Tag jer i agt for troen på indsigt

Ifølge Søren Ulrik Thomsen hører troen på Djævelen sammen med troen på Gud. Et befriende og ærligt svar i en tid, hvor det onde altid forklares og udlægges psykologisk, mener Sørine Gotfredsen.
Ifølge Søren Ulrik Thomsen hører troen på Djævelen sammen med troen på Gud. Et befriende og ærligt svar i en tid, hvor det onde altid forklares og udlægges psykologisk, mener Sørine Gotfredsen. . Foto: Leif Tuxen.

DET VAR EN SMULE BEMÆRKELSESVÆRDIGT, da digter Søren Ulrik Thomsen for nogle måneder siden offentliggjorde et essay i Week-endavisen med titlen ”Derfor tror jeg på Djævelen”.

Det mener hjerneekspert og radiovært Peter Lund Madsen åbenbart også, for i mandags inviterede han Thomsen ind i sit program ”Hjernekassen” på P1 til en samtale om det onde.

Essayet var bemærkelsesværdigt, fordi den konkrete forestilling om en Djævel en personlig ondskab er sjælden i en tid, hvor det onde hovedsageligt forklares med psykologiske og sociale årsager.

Disse afviser Thomsen bestemt ikke, men han taler om denne uforklarlige onde rest, der målrettet hærger i verden uden nogen mening ud over at destruere.

Det blev en vellykket samtale mellem den troende digter og den naturvidenskabelige hjernemand, hvor sidstnævnte demonstrerede, hvordan den rationelt tænkende nysgerrigt kan kredse om det ikke-rationelle.

For eksempel ville Lund Madsen gerne vide, hvordan man beskytter sig imod Djævelen, hvorpå Thomsen henviste til filmen ”Eksorcisten” fra 1973, hvor den gamle præst indædt advarer mod at gå i dialog med bæstet. Fordi Djævelen fordrejer alting og sammenblander sandhed og løgn.

CENTRALT FOR Søren Ulrik Thomsen er det at understrege, at forudsætningen for at kunne være agtpågivende over for ondskaben er, at man erkender grænsen for sin indsigt. Den ondskab, der brød frem i Nazityskland, kan forklares et stykke ad vejen, men ikke tilstrækkeligt, og hvis man tror det, vil man blive overrumplet i sit rationelle overmod.

Søren Ulrik Thomsen er selv troende, hvilket på et tidspunkt får ham til at sige det afgørende nemlig, at troen på Djævelen hører sammen med troen på Gud. ”Men tro er jo noget tilfældigt noget,” bemærkede Lund Madsen med henvisning til den velkendte forestilling om, at troen blot rammer vilkårligt.

Hvilket jo kan fungere som en lidt magelig konstatering for den ikke-troende, der ad den vej kan forvisse sig selv om, at han ikke grundlæggende behøver at udfordre sit livssyn eller opsøge det religiøse. Sker det, så sker det.

SØREN ULRIK THOMSEN SVAREDE ved at henvise til kirkens ritualer som bærere af den betydning, der vokser videre, når sproget holder op, hvortil Lund Madsen bemærkede, at ”mine følelser har lyst til at give dig ret”.

Således bevægede samtalen sig frugtbart fremad og udmærkede sig også ved, at de to ikke fortabte sig i spørgsmålet om, hvorfra denne selvstændige onde kraft stammer. For så er man nemlig atter fanget i forsøget på at tænke rationelt og skabe orden.

Langt mere interessant er det at tale om, hvordan vi forholder os til det onde som en virkelighed, der ikke kan relativeres, men pludselig opstår og lige så brat forsvinder igen.

”Tænk på dit eget liv,” sagde Søren Ulrik Thomsen. ”Destruktionen synes at komme ud af ingenting.”

Lige netop, og vi takker for en begavet samtale af den slags, man ville ønske, at hele befolkningen lyttede til. Som påmindelse om, at indsigten har en grænse.