Vi må kæmpe for fællesskabet

"Tro er ikke en privatsag, for det er netop gennem fællesskabet, vi afspejler Guds natur", siger frikirkepræsten Flemming Mølhede, der selv oplevede fællesskabet på en helt ny måde, da han tvivlede på sig selv

-- Vi kommer til verden alene, og vi dør alene, men vi lever i fællesskabet. Og derfor må vi også kæmpe for fællesskabet, siger Flemming Mølhede. - Foto: Leif Tuxen.
-- Vi kommer til verden alene, og vi dør alene, men vi lever i fællesskabet. Og derfor må vi også kæmpe for fællesskabet, siger Flemming Mølhede. - Foto: Leif Tuxen.

Den gamle landmand rejste sig op uden at vide, at det skulle få stor betydning for en ung rockguitarist, der også sad tilbage efter kirkekaffen. Flemming Mølhede var kun 18 år, men selvom han var søn af frikirkens præst, havde han længe tvivlet på, om det kristne fællesskab egentlig var noget for ham. For splittelserne havde vokset sig større i den baptistmenighed, som faderen ellers havde ledt i medgang og modgang igennem 23 år, men nu oplevede han mest modgang og modstridende opfattelser af, hvordan kirken skulle køres. Alligevel følte Flemming Mølhede, at noget ville mangle, hvis han gav helt slip på troen på Gud. Derfor sad han stadig mellem de gamle spejderplakater og halvtømte kaffekopper i faderens efterhånden temmelig reducerede menighed, da den gamle landmand rejste sig op for at takke for kaffen og fællesskabet med en lille bøn.

– Den lille bøn gjorde et voldsomt stort indtryk på mig. Jeg vidste, at manden var over 80 år gammel, og at han tilmed lige havde mistet sin kone, men han lagde alligevel eftermiddagen, fællesskabet og sit eget liv i Guds hånd på en så enkel måde, at man ikke kunne være i tvivl om, at han simpelthen stolede på, at det hele lå trygt der.

Flemming Mølhede tøver et øjeblik, inden han fortsætter sin fortælling:

– Der var simpelthen en ægthed over den gamle mands bøn, der fik mig til at tro på, at troen vitterligt også var noget for mig. At den kunne være stærk nok til at holde et helt liv igennem.

Der er gået 22 år, siden "kælderoplevelsen" kickstartede Flemming Mølhedes tro på, at det kunne lade sig gøre at tro på Gud uden at skændes om formen. Til gengæld sidder den drengede frikirkepræst nu i et minimalistisk indrettet kontor på Frederiksberg uden spejderplakater på væggene, og i kirkesalen nedenunder øver et af kirkens syv forskellige bands, mens vi snakker. Han har selv indspillet flere cd'er ved siden af sit job som præst i frikirken Vineyard København, hvor omkring 250 kirkegængere med en gennemsnitsalder sidst i 20'erne strømmer til de kirkelige møder, som var de små rockkoncerter. Vingårdsnavnet stammer fra et internationalt kirkenetværk, der især lægger vægt på musik og fællesskab under deres gudstjenester. I Danmark er de tre Vineyard-menigheder i Aars, Roskilde og København, som Flemming Mølhede har været med til at starte, også de eneste frikirker, der er en del af Folkekirkens oasenetværk.

– Hvorfor valgte du at blive præst?

– I min gymnasietid var jeg meget i konflikt med mig selv om min tro. På det tidspunkt overvejede jeg at blive professionel musiker og lagde mange kræfter i musikken og de bands, jeg spillede for. Men jeg tænkte samtidig, at det vigtigste i livet måtte være at undersøge, om Gud findes. Det med Gud var simpelthen bare vigtigt for mig at finde ud af.

Flemming Mølhede kom ind på teologistudiet i Århus, men valgte i stedet Baptisternes Teologiske Seminarium, fordi han i forvejen havde det meste af sit netværk der.

– Jeg brændte efter at undersøge, hvad det ville sige at have fællesskab med Gud, ligesom jeg stadig ledte efter et kristent fællesskab, hvor jeg kunne føle mig hjemme, da jeg begyndte på baptisternes seminarium. Og da jeg var færdig med mine studier og ikke fik noget kald fra nogen kirke fra mit bagland, sagde jeg lidt vidtløftigt til Gud, at uanset hvor i verden, han ville sende mig hen, ville jeg gå. Også selvom jeg allerede var gift og havde barn. For jeg var den eneste studerende, der ikke havde fået noget arbejde.

Den sidste aften på kollegiet sad Flemming Mølhede og hans kone alene sammen. De havde aftalt med flyttefirmaet, at de skulle komme dagen efter og hente deres ting, så de kunne opmagasinere deres ting et midlertidigt sted, men så ringede telefonen:

– Det var fra en lille forsamling tidligere baptister, der var ved at starte en ny menighed i Aars. Og de spurgte, om jeg ville komme og være "vor mand".

