På et hospice gælder det om at gribe øjeblikket. Det gjorde psykolog Gert Barslund den forårsdag i 2011, da han første gang besøgte Bente på hendes stue på Hospice Sydvestjylland i Esbjerg og spurgte hende, om hun ville være med til at lave en sang. Det ville Bente gerne, men hun nægtede at skrive en sørgelig sang, der skal være gang i den, som hun sagde. Tredje gang, Gert Barslund besøgte Bente, havde han et bud på en færdig sang med, som han sang for hende og spillede til på sin guitar. Bagefter blev der stille på stuen. Indtil Bente sagde: Den er, som den skal være.
Hun græd, men jeg opfattede det også som glædestårer. Sangen blev et bidrag til hendes farvel til livet, og samtidig blev det begyndelsen til projekt Sange til livet og døden. Jeg er Bente meget taknemmelig, fordi hun turde. Hun kom til at bryde igennem lydmuren til virkeliggørelsen af vores idé, siger Gert Barslund.
LÆS OGSÅ: Sange når livet gør ondt
Vi mødes på hans beskedne kontor i et sundhedscenter i Esbjerg. Tre stole, et lille bord, en plante, som han hele tiden må huske sig selv på at vande, og et skrivebord med den uundværlige computer.
Her sidder dagligt mennesker, der kæmper med tab og sorg, og som via individuelle terapiforløb bliver hjulpet på fode. I dag er stemningen noget lettere. På den tredje stol har Barbara Ilskov taget plads. Hun er uddannet musikterapeut og ansat i en deltidsstilling på Hospice Sydvestjylland, hvor hun bruger musikken som blandt andet smertelindring.
De to, psykologen og musikterapeuten, har gennem det seneste år arbejdet sammen om at skabe en række sange i et tæt samarbejde med patienter, pårørende, frivillige og personale på Hospice Sydvestjylland. Det er der kommet en cd ud af, som udkommer den 23. november.
Deres ønske har været at give døende og de mennesker, der er tæt på dem, en mulighed for at sætte ord, stemninger og melodi på, hvad det vil sige at være døden nær, at tage afsked og at drage omsorg for dem, der lever deres sidste timer. Nogle af sangene er blevet til på få timer, som Bentes sang Ingen løse ender, mens andre har været meget længere tid undervejs.
Der bliver stille, når jeg er væk er en af de sange, der blev skrevet over lang tid. Barbara Ilskov har sammenskrevet versene til sangen, men ordene er Ingas.
Inga havde levet et langt liv, da jeg mødte hende. Hun ville gerne snakke, mest om de sjove og glædelige episoder i sit liv, men også om afmagten og frustrationerne ved at skulle forlade livet. Da jeg foreslog hende at skrive en sang, sagde hun straks ja, og jeg begyndte at nedskrive stikord fra vores samtaler. Stikordene blev senere til små tekstbidder, som jeg præsenterede for Inga, og til sidst havde vi en hel sang. Jeg nåede at synge sangen for Inga og hendes datter, inden hun døde, det var en gribende oplevelse. Sangen blev en del af det, som Inga efterlod sig efter sit lange liv, og det synes jeg var meget smukt, fortæller Barbara Ilskov.
Hun tilføjer, at hverken hun eller Gert Barslund har lagt nogen form for kvalitetskontrol ind over sangene. Det har gennem hele processen været et pejlemærke for dem begge, at sangene blev ærlige og oprigtige og med stor autenticitet.
Vi har hele tiden haft en cd-udgivelse for øje, men det har aldrig været for enhver pris. Det vigtigste har været, at de involverede mennesker har følt sig ordentligt behandlet, siger Barbara Ilskov.
Gert Barslund og Barbara Ilskov håber, at sangene kan bidrage til, at vi danskere generelt kan tale mere åbent om døden.
Vi kan alle blive bedre til at snakke med hinanden om døden og det at skulle miste. Jeg har et håb om, at sangene kan hjælpe dem, der skal dø, og deres pårørende med at få sat ord på alt det, der fylder i den situation. Og her tænker jeg ikke mindst på unge mennesker, der kan have svært ved at tale om døden. Samtidig er sangene også for alle os andre. Jeg forestiller mig dem som et bidrag til, at vi kan være bedre forberedte den dag, døden kommer tæt på os, siger Gert Barslund.
Han mener i øvrigt, at næsten uanset hvem man er, så vil man blive berørt af sangene fra Hospice Sydvestjylland.
Der findes naturligvis masser af musik, der taler til vores følelser og skaber specielle stemninger hos os. Men hvor mange sange, skrevet af mennesker, der snart skal dø, findes der? Jeg tror på, at der er en kerne i det her, som vil nå langt ud, simpelhen fordi det er så autentisk, siger han.
Barbara Ilskov har iagttaget, at døden i de senere år er blevet mindre tabuiseret, men at det først og fremmest er sket i det offentlige rum.
Vi er blevet bedre til at snakke med hinanden om døden på sådan et mere overordnet plan, mens det stadig er rigtig svært for mange at tale om det hjemme i familierne. Jeg forestiller mig, at man kan lytte til de her sange sammen hjemme i stuen eller på bilturen. Når der bliver sat toner på, berører det én på et dybere plan og giver måske derfor anledning til at dele sine tanker med andre. Sang er jo sjælens talerør, siger hun.
De to initiativtagere vil samtidig gerne give et indblik i, hvad det er for et liv, der leves på et hospice.
Der er hvert år mange mennesker, der dør på et hospice, men det betyder ikke, at livet ikke leves der, siger de.
Gert Barslund har efter afslutningen af projektet på Hospice Sydvestjylland fået lyst til at arbejde videre med sangskrivning og er blandt andet i gang med et lignende projekt på RCT-Jylland (Rehabiliteringscenter for torturofre). Her laver han sange med flygtninge om krig, fængsling og tortur og om, hvordan man som flygtning kommer videre med sit liv.
Heller ikke Barbara Ilskov har skrevet sin sidste sang sammen med et udsat menneske. Via sit arbejde som musikterapeut er sangskrivning et af de redskaber, hun fortsat vil benytte sig af.