Søren Ryges jul i barndommens land

Som dreng var Søren Ryge Petersen nærmest forelsket i adventskransen. Far, mor og fire børn sad tæt i sofaen og sang salmer, men da han som voksen ville give traditionen videre, gik det knap så let

"Min barndom var fuldkommen lykkelig fra A til Z, og vi kedede os aldrig," siger Søren Ryge Petersen
"Min barndom var fuldkommen lykkelig fra A til Z, og vi kedede os aldrig," siger Søren Ryge Petersen. Foto: Bo Amstrup/ Denmark.

Når venner spørger, hvordan Søren Ryge Petersens barndom egentlig var, så svarer han, at han har haft en fuldkommen lykkelig opvækst. Han mærker, at udsagnet ikke altid bliver taget for gode varer. Der må da have været noget at beklage sig over. Men nej.

Min barndom var fuldkommen lykkelig fra A til Z, og vi kedede os aldrig, siger han.

Den 68-årige cand.phil., journalist og havemand er i december på en tur til udvalgte domkirker, hvor han fortæller om sin barndoms jul som et led i DRs Julekaravane. Vi skal skrue tiden tilbage til 1950erne og 1960erne i Agtrup cirka 20 kilometer syd for Tønder. Her voksede den kendte tv-mand op som den ældste af fire børn, som er født inden for fem år. Da han var et år, flyttede familien til landsbyen Agtrup, hvor hans far, Gunnar Ryge Petersen (1914-2008), skulle opbygge en skole.

LÆS OGSÅ
: Søren Ryge: Naturoplevelser har man altid med sig selv

Min far var bondedreng fra Silkeborg-egnen og skulle nok have været bonde, men så kom han på højskole i Askov og siden Rønshoved, hvor de var på ture til Sydslesvig i 1930erne. Han mødte det danske mindretal, blev tændt og ville virke for de danske i Sydslesvig. Det kunne han enten gøre som præst eller lærer, og så blev han lærer.

På Rønshoved Højskole mødte Gunnar Ryge Petersen Anna, som han blev gift med. Hun var fra Sønderjylland og delte hans ønske, og i 1946 blev de spurgt, om de ville flytte til landsbyen Agtrup og være med til at opbygge skolen. Der var tilmeldt 52 elever i alderen 7 til 14 år, og Gunnar Ryge Petersen var den eneste lærer. Mange af eleverne havde tidligere gået i en tysk skole, så det var nye tider, da eleverne blev mødt af en lærer, som talte rigsdansk og indledte skoledagen med at synge Morgenstund har guld i mund.

ADVENT

Og tænk, så har jeg været så heldig, at jeg i hele min barndom har sunget til adventskrans to gange om dagen. Om morgenen, når skolen begyndte, og om aftenen i stuen, inden vi skulle i seng.

Det var meget højtideligt på den gode måde, som betyder, at børn er helt stille og glæder sig. Et af lysene blev tændt, og alt andet lys blev slukket. Så sad vi et stykke tid i næsten mørke og gloede på lyset, og så sang vi en julesalme. Så gloede vi lidt mere og sang endnu en julesalme. Til sidst fik en af os lov til at puste lyset ud, og det gik på skift. Hvis børnene ikke kunne nå op til lyset, blev de løftet op af far.

Det er nogle af bedste og tryggeste minder, jeg har fra min barndom, aftenerne ved adventskransen. Det var efter aftensmaden, og alle fire børn havde fået nattøj på. Da plejede far at læse godnathistorie for os, men i hele december sang vi adventskrans i stedet for, og mor var med alle seks kunne være i sofaen, tæt sammen.

Søren Ryge Petersen var nærmest forelsket i adventskransen, som hang ned fra loftet i stuen, og hver aften samledes den store familie i sofaen og sang ved adventskransen. Uden salmebøger. Hans far førte an med at foreslå salmer, mens han mor flere gange ønskede Ind under jul, hvor er det trist. Det kom aldrig på tale, at børnene kunne foreslå salmer, men Søren Ryge Petersen husker den milde begejstring, når det var Glade jul, der blev sunget. I det hele taget holdt han af korte salmer.

Jeg har siden tænkt, hvordan mine forældre bar sig ad. Det nærmede sig noget helligt og var indbegrebet af en totalt hyggelig tid i familien at sidde klemt sammen alle fire med mor og far i samme sofa, og bag det hele lå det, at julen nærmede sig, og så var der jo også gaverne, som lå langt nede under det hele, siger han.

Da han selv stiftede familie og blev far for over 40 år siden, var han sikker på, at hans to børn også skulle opleve magien med salmesang ved adventskransen. De forsøgte et par år, men det blev aldrig som i sofaen i Agtrup.

