En gudfrygtig valkyrie

DR K viste først på ugen et britisk program om De Ti Bud med tidligere parlamentsmedlem Ann Widdecombe som vært

Tidligere minister i Storbritannien Ann Widdecombe fortalte markant om De Ti Bud i et program på DR K.
Tidligere minister i Storbritannien Ann Widdecombe fortalte markant om De Ti Bud i et program på DR K. .

Valkyrierne er jo skikkelser fra den nordiske mytologi, og jeg forstiller mig valkyrierne som stærke, harniskklædte kvinder med ben i næsen og spyd i hånden. En forestilling, der vel mestendels kommer fra operascenografien, men det valkyriebillede har altså bidt sig fast.

Det var også det billede, som meldte sig, da DR K først på ugen viste et britisk program om De Ti Bud med det tidligere parlamentsmedlem Ann Widdecombe som vært. En imposant kvindeskikkelse med markante meninger, som ikke lod sig dupere eller kue af moderelativisme og højtråbende ateisme.

Ann Widdecombe var valgt for Det Konservative Parti og virkede som minister under John Major. Oprindeligt tilhørte hun den anglikanske kirke, men i 1993 blev hun romersk katolik med den begrundelse, at den anglikanske statskirke ustandseligt indgik kompromiser med tidsånden, mens den romerske-katolske kirke ikke var bange for at være upopulær. Også uden at være det mindste papist kan man forstå hendes pointe. En kirke, der aldrig siger imod, bliver reelt intetsigende.

I programmet handlede det om De Ti Bud, deres oprindelse og ikke mindst deres kulturelle og etiske betydning. Ann Widdecombe var ikke sen til at hævde, at under den pæne overflade var England et kaotisk samfund, hærget af brudte familier, seksuel løsagtighed, stof- og alkoholmisbrug, despekt for forældre, kriminalitet og grasserende materialisme. Det moralske kompas, som havde angivet en retning for tidligere generationer, var gået i glemmebogen, og Ann Widdecombe tvivlede ikke på, at en besindelse på De Ti Bud ville give et bedre og mere menneskeligt samfund.

Hun besteg Sinai-bjerget i Egypten, hvor Moses fik overrakt lovens tavler, og sporede De Ti Buds indvirkning på lovgivningen i det angelsaksiske England og senere under Reformationen og puritanismen, og den romerske katolik sagde uden blusel: ”Måske kunne vi godt bruge en smule puritanisme i dag.”

Førende ateister som Christopher Hitchens og Stephen Fry kunne heller ikke rokke Ann Widdecombe i fastholdelsen af De Ti Bud som eviggyldig rettesnor.

Nu blev De Ti Bud ganske vist misforståeligt omtalt som hjørnestenen i kristendommen. Hjørnesten eller hovedhjørnestenen i kristendommen er imidlertid ikke en lov, men den lidende Guds søn, som er alle lovbryderes eneste håb. Nej, kristendommen er ikke en lovreligion, men den er heller ikke en lovløs religion. De Ti Bud er et særligt klart udtryk for den morallov, som holder samfund sammen og hensynsløsheden nede. Hvor mennesker mister sansen for loven som noget, der står over dem, og andet og mere end de skiftende politiske love, kommer barbariet snigende. Ikke tilfældigt omtales Antikrist som lovløshedens menneske i Det Nye Testamente. Hvis lysten bliver grundlov, giver vi os mørket i vold.

Loven frelser ingen, men loven hjælper os mod jungleloven, og det er værd at tage med. Ann Widdecombe havde en god sag.