Tid til at komme i stemning

ADVENT: I december går kirke og folk hånd i hånd. Ikke fordi danskerne bliver mere troende på denne tid af året, men fordi kirken tilbyder det, der hører julemåneden til: hygge, varme og tradition. Men en voksende forbrugermentalitet med krav om oplevelser og individuel betjening udfordrer kirken

I adventstiden mødes folk og kirke. Et møde som ikke kun handler om tro, men i høj grad også om det kirken i mange danskeres bevidsthed er forbundet med: hygge, varme og tradition. – Arkivfoto fra Nykøbing Falster klosterkirke.
I adventstiden mødes folk og kirke. Et møde som ikke kun handler om tro, men i høj grad også om det kirken i mange danskeres bevidsthed er forbundet med: hygge, varme og tradition. – Arkivfoto fra Nykøbing Falster klosterkirke.

Der er stille i Jersie Kirke i dag. Kun graveren er på kirkegården og har travlt med at få dækket gravstederne med gran, for hun har hørt, der er sne på vej til Køge Bugt-området. Med december om hjørnet får hun desuden andet at se til, for så går landsbykirken en tid i møde med mange gudstjenester: De fleste af sognets børnehaver kommer, ligesom eleverne fra folkeskolen og en del af de voksne i det 6000 personer store sogn vil bruge julemåneden til at gå i kirke.

I mere end tre årtier har kirkens personale noteret antallet af kirkegængere til alle handlinger i kirken fra konfirmation og vielser til højmesser og familiegudstjenester. Graveren ved, hvor bogen med de mange tal er gemt bag alteret og bladrer tilbage. Tendensen er klar: December rimer på trængsel i kirken syd for København, ligesom måneden gør i de fleste af Danmarks kirker. Jersies sognepræst, Michael Rønne Rasmussen, husker, hvor proppet kirken var sidste år til Lucia, hvor der blev plads til 125 i kirken, skønt der kun er plads til 90. Eller fem gange så mange kirkegængere, som der kommer en almindelig søndag i kirken.

Julen er vel sådan en rus, hvor kirken pr. tradition stadig har en rolle, siger han om den kommende måneds forventede rykind.

På søndag er det tid til at tænde det første lys i adventskransen. For kirken indvarsler adventstiden et nyt kirkeår, men også uger med bred kontakt til sognet. 83 procent af befolkningen er medlemmer af folkekirken, men blot omkring to procent går i kirke hver uge. Men i december bliver det mønster ændret, og man skal ikke være overrasket over at møde genboen i den lokale kirke.

Historien om danskernes møde med kirken i december handler om meget mere end tro. Den handler om det, kirken også er: hygge, varme og tradition. Kort sagt: stemning. Det vurderer flere præster, som Kristeligt Dagblad har talt med, og Peter Gundelach, professor i sociologi ved Københavns Universitet og medforfatter til en ny bog om danskernes forhold til troen, "I hjertet af Danmark", udtrykker det således:

I december skal kirken levere varen i form af det gode, varme og traditionelle. Generelt signalerer julemåneden varme, hygge, tradition og fællesskab, og mange ved, at kirken kan levere det, siger Peter Gundelach.

Tællebogen i Jersie Kirke fortæller år efter år en historie om velbesøgte gudstjenester frem til jul. Men sognepræst Michael Rønne Rasmussen understreger, at der skal mere end løfte om en tændt adventskrans til at skabe trængsel i kirken. De gudstjenester eller arrangementer i december, hvor kirken henvender sig målrettet til en gruppe, står som højdespringere i kirkens tællebog. Der er også et direkte og indirekte ønske fra kirkens brugere om, at der skal ske noget særligt, når de gæster kirken i december. Med sognemedhjælper Søren Brix som primus motor er de traditionelle børnehavegudstjenester for eksempel lavet om og har nu fået form af et totalteater.

