Skade, at Amerika ligge skal så langt herfra!

En nybygger beskrev engang rejsen ud på prærien ”som at sejle ud på et hav af græs uden kompas”. Nu om stunder har vi satellitovervågning og gps, men når man ser det endeløse landskab, forstår man stadig, hvad nybyggeren mente. Her kan et menneske blive væk i lutter natur.

I naturserien ”Nordamerika” blev DR-seerne i søndags inviteret ud på den vidtstrakte prærie under overskriften ”Intet sted at gemme sig”.
I naturserien ”Nordamerika” blev DR-seerne i søndags inviteret ud på den vidtstrakte prærie under overskriften ”Intet sted at gemme sig”. . Foto: Discovery/DR.

OVERSKRIFTEN ER ET LÅN fra en sang af H.C. Andersen. En sang om Amerika, målet for manges drømme om et bedre liv i 1800-tallets Danmark. Eventyrdigteren behandler nu drømmen om Amerika med en vis ironisk distance, når det også hedder ”og i skovens skygge/stegte duer bygge” eller ”og på mark og enge/ blomstrer der kun penge”.

Nej, Amerika var ikke noget paradisisk tag selv-bord, det vidste H.C. Andersen meget vel, og det gælder også i dag. Alligevel er der noget over Amerika, som landet hinsides havet, hvor alt er mægtigt, både storhed og fald, hvor mulighederne er mange og farerne ligeså, hvor naturen er overvældende rig, men også benhård.

Det sidste fik vi syn for søndag aften i naturprogrammet ”Nordamerika”. En af de få udsendelser, som faktisk kan samle familien foran skærmen. En gang imellem får jeg nemlig den idé, at børnene på henholdsvis 14, 13 og 9 år og jeg skal se fjernsyn sammen og således dele en tv-oplevelse, som da jeg i forne tider sad med mor og far og kiggede på monopolkanalen.

Som andre sociale utopier lider projektet oftest skibbrud, men når det drejer sig om storladne naturprogrammer, er det faktisk muligt. DR kan stadig forene på tværs af generationerne, så vi samles af interesse, ikke bare på grund af høflighed og krav om familiemæssigt nærvær.

”NORDAMERIKA” BLEV I SØNDAGS sendt under overskriften ”Intet sted at gemme sig”, og vi blev inviteret ud på den vidtstrakte prærie. Dette enorme område, som strækker sig fra syd til nord og rummer en mangfoldighed af Guds skabninger og med tiden er kommet til at tjene som kornkammer for hele kontinentet.

En nybygger beskrev engang rejsen ud på prærien ”som at sejle ud på et hav af græs uden kompas”. Nu om stunder har vi satellitovervågning og gps, men når man ser det endeløse landskab, forstår man stadig, hvad nybyggeren mente. Her kan et menneske blive væk i lutter natur.

Vi så kampen for overlevelse hos bisonokser jaget af ulvepak, præriehunde truet af klapperslange og en springedderkop i dødelig fare på grund af sin egen mage. Hos den art kan hunnen nemlig finde på at fortære hannen, hvis han ikke falder i hendes smag. Matriarkatet viste i sandhed tænder og otte udtryksløse edderkoppeøjne. Vi fulgte årstidernes gang, den grønne prærie og de barske snestorme, sommerens storbrande og imponerede gåsetræk.

Kommentatoren fortalte, hvordan evolutionen havde sørget for noget, men hvem står bag evolutionen? Er det virkelig det blinde tilfælde, som er skyld i disse myriader af liv? Os er det i hvert fald ikke, og det er da, jysk sagt, ret godt lavet. Mens ”Nordamerika” løb over skærmen, løb der en undertekst gennem mit hoved. Ord fra en gammel davids-salme og en anden verdensdel, men alligevel den bedste mediekommentar til ”Nordamerika”:

”Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom, 
jorden er fuld af dit skaberværk.”