MIDT I DAGENS TRAVLHED, den politiske tummel og skærsommertidens distraherende skønhed er det rart at vie en stund til overvejelser af menneskets lod hinsides de aktuelle forhold.
Det tilbyder ”Danskernes Akademi” på P1 i rigt og koncentreret mål, og mandag handlede det om noget så menneskeligt som håb. Håbet er en mægtig kraft, som kan ændre samfund og livsbaner, men også en farlig størrelse, for det, den ene håber på, kan være det, den anden frygter.
Denne mandag var det lektor i moderne europæisk historie ved Aarhus Universitet Bertel Nygaard, som var i studiet. Han blev også benævnt som ”håbshistoriker”. Herlig titel, men det ville nu være kedeligt, om håbet var ren historie. Det må man da ikke håbe!
Bertel Nygaard fortalte, hvorledes håbet er i familie med forventningen, men forventningen retter sig typisk mod noget, som findes inden for de allerede afstukne rammer og har sandsynligheden for sig. Håbet har derimod en videre rækkevidde, det kan sprænge rammerne og forjætte en fremtid, som er ganske anderledes end nutiden.
Håbet har et revolutionært potentiale, som ofte er blevet udnyttet med for at sige det mildt stærkt vekslende held. Ja, for at sige det knapt så mildt, så har håbet også en forførerisk kraft, som har ledt til hovedløse og destruktive projekter. Hvor mange menneskelige håb ligger ikke begravet under de store håb om en ny verden?
Men hvor ville vi være uden håbet? Er der noget mere trøstesløst end et håbløst menneske? Uden håb er vi fanger af øjeblikket, og uden at forklejne behovet for nærvær så er fravær af håb et fængsel for ånden. Håbet er frihed, som ser længere end øjeblikket, og tror på mere end det, som ses. Håber man for lidt, lever man for lidt. Et menneske bliver, som det håber. Det giver god mening, at Helvedes port i Dantes ” Den guddommelige komedie” bærer indskriften: ”Her lades alt håb ude.”
DER ER SELVFØLGELIG FORSKEL på håb, og hvem der skal indfri håbet. Håb kan blive opfyldt, og håb kan blive gjort til skamme. Håbet bliver ikke altid ved med at være lysegrønt, men håbet er ikke sådan at komme til livs. Bertil Nygaard nævnte den tyske filosof Ernst Blochs bog om håbets princip som noget bærende i den endnu ikke fuldendte verden. Vi er ikke færdige med verden, men håb bliver til utopi, hvis vi bilder os ind, at vi kan fuldende verden.
Det mest strålende og dog antiutopiske håb er det kristne håb om ny himmel og ny jord. Det er ikke et håb, som skal indfries af os, ikke et håb baseret på vores kræfter og hittepåsomhed, ikke hede politiske drømme og idelogisk hybris, men et håb, som hænger på Kristus.
Kan man virkelig hænge sit håb på ham, som hang på korset? Ja, hang han der for os, så hænger fremtiden ikke i en tynd tråd for den, som hænger Kristus om halsen.
Selv kan jeg ikke håbe på mindre, men håber i mindre målestok også på lang levetid for ”Danskernes Akademi”.