Pædagogerne syntes, det var anstrengende med de traditionelle børnehavegudstjenester, hvor børnene bare skulle sidde stille på bænken og lytte. Mange kom, men det stod sådan nærmest på linje med, at de kunne tage en tur ned i centret og se på nisserne, siger Michael Rønne Rasmussen.

Så nu bliver børnehaverne inviteret i små grupper til et arrangement, hvor kirkegården og den 800 år gamle middelalderkirke er rammen om en dramatisering af Jesu fødsel. Børnene bliver klædt ud i skiftende roller og får et par salmer og fadervor med undervejs på vandringen.

Her har vi virkelig ramt noget. Pædagogerne kan se, at børnene er engagerede og får en stor oplevelse, siger Michael Rønne Rasmussen.

Men hvor meget skal kirken gøre for at give de potentielle kirkegængere en særlig oplevelse? Det ligger i tiden at forvente, at kirken står klar som leverandør af stemning, vurderer psykolog og forskningsprojektleder Thomas Geuken fra Instituttet for Fremtidsforskning. Han er medforfatter til bogen "All dressed up", som udkom tidligere på året, hvor han beskriver dagens Danmark som en overskudskultur, hvor formen har taget overhånd på bekostning af indholdet. Iscenesættelsen er, ifølge Geukens blevet gud.

Når juleriet sætter ind, vil vi ind og have én på opleveren i kirken. Vi vil gerne ind i kirken og se Kristus på korset, lidt på linje med, at vi gerne vil til Disneyland og se Mickey Mouse. Ud fra et kommercielt perspektiv kan man sige, at vi også forbruger kirken i julen. Det er en Disneyficering af værste skuffe, siger Thomas Geuken og uddyber:

Religionen er blevet parret med forbrugerlogik. Den herskende forbrugerlogik går ud på, at man selv vil være med til at præge sin oplevelse, man ønsker på ingen måde at indtage rollen som passiv tilskuer. Man vil selv være en del af showet.

Geuken beskriver en spirituel forbrugerisme og tegner et scenarie, hvor kirken vil komme under pres. Han beskriver, hvordan julen står for tradition og et kristent indhold om fællesskab, ligesom højtiden er en påmindelse om vores identitet.

Religionen og ritualet er det, som genkalder fortiden på en autentisk måde. Men den herskende forbrugerlogik med krav om oplevelse og individuel betjening udfordrer det autentiske. Kirken står over for spørgsmålet om, hvorvidt den skal hoppe med på galejen af forbrugerlogik og give folk det, de gerne vil have, i håbet om at flest mulige møder op.

I Himmelev Sogn ved Roskilde blev spørgsmålet om, hvad man skal give folk i imødekommenhedens navn, pludselig aktuelt, da to af sognets børnehaver skrev til kirken. Ledelsen fra den ene institution skrev, at de ikke ville komme til den traditionelle børnehavegudstjeneste i julemåneden. Af hensyn til de børn, som ikke var kristne, fandt børnehavens ledelse det upassende at komme til en gudstjeneste.

Den anden børnehave skrev, at de ikke ville kunne deltage, hvis der skulle bedes fadervor ved gudstjenesten. De begrundede kravet med, at den eksisterende børnehavegudstjeneste mindede for meget om en gudstjeneste. Brevene fra børnehaverne satte gang i en debat i menighedsrådet og blandt præsterne ved Himmelev kirke. Konklusionen blev, at kirken ikke skulle bøje af. Men diskussionen viste også, at der var stor bredde i præsternes holdninger. Sognepræst Marianne Juel Maagaard var mest tilbøjelig til at efterkomme ønsket fra børnehaven.

Hvis den børnegudstjeneste er det eneste tidspunkt i året, hvor børnene får lidt substans i julen, så ville det være ærgerligt, hvis de ikke fik mulighed for at komme. Med eller uden fadervor, siger Marianne Juel Maagaard, som kan se, at en stor gruppe af børnehaver allerede har meldt deres ankomst i december, selvom de også i år skal bede fadervor.

