På P1 modtages der i sommerens løb forskellige gæster til længere samtaler om liv og levned, gerning og livserfaring. Først på ugen var det DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård, som gæstede Dorte Krogsgaard i P1-studiet og fortalte om livet i hin uro-plagede og fascinerende region.
Hvad er der ikke i tidens løb kommet fra Mellemøsten? Kristendom og indædte konflikter, herlige spiser og bitre sammenstød, højkulturer og barbari. Ex oriente lux lyset kommer fra øst lyder et latinsk mundheld, og det gælder ikke bare solens lys. Verden ville i den grad ikke være den samme uden arven fra Mellemøsten, og i disse dage giver krigen mellem Israel og Gaza også bølgeskvulp i den danske andedam. Ja, det er åbenbart ikke længere muligt at afvikle en demonstration i landets hovedstad for fred og imod Hamas uden at blive chikaneret af demokratiske analfabeter med mellemøstlige rødder.
Puk Damsgård var opvokset på en sjællandsk gård i et hyggeligt og trygt miljø. I det hun selv kaldte sin ”enebarnsboble”. Puk Damsgård var imidlertid nysgerrig efter at opleve det anderledes, det støvede og kaotiske. Det, som ikke lignede barndommens bondegårdsidyl og ferierejserne til det fredelige og velplejede Østrig.
Man må nok sige, at hun som få har fået sin nysgerrighed stillet. Puk Damsgård har rejst Mellemøsten tynd og bor nu i Kairo med sin amerikanske mand. Ofte er hun gået mod flygtningestrømmen og draget ind i krigshærgede lande, hvor hun flere gange har oplevet væbnede angreb. Det kræver sin kvinde, men Puk Damsgård prøvede at fokusere på historien midt i konflikten og forlod sig på sin optrænede mavefornemmelse for mennesker og situationer.
Det var også Puk Damsgård om at fortælle, at Mellemøsten er andet end krig og konflikt. Der er markante forskelle mellem livet i Dannevang og livet i Nærorienten, men mange drømme er også de samme, og Puk Damsgård havde erfaret, hvordan humor kunne være en brobygger. Verden er en broget affære, og dog er der noget, som forener på tværs og på trods. Man kan forfalde til at tage let på såvel forskelle som ligheder. Alle kommer vi fra samme skaberhånd, men vi er godt nok gået i forskellige retninger!
Puk Damsgård havde sans for ligheden i mangfoldigheden og for mangfoldigheden i ligheden. Man fik i hvert fald indtryk af en korrespondent med åbne øjne, som både rapporterede fra borgerkrigen i Syrien og skønhedsoperationer i Beirut. Puk Damsgård følte sig særdeles privilegeret, og hendes job kunne også lyde som noget af en drenge-/pigedrøm. Spænding skortede det i hvert fald ikke på, men det gjaldt også de menneskelige tragedier. Puk Damsgård var professionel uden at være uberørt af den lidelse, som hun ofte var vidne til.
Man sad i den sommerstille præstegård og tænkte på, hvor langt der i mere end én forstand er fra Danmark til Mellemøsten, og hvor tæt vi alligevel kan være på hinanden.