I SIDSTE UGE BLEV Dannebrog strøget i Camp Viking og i hovedkvarteret for Regional Command (South West) som officiel markering af afslutningen på den danske indsats i den afghanske Helmand-provins.
Det danske engagement har kostet dyrt i menneskeliv, fysiske skader og psykiske ar, men de danske soldater har gjort landet ære med deres offervilje, standhaftighed og besindighed.
”Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn,” som det hedder i befrielsessangen ”En lærke letted”. Ja, vi skylder at mindes de døde og takke de levende. Verden kunne ikke se på, at Taleban-regimet husede træningslejre for internationale terrorister, og senere blev det også en opgave at etablere en form for demokrati i Afghanistan med mere tålelige vilkår for befolkningen.
Man kan diskutere, hvor meget som er lykkedes, men i politik må man også se på det mindste onde.
Afghanistan er ikke just et forbilledligt demokrati med respekt for frihedsrettighederne, men det er dog bedre end Taleban-tiden, hvor landet tjente som refugium og efteruddannelsested for den terroristiske bærme.
Ikke mindst i lyset af det danske engagement forekom det passende at se den prisbelønnede dokumentar ”Helvede tur-retur”på DR 2 om den amerikanske sergent Nathan Harris, som blev alvorligt såret i hoften umiddelbart før sin hjemsendelse fra Afghanistan. Den tidligere fodtusse gik nu med gangstativ og måtte ofte køres i kørestol.
Genoptræningsprogrammet var langt og krævende, og han ville aldrig komme til gå og løbe uden men. Alt, hvad Nathan nogensinde ville være, var marinesoldat, men for hans vedkommende måtte aktiv felttjeneste regnes for en saga blot.
HVORDAN ER DET AT FÅ sine drømme skudt i grus som 26-årig og leve i omgivelser, der er fremmede for ens krigs-oplevelser? Heldigvis havde Nathan en trofast kone, som stod ham bi i trængslerne, men det var hjerteskærende at se den stovte marinesoldat synke sammen i bilen og bede: ”Herre, giv mig styrke, så jeg ikke skyder mig selv.”
Ind imellem scenerne fra hjemmefronten blev der vist billeder fra krigsfronten, og vi fik indtryk af kontrasten mellem det fredelige North Carolina med dets shoppingcentre og søvnige forstæder og det usikre Helmand, hvor ven og fjende kunne være svære at skelne, og vejsidebomber og snigskytter hørte til dagens uorden.
Også herhjemme har vi unge krigsveteraner, som på forskellig vis er mærket af krigen, og vi skylder dem vores for-ståelse og bistand. Sætter man livet på spil for Danmark, så mangler det bare, at Danmark sætter ressourcer ind for at give de hjemvendte et godt liv i Danmark. Vel er krig ikke noget, som går af minde, men minderne skal håndteres, så at de ikke lammer og stresser.
”Helvede tur-retur” gav et indtryk af den proces og byrden ved at leve som krigsinvalid. Det var også værd at bemærke, hvordan Nathan Harris tyede til sin Gud. Religiøs berøringsangst er til gode dage.