"Vil du se, hvad det var, vi blev uvenner over?"
I dag, når Verner og hans kone, Gerda, refererer til striden med Vernes bror om det famøse bogskab, som var skyld i, at Verner og hans bror ikke talte sammen i to år, er Gerda ikke bange for at kalde det en rigtig kedelig sag.
– Hvorfor ødelægge et venskab på grund af et skab? Det tænkte jeg tit dengang – det var synd. Jeg er glad for, at de to brødre trods alt blev forenede igen, inden det var for sent.
Striden opstod, da en barnløs tante testamenterede en del af sit indbo til sine fire voksne nevøer. Alt var nøje fordelt – på en måde, som nok favoriserede Verner frem for hans bror, for tanten var gudmor til Verner og havde altid sat ham højest af de to brødre.
– Men tanten gav faktisk Verners bror et meget fint maleri i stedet for bogskabet, som han helst ville have haft. Han afviste imidlertid at tage imod billedet. Senere viste det sig at være mange penge værd. Men det var ikke penge, det handlede om, forklarer Gerda og Verner.
At søskende kommer op at skændes over arv er slet ikke ualmindeligt, og det er bestemt ikke blevet nemmere at håndtere arvesager i dag med de mange nye familietyper, der dukker op. Ofte gifter forældre- og bedsteforældregenerationen sig både to-tre gange og har "dine børn og mine børn".
– Det er rent menneskeligt blevet lidt mere indviklet, mere komplekst, at være arving i dag, påpeger formanden for Danske Familieadvokater, Anja Cordes, der er en af de foreløbig godt 200 danske advokater, der tilbyder sig som mediator (mægler) i blandt andet arvesager.
Advokaterne har taget en særlig uddannelse som mediator, der kan bringe stridende parter på talefod, hvis de ønsker det, og muligheden for at forsøge en aftale indgået ved hjælp af en mediator benyttes i stigende grad, forklarer Anja Cordes.
– Den nuværende arvelov, som er fra 1963, håndterer ikke de nye familiemønstre godt nok. Derfor bliver det spændende at se, hvad arvelovsudvalget barsler med i sin nye betænkning her i begyndelsen af 2006. Vi har jo i Danmark begrebet tvangsarv, så man ikke ved testamente kan råde over hele sin formue, men altid er tvunget til at reservere halvdelen til børn og ægtefælle. Det forventer jeg, at der til en vis grad bliver rørt ved i det nye lovforslag, ligesom man muligvis også vil gå ind og tilgodese samlevere, altså den ugifte samlever. Personligt synes jeg ikke, man skal afskaffe tvangsarv, men mange mennesker føler faktisk en dyb splittelse på dette område, fordi de måske har børn fra flere ægteskaber, og de vil gerne tilgodese både børn og en ny ægtefælle. Det er denne splittelse og utilfredshed med den eksisterende arvelov, som i dag favoriserer børn frem for ægtefælle, der blandt andet gør, at flere og flere opretter et testamente, mener Anja Cordes.
Også psykologer, der arbejder med konfliktløsning ser store fordele i, at mennesker forholder sig til mulige arvestridigheder, før de dør, og skaber åbenhed og dialog om emnet i familien, mens tid er.
– Desværre er det stadig ikke særligt normalt at søge professionelle råd om mulige stridsemner, før det er for sent. Vi nærer en stor blufærdighed omkring vores kommende død og kan ikke lide at tale åbent om det, siger psykolog ved Jysk Center for Konfliktløsning, Søren Braskov.
Han mener, at de fleste mennesker godt kan acceptere uretfærdighed, hvis de ellers bliver inddraget aktivt og spurgt til råds.
– Vi vil normalt som mennesker gerne vise overbærenhed og kærlighed til hinanden, men det kræver, at man i arvesager opgiver retfærdighedstankegangen. I sidste ende skal vi naturligvis helst lande på en løsning, som man er stolte af, uanset hvad andre måtte mene, men lodtrækning er sjældent en god løsning. Så hellere bruge tid på dialog og give åbenlyst udtryk for, hvad man ønsker sig.
Søren Braskov forklarer, at netop søskendestridigheder i arvesager meget ofte handler om rollen i søskendeflokken, men også om forældrenes gunst. Hvem af børnene føler sig særligt knyttet til forældrene?
– Tit har de nu voksne børn været væk fra deres gamle roller i mange år og er derfor ikke særligt bevidste om dem længere. Men når man så skal møde sine søskende igen og dele en arv, træder mange søskende direkte tilbage i børneværelset!