Spørgsmålet om, hvorvidt man kan fjerne fadervor fra liturgien for at imødekomme ønskerne fra en særlig gruppe, deler landets præster. Mange ryster afvisende på hovedet og fastslår som Århus-præsten Bent Rudolph Arendt, Sankt Johannes Sogn, at det ikke kan komme på tale. Han siger uden omsvøb, at hvis man ikke ønsker fadervor, må man lade være med at komme.

Når man siger ja til at komme til en børnegudstjeneste, kan man jo ikke forvente en pseudo-gudstjeneste, hvor nogle ting er pillet ud, siger Bent Rudolph Arendt.

Anderledes lyder det fra Højdevangs Sogn på Amager ved København, hvor sognepræst Peter Buch flere gange har taget bønnen ud, når der op til jul har været skolegudstjeneste i kirken. På sognets folkeskoler er omkring hver femte elev ikke medlem af folkekirken, så for ikke at genere de mange muslimske børn, der kommer i kirken, tilpasser han gudstjenesten.

Som kristen har du lov til at sige far til Gud, det har du ikke som muslim. Så jeg formulerer en bøn, muslimerne også kan bede med på. Hovedsagen er, at du selv ved, hvor du står og ved, hvem der skal modtage dit budskab, siger Peter Buch.

Psykolog og fremtidsforsker Thomas Geuken mener, at det er en farlig udvikling for folkekirken. Præsterne skal holde fast ved deres fadervor og ikke forhandle med folks ønsker.

Det er en farlig situation at give efter, for det strider mod noget grundlæggende. Konsekvensen vil være Disneyland. Så forsvinder al bundklang og formål, og så har vi endnu en forlystelsespark. En park holder ikke for evigt, for der skal hele tiden nye og bedre forlystelser til, siger han.

Men kirkens vilje til at slibe hjørner er ifølge sociolog Peter Gundelach en af grundene til, at så mange skoler og børnehaver kommer til kirken i december. For med en voksende andel af muslimske børn, kunne traditionen være truet. Når lærere og pædagoger alligevel vælger kirkegang med børnene, så skyldes det, at kirken er meget andet end religiøs i december.

I december forbindes kirken ikke med noget enormt religiøst, men står snarere for noget hyggeligt og varmt. Og hvor der kunne være en mulig konflikt, bøjer kirken tilsyneladende af og udviser en stor rummelighed, siger han.

Skal Jersies sognepræst Michael Rønne Rasmussen beklage sig over noget ved december, så er det den uudtalte forventning om hygge.

Hvis man med sociologien konstaterer, at den moderne tilværelse er opsplittet, kaotisk og i høj grad handler om at balancere på knivsægge mellem konflikter, så går kirken hen og bliver symbolet på en helle, hvor der er fred, harmoni og glade dage. Det går mig på, at påsken som jeg synes er en langt større fest, kan samle så få til de mange gudstjenester. Det skyldes flere ting, men blandt andet at påsken handler om konflikt og død og ikke har et romantisk pusse-nusse skær over sig, siger han.

Når danskerne kommer til kirken, må det gerne, uanset tid på året, være en hyggelig oplevelse, vurderer sociolog Peter Gundelach, som har gennemført nogle af de mest omfattende undersøgelser om danskernes tro.

Nøglen til den danske folketro er det rare. Det er ikke noget, man taler så meget om, men noget der eksisterer som et bagtæppe og er integreret i danskheden.

Flertallet af danskere har en nærmest lyserød tro, hvor de vælger det fra, som kan være uhyggeligt: Fortabelse, helvede og synd. Begrebet synd kan man slet ikke tale om. Så man kan sammenfatte en bekendelse for den danske folketro således: Der er noget derude, og det er noget godt, siger Peter Gundelach.

skov@kristeligt-dagblad.dk

nygaard@kristeligt-dagblad.dk