Det er jo en jammer. Det blev ikke det samme, selvom vi forsøgte med at synge salmer ved adventskransen. Men jeg kan stadig salmerne.

FØR JULEFERIEN

Den sidste skoledag før juleferien var altid noget helt særligt, for da var al undervisning suspenderet, og da begyndte vi med meget mere end fire lys i adventskransen. Da måtte alle børnene tage stearinlys med i skole, så mange de ville typisk lysestumper, som man gemte til formålet. Så blev der bredt aviser ud på skolebordene, og så sad hvert barn med 10-20-30 brændende lysestumper foran sig på bordet omhyggeligt gjort fast på avisen med flydende stearin. Så blev det elektriske lys slukket, og så sad vi andægtigt med vore lys og sang de to julesalmer, og bagefter læste far-læreren julehistorier for os.

Søren Ryge Petersen kan godt forstå, at det vækker undren, når han fortæller om de nærmest andægtigt stille børn omgivet af de mange levende lys. Men eleverne sad skam stille, forsikrer han. De historier, Gunnar Ryge Petersen sendte eleverne på juleferie med, var ikke enkle, lykkelige nisse-historier, men oftest Selma Lagerlöfs fortællinger. De nordiske forfattere var i høj kurs i skolen i Agtrup. Men hvordan var det for Søren Ryge Petersen, at det var hans far, som var lærer? Han svarer, at han aldrig tænkte over det.

Det var så indlysende. Der var ikke andre muligheder i vores verden. Det var lykkeligt. Jeg tør godt sige, at min far var højt elsket af eleverne. Da han kom, var han forholdsvis ung, og de fleste af eleverne havde en fortid i en tysk skole, hvor de havde oplevet læreren som Gud. Min far kunne godt lide børn, også sine egne fire og alle de andre. Han havde ikke et arbejde, men et virke, og han elskede sine børn i skolen næsten lige så meget som sine egne.

Da Søren Ryge Petersens far døde for fem år siden, 95 år og åndsfrisk, kom 10 af de gamle elever fra skolen i Agtrup til begravelsen ved Silkeborg. Nogle af dem sagde, at han havde ændret deres liv.

JULEAFTEN

Endelig ved firetiden begyndte der at ske noget. Vi skulle til gudstjeneste i Læk, nabobyen fire børn og far til fire. Mor blev hjemme med maden. Gudstjenesten var hyggelig, fordi vi kendte de fleste, og alle var glade, og vi sang Det kimer nu til julefest, som vi aldrig sang ved adventskransen. Når vi kom hjem igen, blev det alvor, for nu begyndte selve den magiske juleaften. For det første var huset næsten mørkt der var kun stearinlys overalt. For det andet duftede det af andesteg. Denne ene gang om året duftede huset af and, og det var som at trykke på en knap. Det boblede i hele kroppen, ikke af sult, men af glæde. Når jeg sidenhen i livet har mødt duften af stegt and, er jeg altid omgående røget tilbage til barndommens juleaftener.

Inden middagen blev indtaget, tog familien hinanden i hånden og sang bordverset. Søren Ryge Petersen synger verset: Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele arme jord. Velsign os med din milde hånd, Gud fader, søn og helligånd. Ordene og melodien står som et minde om højtidelighed.

Vi bad ikke bordbøn i mit hjem, men juleaften sang vi af en eller anden grund bordvers, og vi har gjort det så langt tilbage, jeg kan huske. Det var utrolig højtideligt, og der var ikke noget med at fnise, men vi var måske lidt forlegne. Der blev stort set aldrig snakket om religion i vores hjem, men der var ingen tvivl om, at mine forældre var religiøse, og det blev praktiseret. Det var ikke noget, som fyldte noget med ord, men i praksis.

Søren Ryge Petersen er vokset op i et sparsommeligt hjem. Andre familier i landsbyen fik sodavand, men faderen mente, at vand var fint. Også juleaften. Familien havde én løn og fire børn.

Frås var en synd.

Da børnene var blevet fra 12 til 16 år, satte moderen et år en flaske rødvin på bordet juleaften. Hun havde egenhændigt købt den. Faderen brokkede sig og mente, at det var noget pjat, og parret kom op at skændes over en flaske rødvin. De plejede aldrig at skændes, men Søren Ryge Petersens mor holdt fast på, at vinen skulle drikkes denne aften.

Jeg har set mange fulde folk i min barndom, og vi skilte os nok ud i det samfund ved ikke at drikke. Min far havde ikke noget mod vin og spiritus, men han var fuld af foragt over for folk, som syntes, man kun kunne have det sjovt ved at drikke. Han blev meget gammel, før han kunne nyde en øl til frokost.

