At blive set og hørt eller ikke at blive set og hørt, det er et af massemediekulturens vigtigste spørgsmål. Det gælder om at blive eksponeret. Det vil sige at blive så synlig og iøjnefaldende som muligt.
Billedligt talt skal der i den kollektive bevidsthed finde en fremkaldelse sted, sådan som et foto blev det i gammeldags mørkekamres fikserbade. Kulturlivet er stærkt domineret af sådanne eksponeringsforsøg. For at blive overset er en skæbne værre end døden.
Sådan virker det. Hensynsløse kritikere har i tidens løb haft mange kulturelle justitsmord på samvittigheden. Eneste håb for ofrene, der tit omtales som miskendte genier, er at finde i kulturhistorien. Den er fyldt med eksempler på, at misforstået kunst er blevet bedømt efter fortjeneste af eftertiden.
Asger Stig Møller (1965-2010) er et eksempel på en sådan skæbne. Det fremgik af den seneste udgave af ”Skønlitteratur på P1”. Her fortalte forhenværende udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller om forholdet til sin søn.
Det var naturligvis især præget af deres fælles interesse for litteratur. Noget, der i dag har ført til en posthumt opsamlende tekstudgivelse, ”De himmelske piber”. Det var en bevægende samtale om et forsonende fader/søn-samvær, baseret på gensidig faglig respekt.
Samtalen bekræftede, hvad Peter Stein Larsen allerede den 12. januar 2005 i en anmeldelse i Kristeligt Dagblad skrev om Asger Stig Møllers digtsamling ”Manden der så fontænerne”: ”Denne pinligt oversete digter skal læses og kanoniseres. Han står for noget af det mest unikke og interessante, vi har inden for dansk lyrik i dag!”.
Og her kan jeg så ikke undlade lige at nævne en anden, helt anderledes fremragende forfatterkollega, digteren, filmmanden og tv-journalisten Jørgen Leth. Han bliver i disse dage atter engang stærkt eksponeret på tv. Trods sit 77-årige depressive gemyt, trods en rastløst omflakkende tilværelse, er det på forunderlig vis nu igennem 31 år lykkedes ham at fremstå som en rodfæstet livsbekræftende tv-institution.
Forleden var det på TV 2 med et stramt redigeret filmisk portræt ”Leth Lyden af Tour de France”. Seerne kunne her få et kig både bag kulisserne under arbejdet med reportagerne fra dette års Tour de France og bag den elegante fremtoning af en mand, der gennem en menneskealder har haft cykelsporten som sin store passion.
Jørgen Leth fortæller Tour de France for os. Han formår at binde helt nærværende mytologiske cykeldramaer sammen, sådan at rytternes dyst om pladserne i klassementet får karakter af en eksistentiel kamp på liv og død. At det også har gyldighed for hans egen kamp med tv-stoffet, udtrykte han på denne måde:
”Jeg er i virkeligheden lykkelig, når jeg er på Tour de France. Jeg er fri for alle mulige forstyrrende ting. Jeg er inde i en verden, som jeg holder meget af. Og det fører også til en oplevelse af, at Tour de France går alt for hurtigt!”.