Gotfredsen: En uhyrlig tid for folkekirken

Det Konservative Folkepartis kirkeordfører, Charlotte Dyremose, diskuterede folkekirkens fremtid med professor Svend Andersen i ”Religionsrapport” på P1. Foto: Folketinget

I P1's program "Religionsrapport" blev det i tirsdags diskuteret, om der er behov for at lave et udvalg til håndtering af kirkens indre anliggender.

Processen har været lang, men efter sigende vil kirkeminister Marianne Jelved (R) til oktober fremlægge forslag til en ny ledelse af folkekirken. Dyret i åbenbaringen har fået navnet ”Fællesudvalg”, og i P1's ”Religionsrapport” blev det i tirsdags diskuteret, om der er behov for et sådant udvalg til håndtering også af kirkens indre anliggender. Det, der har at gøre med forkyndelse, liturgi og for eksempel en sag som den, der senest skabte ballade spørgsmålet om homoseksuelle vielser.

Professor Svend Andersen og Det Konservative Folkepartis kirkepolitiske ordfører, Charlotte Dyremose, var inviteret, og sidstnævnte repræsenterede den klassiske overbevisning om, at ordningen jo fungerer fint, som den er. At folkekirken altså ikke skal forsynes med en anden ledelsesform. Mens Svend Andersen fastholdt, at det nuværende ikke i længden er holdbart, blandt andet fordi den forrige kirkeminister, Manu Sareen (R), næppe kan ses som en enlig fuser. Der vil komme flere med alt for lidt forstand på tingene, der mest vil bruge kirken i et personligt profileringsprojekt.

Og de har begge en pointe. Det er sandt, som Dyremose siger, at der er en stor kvalitet forbundet med, at et menighedsråd repræsenterer sig selv og ikke er repræsenteret ”af nogen”. Og at biskopperne i øvrigt bør være tilstrækkelig autoritet i diverse sager om præsters praksis og ret forkyndelse. Men Andersen har til gengæld ret i, at kirken måske kunne være tjent med selv at have det sidste ord frem for i fremtiden at være prisgivet den forventelige politiske inkompetence på området.

De to debattører fik på den måde klart skitseret sagens centrale punkter, men den mest interessante uenighed mellem dem opstod dog, da talen faldt på Dronningens stilling som kirkens formelle overhoved. Denne finder Svend Andersen forældet, for eftersom Dronningen er regent for alle danskere, mens ikke alle danskere er medlem af folkekirken, ville det være mere inkluderende over for anderledes troende i kirkelig sammenhæng at afskaffe monarkens position. Her satte Dyremose næsten lidenskabeligt foden ned og understregede, at Dronningens forhold til kirken udgør et prisværdigt symbol, og at vi ikke skaber samhørighed i samfundet ved at opløse netop den slags. En meget vigtig pointe.

Debatten fungerede som forbilledlig opsummering af tidens kirkestrid, og det er godt, at P1 holder fast i en tid, hvor der bliver sagt uhyrlige ting om folkekirken. Ud over det principielle spørgsmål om Dronningens kirkelige position opstod det mest tankevækkende i denne debat således, da et såkaldt passivt folkekirkemedlem udtalte, at vejen frem må være at afskaffe de lange salmer og indføre børneskuespil i stedet for. Man kan finde tusindvis af danskere med den holdning, og med fare for at lyde arrogant må beskeden til dem være, at de måske skulle være lidt mindre passive og tage tingene mere alvorligt. En sådan udmelding er først og fremmest med til at understrege, hvor hårdt brug vi har for både folkekirken og P1.