Det er umuligt at fortie. I hvert fald for nærværende kommentator, når man ved debatredaktørens gunst netop er blevet tildelt den uge, hvor der spilles VM-finale i fodbold.
Et globalt sportsdrama, som kun løber over grønsværen hvert fjerde år, en magnet for verdens opmærksomhed, som har fyldt medierne, bevæget hjerterne og den nationale selvfølelse.
Denne gang var det som bekendt Tyskland og Argentina, der stod hold mod hold på Estádio Maracanã i Rio de Janeiro. Europa mod Sydamerika, den gamle verden mod den nye verden, den nordlige halvkugle mod den sydlige, germanerne mod latinoerne og ikke et ord om Huntington og civilisationernes sammenstød.
Det skulle da lige være, at selvom fodbold er en kontaktsport, er det et meget civiliseret sammenstød. Ganske vist blødte tyske Bastian Schweinsteiger lidt efter karambolage med en argentinsk spiller, men sår på banen er noget andet end banesår.
Tyskland løb jo med sejren i den forlængede spilletid efter et smukt mål af Mario Götze, og jeg tog mig i et glædesudbrud. Jeg må nemlig vedgå og jeg kan forstå, at mange landsmænd havde det ligeså at jeg helt og aldeles var på tyskernes side.
Det er lidt underligt at sige endsige skrive det. Vel har jeg aldrig lidt af noget, der ligner tyskerhad, men det har alligevel ligget et sted i baghovedet, at man ikke holder med tyskerne.
Det har sine historiske årsager, og tyskernes overlegenhed i så mange sammenhænge har også sat sit præg på den nordlige lilleputnabo. De skal ikke tro, de er mere, end de allerede er. Jeg vil knap kalde det egentlig modvilje, men snarere et lagret forbehold, som imidlertid ikke kan stå for nærmere efterprøvning.
Er det ikke åbenlyst, at den lifligste musik, de største teologer, de bedste biler og de lækreste pølser er tyske? Det er ikke pænt at sige pølsetysker, men deres pølser kan de sandelig godt være bekendt.
Ja, ja, man kan altid diskutere kulturelle og tekniske placeringer, men hvem kan nægte, at tyskerne ligger i toppen? Og i søndags blev det klart, at Tyskland er på toppen af fodboldverdenen. Jeg under af hjertet tyskerne frimodighed til at fejre sejren uden at lade sig kyse af fortidens spøgelser. Alt kan perverteres, også fædrelandskærlighed, men den sunde kærlighed kræver sin ret.
Jøderne har deres Store Forsoningsdag, Yom Kippur, hvor folket søger forsoning med Gud, måske kunne man kalde VM-finalen 2014 for en lille forsoningsdag, hvor så mange danske heppede på tyskerne. Ikke tysken han var noget af et utyske men netop tyskerne, vores gode naboer og stadige inspirationskilde.
Og apropos forsoning, så var det en fin detalje, at der flere gange under finalen blev vist billeder af Rio de Janieros berømte Kristus-statue. Jesus Kristus bredte sine arme ud under transmissionen fra verdens største sportsbegivenhed! Således kom Kristus på banen under VM-finalen i fodbold. Han, som i sandhed forener alle folk.