Dødsprocessen er i USA almindeligvis et privat anliggende og ikke tiltænkt et bredere publikum. Men det tabu blev i slutningen af sidste måned brudt af den kendte radioreporter Scott Simon, der i en periode på adskillige dage skrev dusinvis af ofte følelsesladede opdateringer til sine 1,25 millioner følgere på det sociale medie Twitter, mens han sad ved sin mors dødsleje på et hospital i Chicago.
I en række små indlæg på højst 140 tegn delte Scott Simon, der er forfatter og vært for programmet Weekend Edition Saturday på den nationale radiokanal NPR, øjebliksbilleder fra hospitalsværelset. Han citerede sin 84-årige mors sidste strøtanker og vittige bemærkninger og skrev om sin egen knugende sorg.
Og da hans mor, Patricia Lyons Simon Newman, tog de sidste åndedrag en mandag aften sidst i juli, bar han vidnesbyrd.
Hjertefrekvens synker. Hjerte synker, skrev han påHimlen over Chicago er åbnet, og Patricia Lyons Simon Newman er trådt ind på scenen.
Og næste morgen: Du vågner og indser: Du drømte ikke. Det skete. Græder, som du var ude af stand til i aftes.
Scott Simons tweets har vakt stor opsigt i USA, hvor mange mennesker i dag bruger sociale medier til at dele nyheder om livsbegivenheder såsom fødsler, bryllupper og begravelser, mens de sker, men hvor dødsprocessen og dens intime detaljer næsten altid foregår i stilhed.
LÆS OGSÅ: Forfattere, der omhyggeligt beskriver deres sidste måneder, er blevet en ny litterær genre
På internettet og i de amerikanske nyhedsmedier har reaktionerne på de usædvanlige opdateringer mestendels været positive. Scott Simons hudløshed ramte en rå nerve blandt det almindeligvis kyniske internetpublikum, påpeger blandt andre avisen Washington Post.
At læse om en voksen mand, der går i opløsning ved sin døende mors seng, brød tilsyneladende igennem internettets hårde skal. Det mindede folk om, hvad det betyder at føle, at være blottet og, mest af alt, at have en mor, skriver journalisten Monica Hesse.
Et mindretal af reaktionerne er imidlertid betydeligt mere negative. Nogle betegner radioværtens tweets som uetiske og krænkende.
Jeg finder det fuldstændig modbydeligt, at denne fyr udnytter sin sandsynligvis delvist bevidstløse mor for omtalens skyld. Særligt fordi hun formentlig er for svækket til at vide præcis, hvad han gør hun gav ikke sit samtykke til at få sin død udsendt til verden. Døden er noget privat, skriver en læser i online-udgaven af Washington Post.
Scott Simons tweets og reaktionerne på den lange offentlige afsked med moderen afspejler vores komplicerede forhold til døden, påpeger amerikanske eksperter. Da samfundet gjorde individet til omdrejningspunkt, blev vores dødelighed skubbet til side, fremfører forfatteren Larry Samuel, der netop har skrevet bogen Death, American Style om dødens kulturhistorie i USA.
Det er vores sidste tabu. Det plejede at være sex, men nu er det meget mere døden. Det står i modstrid til vores lands formative værdier ting som ungdom eller fremskridt eller præstationer, forklarer han til nyhedsbureauet AFP.
Scott Simons tweets er med til at bryde tabuet om døden, fremfører Carla Sofka, der er professor i socialt arbejde ved Siena College i New York og medredaktør af bogen Dying, Death, and Grief in an Online Universe.
Når en offentligt kendt og respekteret person tweeter fra sin mors dødsleje, giver det andre mennesker tilladelse til at tale om noget, som er socialt tabuiseret. Og det er en samtale, som vi som samfund har meget stort behov for at have. Den opmærksomhed som Simons tweets har fået, synliggør, hvor private og isolerede drøftelser om døden almindeligvis er, siger Carla Sofka, der er tidligere formand for den internationale forening Association for Death Education and Counselling, hvis formål er at fremme viden om død og sorg.
LÆS OGSÅ: Ib Michael: Min mors ord ved dødslejet satte sig spor
Hun lovpriser Scott Simon for at have udfordret gængse idéer om, hvad som er et passende samtaleemne, og for at have åbnet for en diskussion om det gode liv og den værdige død.
Sociale medier har givet sorg en ny udtryksform, men det falder ikke i alles smag. Nogle mennesker ville under ingen omstændigheder dele, hvad de føler, når de står over for død, lidelse og afsavn. Men der er intet rigtigt og forkert, siger Carla Sofka til Kristeligt Dagblad.
I et interview med online-avisen Huffington Post bekendtgør Scott Simon, der som forfatter til flere bøger tidligere har blotlagt dele af sit privatliv, at han under moderens hospitalsindlæggelse ikke skænkede konsekvenserne af sine tweets nogen tanke. Hans publikum fulgte med næsten i realtid, og barrieren mellem det offentlige og det private ophævedes.
Den form for umiddelbarhed kan være problematisk, påpeger Carla Sofka.
Vi lever i en hurtig verden og har en tendes til bare at springe i. Men vi kan ofte ikke foregribe, hvad følgevirkningerne er, når vi deler meget intime detaljer om vores liv. Vi har stadig meget at lære om de sociale medier. Hvad er etiketten for, hvordan og hvornår vi deler dårlige nyheder om eksempelvis dødsfald? Og ønsker andre nu også at få intime detaljer fra vores liv tikkende ind på deres smarte telefoner? Den nye teknologis muligheder er et ukendt territorium, som vi først nu er ved at kortlægge, siger hun.
Udpluk af Scott Simons tweets fra moderens dødsleje
Gud velsigne alle sygeplejersker på den intensive afdeling, der hjælper folk gennem smerte og angst i aften.
Jeg betragter dette som et godt tegn: Mor siger, når tiden er inde, bør nekrolog-overskriften lyde: Tre jødiske ægtemænd, men ingen anger.
Nætterne er de sværeste. Men det er derfor, at jeg er her. Jeg ville ønske, at jeg kunne løfte min mors smerte og frygt fra hendes knogler ind i mine.
Mor: Jeg ved ikke, hvorfor dette bliver ved. Jeg er sent på den til alt, ser det ud til.
Jeg elsker at holde min mors hånd. Har ikke holdt den sådan her, siden jeg var ni. Hvorfor holdt jeg op? Jeg troede, at det var umandigt? Sådan noget pis.
Mor skriger Hjælp mig klokken 2:30. Har favnet hende som en baby siden. Hun sover nu. Det eneste, jeg kan gøre, er, at holde fast i hende.
Jeg ved, at enden kan være nær, idet dette er den første dag i mit voksne liv, hvor jeg har set min mor, uden at hun har spurgt: Hvorfor den skjorte?
Min mors begravelsesdag. Venstre hånd skælvede så meget, at datter måtte hjælpe med knapper. Glimt af min fremtid.