Racisme har været en så vigtig faktor i verdenshistorien i de seneste århundreder, at man kan være tilbøjelig til at tro, at den altid har været en fast bestanddel af menneskets historie. Men racismen er - i al fald i den vestlige verden - faktisk et forholdsvis nyt fænomen, der først kom til udtryk i den sene middelalders jødehad.
Det mener den amerikanske forfatter George M. Fredrickson, der netop har udsendt bogen: »Racism: A Short History«. Fredrickson er professor i historie på Stanford University. I bogen behandler han racismens historie i Vesten fra dens opståen over bl.a. slavehandelen frem til i dag. Han sammenligner bl.a. racismen i Nazityskland med amerikansk racehad og giver sit bud på, hvordan fremtidens racisme kommer til at se ud.
Lad os først se på en definition af racisme. Den »enten opretholder direkte eller prøver at oprette en racemæssig orden, et permanent hierarki, som menes at afspejle naturens love eller Guds befalinger«, skriver Fredrickson. Den adskiller »os« fra »dem« på en måde, som er absolut og uomstødelig. Racisterne og deres ofre kan ikke sameksistere som andet end herskere og undertrykte. Det er heller ikke muligt for enkeltpersoner at undgå racisme ved at skifte identitet, f.eks. religiøs overbevisning.
Det påfaldende ved racismen i den vestlige verden er, skriver Fredrickson, at den opstod i samfund, der var baseret på tanken om alle menneskers lighed. F.eks. i middelalderen ansås mennesker for principielt ligeværdige, fordi de som syndere alle havde brug for forløsning i Kristus.
Lige fra kristendommens spæde begyndelse rummede den et vist fjendskab mod jødedommen, men først i den sene middelalder brød racismen ud i lys lue, mener Fredrickson. Indtil da havde man i al fald i teorien ment, at jøder kunne undgå stigmaet som fjender af Kristus ved at omvende sig. Men på den sorte døds tid, midt i det 14. århundrede, blev det almindeligt at anse jøder for djævelens yngel, der var skyld i de kristnes lidelser. Når jøderne ikke var rigtige mennesker, havde de ingen del i Guds frelsesplan og kunne derfor ganske gratis gøres til syndebukke. Antisemitismen var en »ådselæder-ideologi«, der forvanskede kristendommen, skriver Fredrickson.
Den anden »store« racisme, diskriminationen af afrikanere, opstod, da den vestlige slavehandel blomstrede op i det 16. og 17. århundrede. Først forsvarede man sig med, at man gjorde en god gerning ved at købe slaver, fordi man kunne gøre dem til kristne og dermed redde deres sjæle fra fortabelse. Det argument holdt naturligvis ikke på længere sigt, når man f.eks. i USA havde generation efter generation af sorte, kristne slaver. Der opstod derfor en anden populær, omend noget tåget, begrundelse, nemlig at de sorte skulle være slaver, fordi de som efterkommere af Noahs sønnesøn Kanaan var ramt af hans forbandelse (1. Mosebog kap 9,25-27).
Således havde begge de to store racismer oprindeligt religiøse begrundelser, skriver Fredrickson. Men først i egalitære samfund som Tyskland efter Første Verdenskrig og sydstaterne i USA efter borgerkrigen kunne racismen for alvor blomstre op. Her blev racismens ofre, jøder og sorte, gjort til syndebukke, fordi man ikke turde ramme dem, der i virkeligheden var skyld i den økonomiske og politiske elendighed, henholdsvis de allierede magter og nordstaterne. I stedet blev jøder og sorte identificeret med national ydmygelse.
Selv om Nazityskland var langt mere morderisk end sydstaterne, var begge de to samfund grundlagt på en racistisk ideologi, og raceadskillelsen var nedfældet i deres love. De undertrykte blev holdt i fattigdom og måtte ikke have offentlige embeder. Både i lynchningerne i USA og i Tysklands jødeforfølgelser var der en klar frygt for, at de undertrykte ville voldtage racisternes hustruer og døtre og dermed besudle den herskende race. Denne frygt er en del af alle former for morderisk racisme, mener Fredrickson.
Med Nazitysklands undergang led racismen nederlag i sidste halvdel af det 20. århundrede. Der blev lovgivet mod racediskrimination i USA, og den sidste bastion, apartheidstyret i Sydafrika, gik under. Men racismen er ikke død, for mennesker behandler stadig hinanden dårligt med begrundelse i deres etniske identitet. I dag er konflikterne snarere religiøse og kulturelle end udelukkende racemæssige, skriver Fredrickson, der nævner Talebans politisering af religionen som eksempel, og dermed er ringen sluttet: Vi er tilbage i middelalderens religiøse stridigheder. Frederickson forudser, at det 21. århundredes konflikter vil tage form af hellige krige og korstog.
George M. Fredrickson: Racism: A Short History, Princeton: Princeton University Press, 2002. $22.95.