Mentale VM-tacklinger, sambabold og religion

Brasilianske Thiago Silva takker de højere magter efter scoringen til 1-0 i kampen mod Colombia.
Brasilianske Thiago Silva takker de højere magter efter scoringen til 1-0 i kampen mod Colombia. . Foto: Scanpix.

SØNDAGENS morgenradio leverede på P1 den seneste udgave af ”Religionsrapport”. Meget aktuelt handlede den om VM-fodbold i Brasilien, vel at mærke om fodbold oplevet som en del af brasilianernes religiøse liv.

For sådan forholder det sig: Religion gennemsyrer alle dele af brasilianernes liv og derfor også den 200 millioner store befolknings stærkt dominerende fodboldkultur. For brasilianerne er fodbold ikke en erstatningsreligion, den er en religion i sig selv. Ifølge ”Religionsrapport” betyder det imidlertid ikke, at for eksempel VM-fodbold holder brasilianerne fra kristendom og kirkegang. Nærmest tværtimod. Mere end nogensinde er det kæmpestore land præget af mangfoldige former for kristentro.

VM-kommentator i Brasilien for P3, Morten Hausborg; Latinamerika-ekspert Jakob Egeris Thorsen og Vinicius Mariano de Carvalho, begge fra Aarhus Universitet gav i udsendelsens løb mange oplysende indtryk af brasilianernes ret specielle mentalitet.

Tilrettelæggeren Hiva Ahmadi og værten Lisbeth Brocelius Meléndez skal have ros for at give lytterne det, som har været savnet i tv-kanalernes VM-transmissioner: vedvarende orientering om Brasiliens kultur i bredeste forstand.

Her er noget at lære af TV 2's fremragende kommentatorhold, sådan som seerne kunne opleve det i forbindelse med weekendens indledning af dette års Tour de France. Jørgen Leth, Dennis Ritter og Rolf Sørensen formår forsvarligt at tackle deres formidlingsopgaver.

Selvom det har vist sig, at fodbold kan være lige så rå og farlig en sport som cykelsport, så formår TV2 at give Tour-transmissionerne et skær af både poesi og livsfilosofi. Der analyseres og samtales velformuleret om eksistentielt væsentlige emner.Sådan var det også i ”Religionsrapport”. Lytterne fik en detaljeret beskrivelse af det åndelige klima, Brasiliens VM-arrangement udspiller sig i. De 200 millioner brasilianere kan skematisk groft opdeles i 50 procent katolikker og 50 procent ikke-katolikker.Det sidste indebærer, at protestantisk og dermed især pinsemissionsk orienterede kristne samvirker positivt med det pavestol-orienterede befolkningsflertal på en ”ekstremt tolerant” måde, som det blev sagt i udsendelsen.

Brasilien er et ”intenst religiøst samfund” præget af en forbilledlig ”kristen pluralisme”. Sådan blev det også etnisk set broget sammensatte Brasilien beskrevet. Religionerne er tydelige i det offentlige rum. Ikke partipolitisk, men i debatten.

Kirkerne i Brasilien vender sig stærkt imod korruption og taler med styrke de svages og indvandrernes sag. Når der inden hver kamp med store bogstaver agiteres imod racisme, er det både FIFA's og det brasilianske samfunds hilsen til en uforsonlig verden.

Mentale VM-tacklinger, sambabold og religion er med få ord en beskrivelse af den aktuelle sydamerikanske verden. Kristendommen synes dér at være et effektivt forsvar imod sekterisk vold og krig. Det kunne resten af kloden lære af!