JULEDAG

Juledag var gudstjenesten lidt hyggeligere end normalt, for da kom der måske 20-30 mennesker, som var i godt humør og sagde glædelig jul. Vores elskede juletræ stod ved siden af katederet, som var alter med fin dug og lys. Pastor Tappe kom altid i god tid og drak kaffe i køkkenet. Han var flink, men jeg kunne aldrig huske hans prædikener, selvom jeg lyttede til dem hver tredje søndag i 10 år. Især det sidste år inden konfirmationen forsøgte jeg at høre så godt efter, at jeg kunne referere dem for naboen bagefter. Det lykkedes aldrig. Tankerne gled væk og ud ad vinduerne i løbet af tre minutter. Men mor spillede på trampeorglet, og far havde jakkesæt på og bad en bøn før og efter, mens han så meget alvorlig ud.

Hver anden eller tredje uge holdt den danske menighed gudstjeneste i skolen. Det betød blandt andet, at familiens juletræ blev båret ind i skolestuen, hvor der blev holdt gudstjeneste juledag.

Nogle gange ville vi jo godt slippe for det pjat. En dansk gudstjeneste er jo ikke beregnet for børn. Sangene var de bedste, for dem kendte vi fra skolen, men det var træls, når der skulle synges en salme, vi ikke kendte. Jeg kan stadig huske dengang, præsten havde besluttet, at vi skulle lære en ny salme: Som dug på slagne enge. Min mor havde øvet, men det var kun præsten og min mor og far, som kunne synge med. I julen var kirken anderledes, for der var folk jo glade, når de kom, og det lugtede lidt af jul.

JULETRÆSFESTEN

Julens andet højdepunkt kom allerede tredje juledag. Juletræsfesten i gymnastiksalen, som var næsten lige så god som selve juleaften.

Her fik vi børn nemlig lov til at være med til forberedelserne, og dem var der mange af. Det store juletræ skulle pyntes, og det kunne man bruge lang tid til. Der skulle også laves mindst 30 store godteposer, som vi fyldte med slik og chokolade og mandariner og nødder. Og der var en masse julehefter, som skulle pakkes pænt ind.

Klokken syv om aftenen begyndte det. Alle eleverne og deres små og store søskende og forældre og bedsteforældre kom, mindst 100 mennesker, og så samledes vi i sløjdsalen, der var adskilt fra gymnastiksalen med en stor foldedør, for det var næsten som selve juleaften ingen måtte se juletræet, før det var tændt.

Som voksen satte Søren Ryge Petersen sig for at undersøge, hvor stort barndomshjemmet egentlig var. Skolen var på en måde hele verden, men opmålt i kvadratmeter var den nu nedlagte skole ganske lille. Familiens bolig var på mindre end 70 kvadratmeter, og aktiviteterne på skolen spredte sig ofte til den private del af huset.

For mig var skolen og hjemmet samme bygning. Mit værelse havde væg ind til storeklassen, så jeg kunne høre alt, hvad der blev sagt. For mig er mit hjem skolen, og der skete altid noget.

Jeg var 15 år, da jeg så fjernsyn første gang, og da jeg var barn, var der ingen, som drømte om, at der skulle komme et fjernsyn. Men vi kedede os aldrig. Der skete noget på skolen næsten hele tiden. Jeg var rimelig social og havde mange venner inden for rækkevidde. De fleste boede på gårde. Hvis du vidste, hvad jeg har leget på hølofter. Vi børn hjalp også med at smide hø ned. Vi knoklede, men det var hyggeligt.

Når Søren Ryge Petersen fortæller om dengang i Agtrup, så kan man undre sig over, at han ikke selv blev lærer. Det var han også nær blevet. Først ville han være dyrepasser, og siden drømte han om at blive landmand, men hans mor mente, at det økonomisk ville være svært. Så sammen med sin bror blev han optaget på seminariet i Haderslev, men først fulgte han i faderens spor og tog på Askov Højskole. Han siger:

Det var i vinteren 1967-1968, og jeg havde Niels Højlund som lærer i dansk. Jeg elskede ham. En af de sidste dage på højskolen blev vi inviteret hjem til vores lærer, og han spurgte, hvad vi skulle efter højskolen. Jeg fortalte, at jeg skulle på seminariet. Så kiggede han på mig og sagde; Søren, det gør du ikke. Du skal til Aarhus Universitet og læse dansk. Hvis du ikke synes, det er noget for dig, så kan du altid blive lærer bagefter. Det omvendte sker aldrig. Og så meldte jeg mig på universitetet. Niels Højlund har om nogen udstukket min livsbane. Var det ikke for ham, havde jeg nok været overlærer i en sønderjysk landsby.

De kursiverede tekster er uddrag af Søren Ryge Petersens julefortællinger, som bliver fortalt i udvalgte domkirker og vist på DR K hver søndag klokken 19.50 i december.