Det må føles som lidt af et mareridt for de politikere, der i sin tid tog beslutningen om, at vi skulle drage i krig i Irak. Man fik fjernet Saddam Hussein og påbegyndt det, man selv troede var en slags demokratiseringsproces, og nu er alt atter kaos. Den militante islamistiske gruppe Isil, der efter sigende er væsentligt barskere end al-Qaeda, erobrer byer i landet, folk flygter, og den amerikanske præsident vil sende rådgivere af sted for at vurdere situationen.
Meget synes at gentage sig selv, og søndag aften fik vi i DR 2's Deadline en grundig gennemgang af tilstanden. In-teressant var det for eksempel at lytte til den tidligere udsendte soldat Mark Olesen Jensen, der mente, at noget kunne tyde på, at landets daværende politikere var ”dybt naive”, da de forlod Irak i troen på, at landet nu ville formå at administrere sig selv.
Vi hørte tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtale sin klare tro på netop det, alt imens Mogens Lykketoft (S) også dengang mente, at vi både angreb og forlod Irak på baggrund af en løgn. Irak-spøgelset forfølger os, og mens søndagens Deadline som sagt kom godt omkring, nærmer vi os behovet for den store principielle diskussion om, hvorvidt en række vestlige lande har ret til at bestemme, hvordan en anden nation fremover skal se ud.
”Man ønskede at overlade Irak til irakerne selv,” sagde udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Ja, for vi befinder os i denne særlige dobbelthed, hvor vi gerne bidrager til at fjerne en diktator, men bagefter så hurtigt som muligt forsvinder igen, da vi nødig vil fremstå unødigt formynderiske. Derfor burde man trække de afgørende politikere fra Irak-krigen i studiet sammen med de nuværende og lade dem udfolde deres refleksioner over emnet.
For nu, hvor tingene er blevet sat ekstra meget på spidsen, overvejer enhver jo, om man dummede sig ved ikke at blive længe nok til at gøre arbejdet færdigt, og om vi helt basalt set har svært ved at finde os selv i rollen som et krigsførende land.
Det lød sympatisk, da tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) i sin tid sagde, at ”vi bliver ikke længere i landet, end I selv ønsker det”, men det store spørgsmål er, om blandingen af invasion og høflighed i længden fører til mest fred.
Ifølge mellemøstekspert Naser Khader, der også udtalte sig på DR 2, handler det her og nu om at tænke på egen sikkerhed, idet Isils primære fjende er Vesten. Netop argumentet om egen sikkerhed var helt i centrum i tiden op til invasionen i 2003, og den nuværende udenrigsminister er bestemt heller ikke meget for at forholde sig til det.
Martin Lidegaard mestrer kunsten at tale meget uden at frembringe noget rigtig konkret, og personligt ville jeg gerne høre ham udfolde sit grundlæggende syn på Danmarks ret til eventuelt endnu engang at blande sig i en selvstændig nations interne affærer.
Jeg foreslår, at DR påtager sig at afvikle den store debat om moral og invasion, for den forfølger os. Og vi mangler at tage den for alvor. I rette tid.