sin side af hende selv.
- Blandt de fire er Ludmilla og Ivor. Ludmilla med den trygge barndom, der gør, at hun klarer sig igennem de frygtelige ting, hun udsættes for, og soldaten Ivor, der får lagt kimen til sin ondskab i barndommen. Men den ondskab, Ivor må leve med, er ikke hans alene. Den er en del af os alle. Også af mig. Jeg mener selvfølgelig ikke, jeg er direkte ond, men jeg har nogen gange så meget had til mig selv, at jeg føler trang til at lægge alt andet øde. Og her er min og bogens pointe: uden hjælp fra sit netværk kan ingen klare sig igennem livet. Og når jeg tænker tilbage, tror jeg, at jeg, mens jeg var undervejs med bogen, har gjort et stykke terapeutisk arbejde med mig selv.
Hvis det er tilfældet, hvordan har du det så med, at andre bliver indført i dit allerinderste og mest sårbare sjæleliv?
- Det generer mig ikke, for jeg tror ikke, at læserne undervejs tænker over, hvad jeg har lagt af følelser i bogen eller for den sags skyld forsøger at lære noget om mig. Jeg tror, at handlingen overtager interessen. Men her vil jeg gerne sige, at det for mig ikke alene er en personlig, men også en følelsesmæssig politisk bog.
Sissel-Jo Gazan forklarer her, at hun er temmelig træt af den unuancerede ensidighed, der ligger i tiden og i beskrivelsen af mennesker.
- Jeg er træt af at læse om, at Osama Bin Laden er en skurk og at George W. Bush er en helt. Alle disse unuancerede prædikater finder jeg uinteressante. I stedet vil jeg hellere kende forudsætningen for, at disse mennesker handler, som de gør. Jeg vil gerne forstå dem og ikke påduttes meninger om dem. For nylig læste jeg i avisen om palæstinensiske børn, der tre år gamle fortalte, at de ville sprænge sig selv i luften for en sag. Det er jo ren indoktrinering. Små børn ser op til og vil gerne ligne deres fædre, om de kommer fra Palæstina eller USA. På den baggrund fik jeg den tanke: sæt nu man kunne få læseren til, måske ikke at få sympati, men forståelse for et ondt menneske. Og i det lys opstod personen Ivor så. Og hans ondskab har jeg prøvet at få så mange nuancer på som muligt.
Hvad er det, der skaber ondskab?
- Dens kim ligger i os alle sammen, men der skal noget til for at få den til at vokse. Ivor blev som barn offer for sin forrykte og bestialske far, mens jeg selv har haft en tryg, tryg barndom. Men til trods for trygheden har også jeg mine mørke sider at slås med ... jo, jeg kan godt forstå, at Ivor med hans baggrund må blive, som han er.
- Det er ubegribeligt, hvordan sådan et menneske overlever. Og det er hele den proces, jeg forsøger at bearbejde i min bog. Jeg ville også gerne nå frem til at belyse baggrunden for nogle af de problemer, vi mennesker slås med. Kun gennem en dybere forklaring og afdækning kan de løses. Det gælder på mange niveauer.
- For nogen tid siden havde vi på studiet et foredrag om børns fedme, som man påstår kommer af at spille computer. Men man bliver da ikke fed af at spille computer. Man bliver fed af ensomhed, og dét er nældens rod. Det er her, samfundet skal gribe ind, ikke ved at slå børnene yderligere i hovedet.
Da Sissel-Jo Gazan var fem år blev forældrene (fagbogsforfatteren Janne Hejgaard og journalisten Poul Gazan) skilt. I tre år boede hun sammen med sin mor på et skib i Middelhavet.
- Min mor, der også er folkeskolelærer, købte skibet sammen med nogle andre. Jeg blev så taget ud af mine faste rammer og undervist af min mor. Da jeg havde lært at skrive, blev det til breve til alle dem, jeg havde efterladt derhjemme. Det var min måde at holde kontakt til både det jeg oplevede og mit bagland.
- Siden jeg som barn begyndte at skrive, har jeg været opmærksom på at forholde mig til og beskrive verden omkring mig. Mange gange oplever jeg, at det er nemmere for mig at skrive til mennesker end at tage telefonen og give en kort besked. Det vigtigste for mig ved at skrive er at få læseren med, men det betyder også meget for mig, at læseren ikke bare skøjter hen over ordene, men virkelig læser det, der står.
Sissel-Jo Gazan læser biologi og har næsten afsluttet studiet. Men når hun ikke læser fag, er det skønlitteraturen, det gælder.
- Jeg læser rigtig meget faglitteratur, derfor er jeg nødt til at være benhård, når jeg læser skønlitteratur. Får jeg ikke interesse inden for de første 20 sider, står jeg altså af, siger Sissel-Jo Gazan, der i dag bor på Nørrebro i København med datteren Ea-Viola på 14 måneder.
www
Kristeligt Dagblad anmeldte Sissel-Jo Gazans roman ved udgivelsen den 19. februar. Anmeldelsen kan læses på internettet på adressen www.kristeligt-dagblad.dk