Lyden fra klimtende strandskaller, der hænger som perler på en snor uden for vinduet og insisterende slår mod ruden, blander sig med Anette Jørgensens talestrøm.
I den lille gårdhave uden for vinduet troner et turkis fuglehus udstyret med spir og guldmønstre. En række små sten danner en spiral på jorden, og Anette Jørgensen peger med én af sine tre fingre og forklarer, at den spiralformede stencirkel er et symbol på det evige liv.
LÆS OGSÅ: Handicappet eller ej. Du skal elske din næste
Hun er født med små ben uden knæ, deforme fødder og arme med tre fingre på hver hånd. Da hendes mor ventede hende, tog hun præparatet Thalidomid mod svimmelhed og kvalme. Et præparat, der resulterede i, at det foster, hun bar, blev stoppet i sin udvikling
I dag er Anette Jørgensen 49 år, hun bor alene i en lejlighed tæt på København. Barndommen blev tilbragt på hospital, spædbørnshjem, børnehjem og kostskole. Anette Jørgensen blev lige efter sin fødsel fravalgt af sin far og mor.
Jeg var døende, og lige efter fødslen blev jeg fjernet fra min mor for at blive opereret. Min mor gik i chok, fik noget beroligende og blev lukket ind i et rum for sig selv. Sådan håndterede man tingene dengang, siger Anette Jørgensen.
Hendes forældre blev af lægerne rådet til at få et nyt barn og glemme alt om den handicappede datter. Og de valgte at forlade hospitalet uden Anette.
Min mor må have været frygtelig alene. Tænk at skulle bære den smerte selv, siger Anette Jørgensen og lader blikket vandre ud i rummet og tilbage i tiden.
Hun kan ikke huske sine første år, men ved fra journaler, at hun gennemgik flere såkaldte gipsfikseringer. Hendes fødder voksede op langs benene, og derfor valgte man at lægge hende i gips fra top til tå i flere måneder i forsøget på at få fødderne til at ændre position.
Hun græd aldrig, lå bare helt stille og udholdt smerten.
Jeg ved fra mine journaler, at jeg kunne få dødelig høj feber fra det ene minut til det andet. Det var mit råb om hjælp og min måde at sige, at nu var det nok.
Det er uden foragt og bitterhed, at Anette Jørgensen fortæller om sin opvækst i 1960erne.
Dengang blev der ikke fokuseret på det enkelte individ. Det var vigtigt at ligne de andre særligt fysisk. Hvordan vi havde det inde i sjælen, var der ingen, der tog sig af.
Som treårig kom Anette Jørgensen på et børnehjem for fysisk handicappede, og hun kan huske den dag, hvor hun blev bevidst om, at hun ikke var som andre.
Jeg legede med et andet barn, og legen gik ud på at efterabe hinanden. Jeg så et andet menneske agere mig. Så, hvordan han gik ned på hug og nærmest foldede sine arme sammen for at ligne mig. Jeg husker følelsen af ensomhed, der overmandede mig, og hvordan jeg fra den dag af blev genert over mit udseende.
Lægerne var optagede af at normalisere Anette Jørgensens udseende, og det blev besluttet, at hun skulle have opereret fødderne, så de passede til et par stylter, der ville give hende en normal højde. Der skulle adskillige komplicerede operationer til for at operere Anettes fødder spidse, så stylterne kunne monteres. Stylterne kom ind i Anettes liv, da hun var fire år, og blev, indtil hun som teenager fandt styrken til, at, som hun selv siger sende dem ad helvede til.
Det var forfærdeligt med de stylter, og det var en fremmedgørelse, fordi de prøvede at gøre mig til noget andet. Stylterne gjorde, at jeg blev mere handicappet, for de krævede, at jeg skulle have et særligt bord, for jeg kunne jo ikke bøje benene. Jeg havde også kunstige arme i en periode, siger Anette Jørgensen.
Som otteårig kom hun på kostskole for fysisk handicappede og var, som hun selv beskriver det, et nemt barn. Gråd var en sjældenhed, og hun havde evnen til at manøvrere mellem forskellige typer af pædagoger og lærere, der alle gik ind for kæft, trit og retning.
Hvis vi ikke spiste vores aftensmad op, så fik vi resterne serveret til morgenmad. Der var ikke meget omsorg, og hverdagen kunne være meget kaotisk. Men til gengæld var det fantastisk at vokse op sammen med en masse unger. Jeg kedede mig aldrig, siger Anette Jørgensen og retter lidt på den hvide bomuldskjole, som hun selv har syet.
I hendes soveværelse står en symaskine, som hun fik, da hun var teenager, og som hun stadig syr tøj på, så det passer til hendes lille krop. Den altdominerende farve i lejligheden er turkis, og karmen på døren ind til soveværelset er dekoreret med sirligt malede indianske symboler.
