DET ER NÆRMEST en dødssynd at generalisere om mennesker. Alle er unikke i individualismes tidsalder. Pudsigt nok er de ofte unikke på den samme måde, og det er desto mere udpræget, jo mere man deler livsvilkår.
Derfor giver det også mening at tale om folkekarakter, om den kollektive mentalitet hos landsmænd med alle de forbehold, der rettelig bør tages for den menneskelige mangfoldighed i ethvert folk.
Hvordan er vi danske så, når andre skal sige det? Det var emnet for DR K-programmet ”Sådan er danskerne”, hvor en række fortidige og nutidige udlændinge kommenterede danskerne. Sidst i 1700-tallet aflagde den sydamerikanske revolutionshelt Francisco Miranda og den engelske kvindesagsforkæmper Mary Wollstonecraft besøg i Danmark og gjorde skriftlige iagttagelser om danskerne.
De var mildt sagt ikke smigrende. Miranda kaldte danskerne ”det værste rak på jorden”, men var ikke for ophøjet til at gå lag med landets unge piger. Ifølge Miranda var Danmark med visse undtagelser et tilbagestående og indskrænket land. Mary Wollstonecraft noterede sig, at danskerne regnede sig for det lykkeligste folk i verden, men hun tilskrev den nationale veltilfredshed provinsiel uvidenhed.
Danskerne var lykkelige, fordi de ikke vidste bedre og ikke anede, hvad verden ellers kunne byde på. Mary Wollstonecraft havde også noget at sige om danskernes familieliv og talte om, hvorledes børnene blev ”spoleret af eftergivne mødre, som ender med at blive børnenes slaver”. Curlingmødre er åbenbart ikke et nyt fænomen.
DE NULEVENDE udlændinge var slet ikke så kategoriske i deres domme, men kom derimod med tankevækkende betragtninger. En kinesisk dame, som talte et flydende dansk, fortalte, hvor svært det var at få nære danske venner. Danskerne var venlige nok i den almindelige omgang, men deres venskab var svært opnåeligt. De livslange venskaber sluttes i studietiden, hvorpå mange lukker for yderligere tilgang.
En dansk kvinde havde meget direkte sagt til en udenlandsk ditto: ”Vi har venner nok.” Det er en trist ting. Hvorfor skal man nogensinde holde op med at samle på venner? Måske kommer de bedste til sidst.
Vores lykkefølelse fik også nogle ord på vejen. Ligesom i 1700-tallet er danskerne i det 21. århundrede angiveligt et lykkeligt folk, men det kan jo også skyldes, at vores forventninger til livet er forholdsvis beskedne. På den anden side er taknemmelighed over livets små velsignelser da et smukt karaktertræk frem for ulykkelig stræbsomhed. ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” er faktisk en stor ting.
Når det er sagt, så har lykkefølelsen også en bagside. Den kan degenerere til åndløs magelighed og fladbundet materialisme, hvor hyggen er ”gud”. I Grundtvigs berømte sang om det gode liv hedder det også: ”med de dybe længsler velbekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden”. Der går råd i et folk, om det glemmer glansen fra evigheden til fordel for tidens glimmerstads.