De vilde liv

Programmet ”Når vildmarken kalder” på DR 2 handlede tirsdag om en kernefamilie, som havde valgt bylivet ...

Programmet ”Når vildmarken kalder” på DR 2 handlede tirsdag om en kernefamilie, som havde valgt bylivet fra og bosat sig i en meget afsidesliggende del af Alaska. Foto: John Shaw/Scanpix

Mindre natur og mere kultur har også været et stort humant gode, som der ikke er grund til at begræde. Begrædeligt er det derimod, når udviklingen løber løbsk.

DE FLESTE AF OS lever med alle moderne bekvemmeligheder og har naboer lige omkring os. Det tænker vi ikke videre over. Denne del af verden er gammelt kulturland, velstanden er høj og teknologien veludviklet.

Det, som engang var luksus, bliver umærkeligt en selvfølgelighed, og vi forventer, at der overalt findes et ”tidssvarende” niveau af service og faciliteter.

Vi er også børn af kulturen, og naturen er noget, vi har tæmmet og friseret. Der er tæt bebyggelse, meget agerland og mange mennesker. Vi lever heldigvis ikke som sild i tønde, alligevel svømmer vi i folkehavet.

Der er imidlertid nogle mennesker, som vender det almindelige liv ryggen og søger ud i vildmarken. De behøver ikke at være civilisationsfjendtlige, men de er i hvert fald civilisationsforsagende i ønsket om et mere frit og enkelt liv. ”De byrder, som du haver byltet mig på, dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,” skriver Kingo, ganske vist henvendt til hele verden, men der er en genklang i forhold til de, som udvandrer fra flertalskulturen.

Netop disse mennesker er tema for programrækken ”Når vildmarken kalder” på DR 2 og i tirsdags handlede det om en kernefamilie, som havde bosat sig i en meget afsidesliggende del af Alaska. Hvad ved vi om udkanter i Danmark?

Familien, som bestod af far, mor og to børn, boede i nærheden af byen Seldovia med dens 350 indbyggere. Bare navnet; man ser tågede skove, mosgroede klipper og øde strande for sit indre blik, og minsandten om man ikke så det samme med det ydre øje.

Landskabet var mystisk og mægtigt og i en jurte (en art telt, red.) lidt uden for Seldovia boede den særdeles selvhjulpne familie. Begge var uddannet på universitetet i Seattle, men havde besluttet sig for at vende tilbage til mandens barndomsegn.

Her levede de på såre begrænset plads, dog med internet, og tilbragte oven i købet halvdelen af året på ekspeditioner i vildmarken. Kvinden Erin arbejdede som forfatter og manden Hig som dataanalytiker og kunne faktisk tjene alle de penge, de behøvede til et helt år på to uger. Deres øvrige fornødenheder fremskaffes med egne hænder og snilde.

Den engelske journalist, som boede en uge hos parret, var imponeret af deres selvberoenhed og evne til at klare sig under de barske levevilkår. Hig og Erin savnede ikke bylivet, men virkede såre velfornøjede med deres vilkår. Det var nærmest som et besøg hos en isoleret stamme, men Erin og Hig var velartikulerede og veluddannede og vidste nok, hvad de havde lagt bag sig.

Hvad skal man sige til det? Tja, livet er mangfoldigt. Der er dem af os, som næppe ville overleve længe i ødemarken, og vel forbruger vi mere CO2 end Hig og Erin, men udviklingen har sin pris. Mindre natur og mere kultur har også været et stort humant gode, som der ikke er grund til at begræde.

Begrædeligt er det derimod, når udviklingen løber løbsk, og teknologien tager magten over mennesker, og hvem kan nægte, at det også er sket? Den faldne verden er og bliver ustyrlig.