Anette Jørgensen har, siden hun var helt lille, haft en imponerende evne til at forsvinde ind i sin egen verden. Som barn kunne hun sidde i timevis, mens kaos regerede omkring hende, og omhyggeligt sy med små grønlandske perler.
Det var meditativt, og alt forsvandt omkring mig. Den følelse havde jeg også i kroppen, når jeg vandrede alene i skoven og naturen tæt på kostskolen. Det er først i mit voksenliv, at jeg har forstået, at jeg, lige fra jeg var omkring de tre år, har haft evnen til at flytte mig fra smerten, siger hun og taler lidt tøvende videre.
Det er svært at sætte ord på de oplevelser, som hun selv definerer som guddommelige.
Jeg har haft flere nærdødsoplevelser. Den første var, da jeg som treårig var ved at drukne. Jeg lå nede på bunden af bassinet, og alt blev lyst omkring mig. Det var, som om Gud indhyllede mig i kærlighed, mens jeg lå der. Det, jeg oplevede dér på bunden, var at være i symbiose med Gud, som et barn er i symbiose med sin mor, mener Anette Jørgensen.
De fleste af de andre børn, der var på Anettes afdeling på kostskolen, tog hjem til deres forældre i weekenderne. Det sank lige så stille ind i hendes bevidsthed, at hun var forældreløs. Hendes far skulle give tilladelse, hver gang Anette skulle igennem en operation. Men hun så ham aldrig og heller ikke sin mor.
Jeg havde fået at vide, at min mor var syg. Og det var sådan set nok for mig. Hvis der var nogen, der talte grimt om mine forældre, forsvarede jeg dem. Jeg har aldrig følt vrede over for min mor, jeg har accepteret, at det var sådan, det var.
Da Anette var omkring 11-12 år, opstod der alligevel en trang til at kontakte forældrene, og det lykkedes hende at finde frem til deres adresse. Hun sendte dem et julekort, der blev besvaret med et kortfattet brev, hvori faderen skrev, at hun havde en lillebror. En lillebror, der ikke var underrettet om Anettes eksistens, og derfor var det meget upassende, at hun havde skrevet til dem.
Det var, som om der voksede et dybt sort hul inden i mig. Jeg talte ikke med de voksne, der var i mit liv, og inviterede dem heller ikke ind. I stedet talte jeg mere og mere med træerne og dyrene i skoven.
Da hun blev 14-15 år, blev det medgørlige barn konverteret til en strid og kamplysten teenager. Hun begyndte i kommuneskole og trådte ud af institutionslivets beskyttende univers. I kommuneskolen var hun den eneste med et handicap, og virkeligheden ramte hende som et hårdt slag i ansigtet. Men det var også en tid, hvor hun tog ansvar for sig selv og opdagede en urkraft af styrke.
Jeg jordede alle, nægtede at gå med de forbandede stylter, var provokerende over for kostskoleforstanderen og blev til sidst smidt ud af den afdeling, jeg boede på. I stedet fik jeg et værelse for mig selv, fik hver uge penge til mad, og så klarede jeg mig selv.
Hendes ungdomsliv var præget af dybe sorte huller, stofmisbrug og selvmordsforsøg. En deroute, hun selv beskriver som uundgåelig.
Jeg skulle helt ned og mærke det sorteste dyb og sige farvel til livet. Jeg fandt stille og roligt en vej tilbage til livet, da jeg begyndte at gå hos en psykoterapeut. Hun hjalp mig til at møde lidelsen og smerten. Og jeg accepterede også, at det ikke er al smerte, der kan forløses, fortæller hun eftertænksomt og siger:
Jeg opdagede, at livet var mit ansvar, og tog det på mig. Jeg var fast besluttet på, at jeg ville være fri af min fortid. Jeg ville ikke være et offer for min skæbne, men vokse af den.
Med beslutningen om at vælge livet fulgte en spirituel rejse og søgen efter, hvordan hun som menneske kunne slippe sin kærlighed til livet løs. Hun kastede sig grådigt over at studere buddhisme, shamanisme og tog også en 1-årig såkaldt stemmeterapeutisk uddannelse. Hun har ædt sig gennem bøger om filosofi og spiritualitet, studeret psykologi på Folkeuniversitetet og er næsten færdiguddannet som astrolog.
Jeg ved nu, at det spirituelle altid har været en del af mig, jeg har bare ikke været bevidst om det. Men jeg har haft så mange specielle oplevelser gennem livet, der vidner om, at det spirituelle altid har spillet en rolle.
For Anette Jørgensen eksisterer der en guddommelig kraft, der flere gange har blandet sig i hendes livs drejebog.
For fire-fem år siden blev jeg meget syg. Jeg lå her på sofaen, blev tyndere og tyndere og kastede blod op. Det var et smerteorgie, og jeg blev til sidst indlagt i al hast.
