Jeg er i køkkenet med mine sønner. Det er ikke en sætning, jeg har lejlighed til at skrive ret tit. Men overvældet af arbejdet med at lave gazpacho til et større gæste- bud har jeg tvangsudskrevet to af drengene til grønsagssnitning. Jeg har fundet frem til en velsmagende opskrift på denne sensommersuppe. Den er nem, fordi den hverken skal opvarmes eller blendes. Men jeg havde glemt at tage i betragtning, at arbejdet med at snitte fyldet i fine tern nærmer sig et dagsværk, når man ganger opskriften med 15.
Indkaldelsen af den uerfarne arbejdskraft medfører visse sikkerhedsmæssige overvejelser. Drengene er gamle nok til at melde sig til militærtjeneste i Afghanistan, men jeg overvejer, om jeg skal give dem de sløve knive, som er klodsede at skære med, men kun kan volde begrænset personskade, eller de skarpe, som er nemme at håndtere, men som kan amputere en arm, hvis de smutter.
Jeg vælger det sidste og formaner mine sønner om ikke at skære sig. To minutter senere bander den ældste ovre ved håndvasken. Han har skåret det meste af blommen af sin venstre pegefinger.
I den slags situationer gribes andre forældre af en adrenalindrevet, målrettet handlekraft. Min hjerne forvandles til en hønsegård, hvor måren er listet ind. Jeg løber ud efter førstehjælpskassen. Jeg åbner et skab, men den er der ikke. Jeg åbner fire andre skabe. Har vi overhovedet en førstehjælpskasse? Jeg må finde en køkkenrulle. Jeg åbner alle skabene igen. Har vi overhovedet en køkkenrulle?
Da jeg kommer ind i køkkenet med to meter toiletpapir flagrende efter mig, står han og studerer såret.
"Det er ikke så galt," siger han.
Det kan han sagtens sige. Det er ikke hans søn, der forbløder ned mellem løgskallerne i køkkenvasken. Han er 23, men vores kroppe er forbundet med usynlige nervetråde. Det gør mere ondt på mig end på ham. Jeg tvinger mig selv til at kigge på hans finger. "Den skal syes," siger jeg.
"Der skal bare et plaster på," siger han, mens blodet pibler ud gennem toiletpapiret.
Det er her, jeg beslutter at involvere hans mor. Måren er begejstret over at blive sluppet løs i en ny hønsegård. De hovedløse høns begynder igen at løbe rundt efter førstehjælpskassen, som det efterhånden står klart ikke eksisterer. Imens skælder hun os begge to ud. Hun tvinger sig selv til at se på hans finger og fastslår, at den skal syes.
Det er mere lægefaglig autoritet, end han kan hamle op med. Han indvilger i at lade sig køre på skadestuen, og mens de andre høns finder bilnøgler, telefonnumre og sygesikringskort, løber jeg tilbage til køkkenet for at sikre den yngste, som nu er alene med et ukendt antal knive.
Han sidder, hvor jeg forlod ham, og arbejder sig flegmatisk igennem sine 92 tomater. Alle hans fingre er der. Jeg tør ikke sige, at han ikke må skære sig.
Den ældste kommer tilbage fra skadestuen uden at være blevet syet. Lægen har desavoueret hans forældre og givet ham et plaster på i stedet. Og en grotesk stor forbinding, som han desværre tager af, inden gæsterne ankommer. Jeg havde ellers glædet mig til at løfte forbindingen i vejret og annoncere, at "gazpachoen er vegetarisk, men kan indeholde rester af menneskekød."