Det kan Bente genkende. Hun oplevede, at netop de gamle roller i søskendeflokken blomstrede voldsomt op, da den sidste forælder, faderen, døde, og huset skulle sælges, indboet fordeles.
– Vi var fire, og i testamentet foreslog min far, at den ældste af os søskende skulle stå for det økonomiske i arvesagen. Allerede her følte jeg mig som den yngste tilsidesat. Min storesøster har altid styret hele flokken, da vi var små, og nu syntes jeg, hun i overdreven grad påtog sig at gøre det igen. Alle de roller, vi havde haft som børn, dukkede op. Den ene var klovnen, den anden var overhund, den tredje var diplomat og så videre. Ingen af os var særligt optaget af ting, men alligevel var det skræmmende at se, hvordan grådigheden greb om sig. I vores familie herskede der i forvejen gamle historier om strid om arvesølvet, og dem frygtede vi nok på sin vis at gentage. Vi vidste altså godt, at arv kan være en belastning, og nu gik vi selv i fælden, følte jeg.
I dag er søskendeflokken forenet igen, men arvekonflikten er ikke et emne, der bringes på bane. Dertil er det stadig alt for følsomt.
Psykolog Søren Braskov påpeger at følelsen af, at åbenlyse arvestridigheder faktisk opleves som noget meget flovt, kan gøre det sværere at komme igennem en arvesag.
– Netop det faktum at man synes, man skal vise udadtil, at det her kan man sagtens klare, for alt andet ville være enormt flovt, kan godt gøre, at nogle vælger at få en bodeling overstået alt for hurtigt. Arvingerne vælger en slags hurtig skinmanøvre, fordi omverdenen skal tro, man klarede det fint, men bagefter er man ikke tilfreds.
Problemet med ikke at få sagt klart, hvad man ønskede sig, oplevede Joni, da hendes mor døde. Denne arv blev kompliceret af, at Joni bor i Danmark, mens hendes søskende stadig bor i hendes hjemland. Hun tog hjem hyppigt under moderens sygdom, og allerede her begyndte uenighederne mellem hende og hendes søstre.
– Flere fortrængte konflikter dukkede op, mens min mor var syg. Da mor døde efter et langt, hårdt sygeleje, hvor alting var uvist, var jeg virkelig slået ud og havde slet ikke lyst til, at vi omgående skulle i gang med at dele boet, men de andre pressede på for at få det overstået. Min situation var jo den, at det var stærkt begrænset, hvad jeg kunne sende hjem til Danmark, så resultatet blev, at jeg næsten intet valgte af det, som betød noget. Jeg fik lidt, men en af de få møbler, jeg gerne ville have haft, og som jeg i praksis kunne få med hjem, kæmpede en af mine søskende så indædt for at få, at jeg igen endte med at trække mig, selvom jeg både var vred og såret. Senere viste det sig, at hun ville give denne ting videre til sit voksne barn, hvad jeg syntes, var dybt krænkende.
I dag er det fem år siden, arvesagen sluttede, og i de år har Joni ikke talt med sin ældste søster, men hun håber og tror stadig, at knuden løser sig.
At blande andre familiemedlemmer, for eksempel svigerbørn eller andre, som ikke er direkte arvinger, ind i en arvesag, er noget af det, som kan øge konflikterne voldsomt.
– Det er et helt fast råd fra advokater, at de direkte arvinger skal ordne det selv, mens for eksempel svigerbørn skal holde sig helt væk og ikke stå i kulissen og mumle: "Du bliver da også altid undertrykt af din søster, sørg nu for at få dit og dat", siger advokat Flemming Deleuran fra advokatfirmaet Dalgas & Deleuran i Vanløse.
Deleuran har specialiseret sig i arvesager, og på www.advovan. dk er han forfatteren bag en meget humoristisk tekst: "12 gode grunde til ikke at oprette et testamente", hvor et af punkterne hedder: "Jeg ønsker, det er sidste gang, at mine arvinger ser hinanden, når de efter min død skal mødes og dele indboet efter mig, og at det skal være en oplevelse, de aldrig vil glemme – og derfor vil jeg ikke bestemme noget om delingen af mine ting."
– Mange går slet ikke ind i problemstillingen omkring arv, fordi de forventer at leve evigt. Jeg har lige oplevet en klient, der mistede sin eneste voksne datter og derfor kontaktede mig, for nu mente han nok, det var tid at tale testamente. Samtidig tilføjede han: "Men det haster jo ikke." Han var sidst i 80'erne, forklarer Flemming Deleuran, som skønner at en tredjedel af alle voksne personer i Danmark burde oprette testamente.