På sygehuset blev hun scannet, og lægerne fandt et hul på hendes tarm. Hun røg lynhurtigt på operationsbordet, men da lægerne skulle til at lappe hullet, var det forsvundet.
Da jeg var vågnet, kom lægen og sagde, han troede, der var nisser på spil omkring mig, siger Anette Jørgensen med latter i stemmen.
Jeg vil nu ikke definere det som nisser, men mere som en hjælp fra oven, siger hun og fortæller, hvordan hendes lidelser langtfra sluttede her. Der opstod komplikationer efter operationen, og hun svævede mellem liv og død. Mens hun lå der i hospitalssengen, var det, som om hendes sind, ligesom man indstiller en radio, blev tunet ind på en anden frekvens. En guddommelig stemme gav hende to muligheder: Hun kunne vælge at forlade livet eller vende tilbage til det.
Det var, som om hele min krop var ved at gå i opløsning af smerte, og jeg svævede over min egen krop. Dér traf jeg valget om at vælge livet og smerten og hoppede ned i min krop igen. Skiftet fra at være et med det guddommelige til igen at være i en krop med smerte, er helt ubeskriveligt. Det var som et voldsomt slag i maven, forklarer Anette Jørgensen og samler sig lidt:
Jeg sagde ja til at tage endnu en runde af livet.
Efter den beslutning voksede idéen om, at hun, en lille kvinde, skulle bestige Sveriges højeste bjerg, Kebnekaise. Hun ville bevise både over for sig selv og omverdenen at alt er muligt på trods af en begrænset krop. Sammen med en gruppe af tætte venner lykkedes missionen, og det godt 2200 meter høje bjerg blev besejret.
Kort efter eventyret på bjerget for godt to år siden gjorde Anette Jørgensen en interessant opdagelse. Hun opdagede, at det var muligt at søge om erstatning som offer for Thalidomid. I Stockholm sad den eneste læge i verden, der kunne diagnosticere, om Anette Jørgensens handicap skyldtes hendes mors indtag af Thalidomid under graviditeten. Den lægelige vurdering var en forudsætning for, at en erstatning kunne blive udbetalt.
Det var nervepirrende at vente på lægens udtalelse. Tænk nu, hvis jeg ikke var Thalidomid-barn, som jeg havde gået og troet hele mit liv. Jeg var helt mundlam, da lægen endelig kaldte mig ind og sagde, at der ingen tvivl er om, hvad mit handicap skyldes, siger hun og fortæller med en let forlegenhed i stemmen, at erstatningen, hun har modtaget, er på flere millioner kroner.
Jeg har altid været søgende, været på jagt efter, hvad det er, jeg kan bidrage med til verden. Jeg kan bidrage med min historie og inspirere andre, men nu kan jeg også helt konkret få lov til at bidrage til økonomisk at støtte projekter og initiativer, der fremmer ånd, vækst og bevidsthed, siger Anette Jørgensen og fortæller med stolthed om den fond, hun netop har oprettet, Fonden for Ånd, Vækst og Bevidsthed.
Hun har skudt to millioner kroner ind i fonden, sidder selv i bestyrelsen og har udpeget sin gode ven Peter, som har undervist hende i meditation, til at være formand. I bestyrelsen sidder der også en nattevagt, som hun havde et nært forhold til og førte lange natlige samtaler med, da hun boede på kostskolen.
Da jeg skulle finde de mennesker, jeg ville have med i fondsarbejdet, kom jeg til at tænke på Idon. Det var ham, jeg som barn talte med om Gud og den spirituelle verden uden helt at vide, hvad det var dengang, eller vide, hvor alle tankerne kom fra. Det er lidt ligesom, at ringen er sluttet nu, hvor han også er med i fondsarbejdet.
Anette Jørgensen rykker lidt uroligt på sig i sofaen, der er dækket af farverige tæpper og et hav af marokkanske puder. Alt i hendes hjem er genbrug, og både hendes gamle fastnettelefon, spisebordet og de to tilhørende stole er malet i yndlingsfarven turkis. Lejligheden er rig på farver, og på væggene hænger der malerier, som Anette Jørgensen har malet, men der er et tydeligt fravær af minder fra fortiden.
For nogle år siden traf jeg et helt bevidst valg om at smide alt fra min fortid ud. Jeg har ikke et eneste foto tilbage. Jeg ville være fri. Fri af min historie. Vi kan ikke løbe fra livet og den indsigt, vi har i verden. Der er masser af ar i mit liv, men det har vi alle sammen. Det er med til at forme os og gøre os til dem, vi er, siger Anette Jørgensen og slutter den ivrige talestrøm med en velovervejet pointe:
Vi har alle forskellige livsomstændigheder, men vi har altid et valg.