– En nær bekendt rådede mig til at lade være, når det ikke var en baptistkirke, men jeg gjorde det alligevel, for jeg stolede på, at Gud nok skulle føre mig, hvis jeg lagde mit liv i hans hånd, ligesom den gamle landmand havde gjort.

Efter tre år begyndte kirken at vokse så meget, at Flemming Mølhede nu også blev inviteret til at tale i de kirker, som tidligere ikke ville ansætte ham.

– Det blev en lektie for mig. For efter et stykke tid opdagede jeg, at jeg arbejdede med en dobbelt motivation. Selvfølgelig ville jeg gerne tjene Gud, men min vrede over den behandling, min familie havde fået, gjorde sig også gældende som en længsel efter at bevise, at jeg var god nok. Og da jeg opdagede det, måtte jeg gøre op med min egen vrede og lære at tilgive. For når der opstår splittelser, sniger der sig lynhurtigt mange misforståelser ind mellem mennesker.

Erkendelsen gjorde forholdet til baptistkirkerne langt bedre, men mens de gamle sår helede, savnede Flemming Mølhede stadigvæk at være en del af et større kirkefællesskab. Under en tur til Canada besøgte han en Vineyard-kirke, der gav ham lyst til at være en del af det netværk.

– Jeg følte mig med det samme hjemme i den kirke, hvor musikken var god og stemningen helt nede på jorden, mens der stadig var en karismatisk ånd i kirken. Jeg kontaktede lederen af Vineyard i Sverige, og efter en forholdsvis lang forlovelsesperiode på to år blev menigheden i Aars Danmarks første Vineyard-kirke. Siden følte jeg mig kaldet til at tage til København for at plante en kirke der. Det var et stort skridt for en jydedreng at rykke sin familie til hovedstaden, men også i den situation oplevede vi, hvordan Gud viste os sin omsorg. For familien faldt til, og kirken voksede hurtigt fra en lille husgruppe til i dag, hvor vi allerede er blevet en mellemstor frikirke.

– Hvorfor var det så vigtigt for dig at være en del af et større fællesskab med andre kirker?

– Fordi det er usundt at stå alene. At jeg har oplevet splittelser har bare været med til at gøre den længsel efter fællesskab med kirker og enkeltpersoner stærkere. Tro er ikke en privatsag, for det er netop gennem fællesskabet, vi afspejler Guds natur. Jesus blev menneske, han blev fællesskab og inviterede til fællesskab overalt, hvor han gik. Og jeg tror stadig, at han ønsker at udtrykke sit væsen gennem fællesskabet. Vil man forstå noget om Gud, er det svært at komme uden om fællesskabet. Men det har vi bare så svært ved at forstå. Generelt kunne man være fristet til at sige, at ligesom der står i Bibelen, at der hvor to eller tre er forsamlet, er jeg midt i blandt jer, kunne der lige så godt have stået, at splittelsen er midt iblandt jer.

Hvorfor?

– Problemet griber vel egentlig helt tilbage til syndefaldet. Mennesket afskar sig selv fra fællesskabet med Gud og meget hurtigt efter med hinanden. Men hvis man skal koge livets mening ned, handler det måske om at lade Gud genoprette de to oprindelige fællesskaber med Gud og hinanden. Jesus banede en vej for, at vi kunne få fællesskab med Gud. Korset kan også ses som et billede på en generobring af de oprindelige fællesskaber – både det vertikale mod Gud og horisontale mod andre mennesker. Og jeg tror, at begge fællesskaber kan inspirere til mere fællesskab. Fællesskab med mennesker kan inspirere til tro på Gud, og tro på Gud kan inspirere til tro på fællesskabet med hinanden. For selvom fællesskabet let går i stykker, har vi heldigvis fået en stærk hjælper. For Jesus blev menneske for at indbyde os til fællesskab, skilt fra ham kan vi intet gøre. Det beskriver Paulus også med den meget stærke metafor om Kristi legeme, hvor det kristne fællesskab består af lemmer, der supplerer hinanden. Vi kan ikke undvære hinanden, fordi vi er forskellige og derfor bør samarbejde.

– Har du aldrig tvivlet på fællesskabet?

– Jo, mange gange. Splittelsen i min fars kirke satte jo i første omgang min tro på fællesskabet på prøve. Og den kirke, som jeg igennem syv havde jeg set vokse i Aars, oplevede også en splittelse, tre år efter at jeg forlod den. Men jeg vil tro på fællesskabet. Vi kommer til verden alene, og vi dør alene, men vi lever i fællesskabet. Og derfor må vi også kæmpe for fællesskabet. Det skal kunne lade sig gøre, omend jeg godt ved, at det aldrig vil kunne lade sig gøre fuldt ud i rendyrket form, men ved at holde fast i fællesskabet tror jeg, at man griber elementer af kærligheden og selve gudsforståelsen. Det er sådan, vi griber behovet for hinanden i vores ensomhed. Vi griber elementer af hinanden. Og det er dér, min egen historie blev til en passion for mig.

