Der er altid noget at glæde sig over, siger Mette Bock og fortsætter:
Verden er aldrig enten lys eller mørk. Der vil i ethvert menneskeliv og til enhver tid være både noget at frygte og noget at glæde sig over. Min tilgang til livet er, at man skal koncentrere sig om mulighederne og glæderne. Gør man det, bliver det også meget lettere at overkomme frygt og farer. Det kan tilmed vise sig, at det, vi frygter, slet ikke er så farligt alligevel.
LÆS OGSÅ: Hvert nye år har nok i sin plage
Verden har jo altid været af lave! Og den ældre generation synes måske tit, at alting var bedre og mere roligt tidligere. Men se lige på verdenshistorien: Den ene krig og krise har afløst den anden. Og alligevel er meget blevet bedre, set i det lange, historiske perspektiv. Færre sulter, flere får uddannelse, og kvinderne er generelt langt bedre stillet end tidligere.
Hertil kommer, at enhver krise også rummer kimen til eftertanke og fornyelse. Jeg mener for eksempel ikke, at mere velfærd og flere penge er uløseligt forbundet. I 1960erne var skatteprocenten 25. Min mor fødte mine fire brødre hjemme i trygge rammer, hvor min far, familielægen og min mors egen jordemoder, der havde fulgt hende under hele graviditeten, hjalp til. De første par uger efter fødslen kom der hver dag en husmoderafløser, der med min mor aftalte, hvilke opgaver hun skulle aflaste min mor for.
Jeg vil vove den påstand, at der var mere velfærd og omsorg for den fødende dengang end i dag, hvor både livets begyndelse og livets afslutning er blevet institutionaliseret. Unge kvinder sendes hjem få timer efter fødslen og overlades til sig selv. Ældre og syge dør ofte alene og i fremmede omgivelser. Vi har en stor, dyr og institutionsbåret velfærdsstat, men ikke nødvendigvis et velfærdssamfund, som kendetegnes af fællesskaber, nærhed og menneskelig omsorg.
I stedet for at være vred og sur over, at det har udviklet sig sådan, kan man vende det om og arbejde for at finde en bedre definition af velfærd. Ikke ved at drømme os tilbage til en tid, der ikke længere er. Men ved at bringe andet og mere end økonomi ind på den politiske dagsorden. Er der noget helt andet, vi i en sådan tid kan/bør sætte pris på?
Jeg tror, det er en generel erfaring, at jo ældre man bliver, des mere går det op for en, hvad der virkelig har betydning. Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik fortæller i sine erindringer, at hans mor, der havde levet et dramatisk liv på flugt og oplevet de mest hjerteskærende ting, på sit dødsleje mindede sine børn om, at det eneste, der virkelig tæller i et rigt menneskeliv, er familien. Klog kvinde.
Vi har så travlt med alle udenomsværkerne, at det mest betydningsfulde desværre ofte trænges i baggrunden eller nedprioriteres, Her skal vi bare huske på, at vi jo også har et valg selv. Og et ansvar. Det er aldrig for sent at ændre kurs, selvom man synes, at mange ting ikke gik, som man havde håbet. Vi skal vælge og prioritere med omhu hver dag.