December måned var fyldt med uro og tomhed. Hver dag åbnede Lone Hørslev en ny låge i en ubehagelig kalender. Lag for lag pakkede hun vores egen lille katastrofe ud. Skilsmissen. Et ord, der var blevet sagt, og som nu var praktisk virkelighed.

Hun skulle finde et sted at bo, forklare sine femårige tvillinger, at mor og far ikke er kærester længere og fortælle omgivelserne, at hendes godt otteårige ægteskab med forfatterkollegaen var slut.

"Min mor sagde, at hvis det var, fordi jeg var lesbisk, var det okay med dem," siger Lone Hørslev og smiler.

"Det var meget sødt sagt, men det viser bare, at i deres øjne er skilsmissen et grundlæggende mysterium. Hvorfor skal I ikke længere være sammen? Der må være en grund."

Lone Hørslev er netop flyttet fra Fanø til København. Fra blæst, bindingsværkidyl og en pejs, hun kunne sidde og stirre ind i i timevis.

I den nye toværelses lejlighed er der udsigt til Nordre Fasanvejs trafik. Og en 7-Eleven, hvor Lone Hørslev har hentet doughnuts med sukret lyserød glasur, som hun serverer på musselmalede tallerkner i det lille køkken.

Drømmen om Fanø var fælles for ægteparret. Børnene skulle vokse op i landlige omgivelser, og far og mor skiftedes til at rejse ud og holde foredrag.

"En kæmpestor del af mig ville bare ønske, at jeg bare kunne være husmor på Fanø. Sylte mine egne rødbeder, være en god kone og mor og sætte mig ved skrivebordet og finde på nogle bøger uden at skulle ud og opleve så meget selv. Men det er bare en fantasi. Det kan jeg se nu."

Skriverier om skilsmissen

Da skilsmissen gjorde allermest ondt, opfordrede Lone Hørslevs redaktør hende til at skrive. Ikke som terapi, men processen tvang hende alligevel til at sætte ord på dæmonerne. Skilsmissedigte blev den præcise undertitel på Lone Hørslevs nye digtsamling "Jeg ved ikke om den slags tanker er normale".

Den slags tanker, som der hentydes til, er den sorg, skam og vrede, som bruddet med en ægtefælle tænder op under. Lysten til at hugge en kniv i øjet på et andet menneske var en af de ting, der fik Lone Hørslev til at overveje, om hendes tanker i den periode var helt almindelige.

"Det har været en hård løsrivelse. Jeg har skullet opbygge en helt ny relation til et menneske, som har været min bedste ven, elsker og far til mine børn. Nu er vi som to vogne, der skal kobles fra hinanden. Vi kører i hver vores retning, men vi må ikke køre alt for langt væk. Vi kan hade hinanden, men vi er nødt til at kunne tale sammen, gøre hinanden tjenester og samarbejde om børnene. Det er utroligt svært at skabe den relation, som kun er bygget op af nødvendighed. Ikke af lyst eller kærlighed."

Vreden i digtene er dog i endnu højere grad vendt mod hende selv. Mod hendes udlængsel og besværlige begær.

"Jeg har følt en irritation over, at jeg ikke kunne falde til. At jeg ikke kunne hvile i ægteskabet, men ligesom mit arbejde er impulsstyret, er jeg det også."

Det var opslugende forelskelse, der fik Lone Hørslev til at sige ja dengang på rådhuset. Hun var 27 år. De havde kendt hinanden et år. Der var ingen praktiske årsager. Kun romantiske hensyn.

"Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville giftes. Jeg havde lyst til at tage et af de store valg her i livet. Det er dejligt at tage noget på sig, som har en vis vægt. Ligesom da vi flyttede til Fanø. Den slags beslutninger, som jeg er næsten ved at sige, som ikke kan gøres om."

Lone Hørslev tøver lidt.

"Men jeg har jo siden opdaget, at begge ting KUNNE gøres om."