– Man skal ikke tro på fællesskabet som noget guddommeligt i sig selv, men som en afglans af noget guddommeligt. Og det er nok der, man kan gå galt i byen, hvis man går galt i byen. For fællesskaber har altid sine begrænsninger, men når de fungerer, er de jo helt fantastiske. Det er noget af det mest inspirerende, mest kreative og mest livgivende over for de mest barske realiteter i livet. Fællesskabet er noget af den bedste medicin mod angst i alle dets afskygninger.

– Er du da nogensinde selv blevet reddet af et fællesskab?

– Ja, for fem år siden oplevede jeg en personlig krise, hvor jeg oplevede fællesskabet på en helt ny måde, fordi jeg blev afhængig af det på en hidtil ukendt måde. På det tidspunkt var jeg godt i gang med at plante København Vineyard. Kirken havde oplevet en del vækst, og jeg troede, at tingene ville tage mere form og vokse yderligere, hvis jeg bare gav den endnu mere gas selv med mine egne resourcer. Men så sprang elastikken.

Flemming Mølhede fanger mit blik.

– Jeg opdagede en hyletone på en retræte, hvor jeg oplevede, at der stadig var støj i mit hoved. Når der var stille, var der ikke stille. Jeg fandt ud af, at stilheden har en tone. Da jeg kom hjem, opsøgte jeg en hørespecialist, der tørt konstaterede, at jeg havde tinnitus. Han kunne ikke sige, om det nogensinde ville gå væk. Jeg gik grædende derfra, og beskeden udløste en angst, som jeg ikke tidligere kendte til. Det var en klaustrofobisk tanke, at jeg skulle have en konstant lyd i mit hoved, som ikke ville høre op, før jeg døde. Og kombineret med min begyndende udbrændthed førte det til 14 dage, som jeg oplevede som et helvede.

Han tier et øjeblik, men fastholder øjenkontakten:

– Det føltes, som om jeg var på vej ned i sort afgrund uden at vide, hvor langt ned der var til bunden, Jeg kan huske en dag, hvor jeg havde forsøgt at sidde og arbejde, men på vej hjem brød jeg sammen i S-toget. Det var pinligt. Men i den periode oplevede jeg et fantastisk fællesskab, der bar mig. En af mine nærmeste venner smækkede 5000 kroner på køleskabet og sagde "her, gå til psykolog", mange mennesker bad for mig, og bare det at have et netværk, som jeg kunne sætte ord på min krise over for, var en fantastisk betydning. Dér fandt jeg for alvor ud af at være menneske i et fællesskab, fordi jeg blev tvunget til at lære at blive elsket for den, jeg var, og ikke for det jeg gjorde. Det oplevede jeg som meget befriende. For det gør noget stort i et menneske, når det ikke længere er en ydelse, man har gjort for andre, der gør, at de viser en kærlighed.

– En af mine nærmeste venner tog flere gange bilen for at komme og sige "du bliver rask". Det er noget af det, man har brug for at høre, når alle forsvarsmekanismer er skrællet af. Og netop der er et fællesskab stærkest; når det kan rumme svaghed; når det giver hinanden lov til at være mennesker.

– Jeg blev så svag, at jeg ikke kunne skjule min egen menneskelighed, og det er en vigtig lektie. Jo mere man tør at vise sin egen menneskelighed, jo mere bliver fællesskab til fællesskab. Hvis ikke ens vigtigste bidrag til et fællesskab er at være menneske, så bliver et fællesskabet aldrig dybt. Det lærte jeg gennem min krise, selvom jeg i forvejen havde prædiket om det tusind gang: Jo større menneskelighed, jo større fællesskab.

– Og da jeg vendte tilbage til kirken, turde jeg i en langt højere grad at dele ud af mine svagheder. Det, håber jeg, har måske betydet, at flere har fundet fred i at leve med deres menneskelighed. Og det har i hvert fald betydet, at jeg bedre kan forstå folk, der står i samme situation i dag.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Flemming Mølhede

Født 1965 i Gandrup. Gift med Anne Mølhede, sammen har de fire børn.

Uddannet fra Baptisternes Teologiske Seminarium i 1990, samme år forstander i Aars Frikirke, der senere kom til at hedde Aars Vineyard. I 1997 flyttede han med sin kone til Københvan, hvor de plantede København Vineyard.

Fra 2000 har han været medleder af Vineyard Norden med ansvar for menighedsudvikling, ligesom han er en hyppigt brugt taler i forskellige kirker i Danmark.

Vineyard København relaterer til folkekirkens oasebevægelse, ligesom de tre Vineyard-kirker i Aars, Roskilde og København er en del af FrikirkeNet, der blandt andet rummer baptister, pinsefolk og apostolske menigheder i Danmark.

Frikirkens hjemmeside hedder vineyard.dk