Flemming Deleuran mener, at der hersker en lang række myter og misforståelser om arv og testamente, som folk ganske tit er ofre for, men som meget få gider undersøge nærmere.
Et af de begreber, der hersker stor forvirring om, er børnenes rettigheder, for eksempel når der er en ny ægtefælle inde i billedet. Det oplevede Susanne, da hendes mor døde, og hendes far giftede sig igen.
– Efter 10 års ægteskab med sin nye kone døde min far. I hans nye ægteskab var der blevet større og større afstand til både børn og børnebørn. Han foretrak et liv med sin nye kone, og hende blev vi aldrig rigtigt venner med. Da han døde, vidste vi godt, at der ikke var penge at arve, men det, der kom helt bag på mig, var, at vi ikke blev indkaldt til skifteretten, fordi vi ikke havde adgang til de ting, som var tilbage efter min mor. Min fars nye kone havde ret til det hele. Ikke fordi der var ret meget, men typisk handlede det jo om ting af en vis affektionsværdi for os børn, for eksempel et maleri, som stammede fra min mormor.
– Dagen før boet skulle skiftes, ringede jeg til skifteretten og fik at vide, at vi børn godt kunne komme med en liste over det, vi gerne ville have. Det blev ordnet, så vi skulle hente tingene hos en advokat, for vi måtte ikke komme i huset, og det føltes virkelig trist. Et par år senere rejste min fars kone fra byen. Det mest groteske var, at vi, efter at hun var rejst, opdagede, at hun havde taget vores fars urne med sig fra kirkegården. Hans gravsted var ganske enkelt væk – uden at vi var blevet orienterede. Heller ikke her havde vi som børn af ham nogen form for rettigheder. I dag ligger han begravet i en anden by, og først når hans kone er død, kan vi flytte graven tilbage. Jeg tror aldrig, jeg har hadet nogen i mit liv, som jeg hader hende, siger Susanne.
Til dette eksempel siger advokat Flemming Deleuran, at det på sin vis er børnenes far, som har sviget allermest ved ikke at skrive testamente om for eksempel fordelingen af tingene.
– Han har øget risikoen for konfrontation og uenighed ved ingenting at gøre. Men det er jo også et valg, siger advokaten.
I dagens Danmark er de helt store modtagere af arv ikke nødvendigvis familierne, men i høj grad de mange organisationer, som i stigende grad bejler til folks formuer. At arven også kan gå den vej oplevede Dorte, da hun blev ringet op af sin onkel, der var barnløs.
– Han ringede op og meddelte, at vi søskendebørn ikke skulle arve ham med undtagelse af noget indbo – og om jeg ville være indforstået med at arve en grøn plyssofa! Jeg husker, at han sagde, at jeg nok blev sur nu, hvor jeg hørte, at jeg ikke skulle arve ham, men på det tidspunkt havde jeg slet ikke spekuleret i de baner, og jeg og mine søskende tænkte hverken på ham som formuende eller den rige arveonkel! Han fortalte, at han havde testamenteret sit hus og sin formue til en velgørende forening.
– Efter hans død viste hans hus sig at indbringe over tre millioner ved salget, og da vi arvinger mødtes med advokaten, fik vi en gribende beretning om, hvor rørt denne forenings formand var blevet over vores onkels testamente. Måske græd han på vores vegne! Der cirkulerer stadig en del sort humor i familien om denne udeblevne arv. Men til historien hører også, at vi kusiner og fætre faktisk for første gang siden vores barndom fik en tæt kontakt, da vi mødtes i forbindelse med min onkels sygdom og død og senere ved delingen af bohavet. Det har været hyggeligt. Så selvom pengene også ville have været rare, vil jeg stadig mene, at det endte godt!
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
De personer, der fortæller om arve-stridigheder i denne artikel er kun nævnt med fornavn, da flere ønsker anonymitet, fordi emnet stadig er genstand for uenighed i familien. Redaktionen kender deres fulde identitet.
gode råd
Sørg for at få udførligt beskrevet i testamentet, hvem der skal have hvad, og om boet eventuelt skal behandles af en bobestyrer.
Lad aldrig svigerbørn eller andre ikke familiemedlemmer, der ikke er direkte arvinger, blande sig.
Vær tydelig i dine ønsker. Det er vigtigt at turde stå ved, hvis der er noget, man rigtig gerne vil have.
Søg råd udefra enten hos professionelle eller andre, man har tillid til.
Hold dialogen i gang mellem alle arvinger, lad være med at lave alliancer og for eksempel kun tale med den ene søster.