Tvillingerne kommer hjem fra legepladsen. Eftermiddagstrætte. Barnepigen krammer farvel. Får sine penge og nikker ved spørgsmålet, om hun kan kigge efter børnene et par timer dagen efter. Det skal jo hænge sammen.

"Far kommer om lidt og tager jer med ind og se noget, der hedder Rundetårn," siger Lone Hørslev til de to børn, som synker ned foran fjernsynet i stuen.

"Det har du sagt en gang," udbryder den ene.

"Nå ja," siger Lone Hørslev og vender tilbage til køkkenet.

Kærlighed blev til venskab

Kærligheden blev til venskab. Parret fik forskellige venner og interesser, og løgnen blev en gift mellem dem, som Lone Hørslev udtrykker det. Hun trak sig mere og mere ind i sit arbejde, mens den tvivlende stemme inden i hviskede: På mange måder går det jo godt nok, er det nu det værd? ... Hvad med alt det praktiske?

"Ægteskabet er en tryg havn, som man kan vugge stille og roligt i. For mig var det også en sikker havn, men når man ligger der og vugger, begynder man at spejde ud mod fremmede kyster og tænke på, om det ikke ville være meget bedre at sejle derhen. En stor del af mig fik lyst til at kaste los. Jeg har ikke villet erkende den udlængsel, og jeg har hele tiden forsøgt at holde mig på ret kurs, men så pludseligt ups svingede jeg til en side," siger Lone Hørslev og viser smutturene med hænderne.

"Der er rigtig mange mennesker, som vælger at blive sammen uden længere at have andet end et praktisk fællesskab. Uden passion. Det har jeg fuld respekt for, men jeg kunne ikke se mig selv i det. Vi har kun et liv ... ja, undskyld jeg siger det, det lyder forkælet, men hvorfor blive gamle sammen, hvis man stirrer surt på hinanden i 50 år?"

Det ringer på døren. Et bud afleverer en buket. Tillykke med bogen. Kærlig hilsen far. Lone Hørslev lirker begejstret på papiret og kigger ind til blomsterne. Hendes forældre blev skilt, da hun var tyve år, fortæller hun.

"Mine holdt ud. Måske for vores skyld. Jeg ved det ikke, men som forældre har man et helt andet ansvar ved en skilsmisse. I vores tilfælde vidste vi, at tvillingeforældre oftere bliver skilt end andre par, og derfor aftalte vi, at ordet skilsmisse overhovedet ikke måtte nævnes i to år, dengang de blev født. Det skulle ikke være en mulighed. Vi klarede fem, men så gik den heller ikke længere."

"Jeg vil jo kun mine børn det bedste, og jeg ved, at det bedste for dem ville være, at de har en mor og en far, der er sammen. Det er helt klart ikke for deres skyld, vi bliver skilt. Det er for vores egen," siger Lone Hørslev og trækker vejret dybt ved spørgsmålet, om hun har kæmpet nok?

"Hvornår er nok nok? Det er svært at afgøre. Lige nu føles det som det eneste rigtige. Men måske bliver jeg overvældet af følelser, når alt det praktiske er overstået. I øjeblikket er det bare overlevelse," siger hun og sidder lidt.

Ser sig om i lejligheden. Hendes far har hjulpet med at hænge billeder op. Tvillingerne har netop fået plads i en børnehave. Livet går videre. Trods alt.

Nu er bruddet på tryk. Hele Danmark kan læse om de tanker, der (måske) er normale, og et sår, som endnu ikke er helet. Lone Hørslev er godt klar over, at nogen vil mene, hun er gået over grænsen.

"Det er en balancegang at trække andre ind i ens litterære projekter, men det her er først og fremmest en bog om MIG. Jeg skyder jo på mig selv ikke på min eksmand. Det var umuligt at komme uden om at skrive om børnene. Jeg kunne ikke ignorere det smertepunkt og den skyldfølelse i en ærlig bog om skilsmisse," forklarer hun.

Datteren kommer ud fra stuen. Filmen er slut. Det er tid til farvel. Lone Hørslev vinker. Lige inden døren lukker, når hun at sige:

"Hav det godt. Og bliv nu ikke skilt."