HAN ER LIDT korpulent, rund i kinderne og ligefrem jovial; Poul Glengaard, nyindtrådt socialdemokrat fra Herning med en tilsyneladende naiv forestilling om, hvor kynisk et håndværk politik er.
Glengaard, gestaltet af skuespilleren Jesper Asholt, er hovedfigur i DR2-satiren ”Partiets mand”, og han drømmer som vel de fleste politikere om at gøre en forskel. Ministerdrømme og ambitioner om solide udvalgsposter lægger han ikke skjul på, ej heller i aftes knap midtvejs i seriens otte 25 minutter lange afsnit.
Derfor skulle den lidt håbløse politiker endnu en gang på en tilsyneladende umulig opgave udtænkt af partiets handelshøjskolelignende spindoktor. Et gasfund i Færøernes undergrund måtte på en eller anden måde komme hele Rigsfællesskabet læs: den danske statskasse til gode. Og af en ikke særlig indlysende grund ville det færøske folketingsmedlem Sjdur ikke forhandle med statsministeren, men kun med sin herningensiske kollega.
NATURLIGVIS MÅTTE spindoktoren dog sikre sig, at den nye socialdemokrat faktisk havde erfaringer med at forhandle? Med en selvbevidsthed som en midtjysk brugtvognsforhandler pustede Glen-gaard sig op og svarede: ”Jeg tror ikke, Boxen havde ligget i Herning, hvis det ikke havde været for Poul Glengaard.”
Og så var vejen banet for et møde med Sjdur, som iført kraftig striktrøje og overdreven færøsk accent viste sig at være en kantet herre med krav om mere i bloktilskud, hvis ikke de 18 øer i Nordatlanten skulle benytte gasfundet som anledning til at takke Rigsfællesskabet farvel.
Ingen tvivl om, at den stereotype fremstilling af begge politikere skulle forestille at være sjov. Det var den bare ikke, for begge forekom usandsynlige, og bedre blev det ikke, da de fra deres inferiøre placeringer i Christiansborg-hierarkiet åbenbart skulle enes om fordeling af indtægter fra et omfattende gasfund.
Dermed illustrerede fjerde afsnit af ”Partiets mand” det, som er seriens grundproblem: At god satire skal tage udgangspunkt i noget sandsynligt og twiste det for at være sjov. Og selvom Jesper Asholt sammen med Paprika Sten som spiller partiets sekretariatschef Kirsten gør ihærdige indsatser for at fremkalde mere end et skævt smil hist og pist, er manuskript og idé simpelthen ikke gode nok.
Fristende er det selvfølgelig at undskylde manglen på ordentligt grund-materiale med, at virkeligheden på Christiansborg og omegn med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens seneste bilagsrod in mente langt overgår den fiktive satire. Men en sådan undskyldning er ikke gangbar i et land med stolte satiretraditioner i tv fra eksempelvis 1970ernes og 1980ernes ”Hov-hov”, ”Uha-Uha” og ”TV-Ansjosen”. Og at det kan lade sig gøre at lave både sjov, rammende og eftertænksom satire er P1s sejlivede ”Selvsving” jo et godt og ugentligt dokumenteret eksempel på.
Måske DR 2 bare skulle slippe selvsvingsfolkene løs på skærmen? De kan modsat den usjove ”Partiets mand” levere højaktuel og sandsynlig satire, der ikke stiller sig tilfreds med skæve smil, men som går efter et godt, solidt grin.