FOLKEKIRKENS LEDELSE bygger på landets største demokratiske indretning: Folkekirkens menighedsråd. Med disse råds næsten 13.000 folkevalgte medlemmer fordelt i næsten 2200 meget små og meget store sogne burde denne organisation i langt højere grad have mediernes bevågenhed, end det er tilfældet.
Der er jo tale om et fint forgrenet samvirke, der omfatter folkekirkens cirka fire og en halv million medlemmer. Det er store tal, som repræsenterer et broget sammensat folkefærd, der relativt fredsommeligt styres efter ”det velordnede anarkis principper”.
Siden jeg for omkring 25 år siden en kort periode var redaktør af det landsdækkende Menighedsrådenes Blad, og efter at jeg nu i snart tre omgange har været medlem af det lokale menighedsråd, har jeg været i nærkontakt med dette enestående og i virkeligheden meget omfattende, men altså også mærkværdigt oversete samfundsfænomen. Else Marie Riis Madsen har i samme 25 år lange periode, det vil sige fra 1988 været stærkt involveret i menighedsrådsarbejde. I dag er hun stadigvæk formand for Grene Sogns Menighedsråd i Ribe Stift. Det fortalte hun indgående om i den udgave af ”Mennesker og tro”, der i morgen klokken 8.03 genudsendes på DABradio P1.
Anders Laugesen sørgede her for, at lytterne ikke alene fik et nuanceret indtryk af, hvad et menighedsrådsmedlem sådan i almindelighed bruger tid og kræfter på. Han fik også givet lytterne et sympatisk radioportræt af en af den slags ildsjæle, uden hvilke folkekirken ville være dårligt stillet.
At være med til at præge, udvikle, inspirere og til at sætte dagsorden for det lokale kirkeliv, at være med til at foretage små liturgiændringer, at tilrettelægge arrangementer som foredrag, koncerter, studiekredse, udflugter og babysalmesang, at gøre kirken synlig, det gør menighedsrådsarbejdet meningsfuldt for Else Marie Riis Madsen.
Det er af stor betydning, at kirken så vidt muligt repræsenterer hele sognet, også helt ud i hjørnerne. Det gælder om at få fat i de unge og modvirke den tendens, som hun igennem alle årene har set udvikle sig: at folk søger andre steder hen, fordi de ikke føler sig til rette i folkekirken.
Der må gøres forsøg med nye strukturer. Måske via centrale beslutninger fra folkelige fællesråd. En fremtidssikring må der under alle omstændigheder til. Måske skal gudstjenestetidspunkterne flyttes. I mange familier er det først og fremmest børnenes behov, der skal tilfredsstilles søndag formiddag.
Alle sådanne tiltag er Else Marie Riis Madsen ikke bange for, men det skal ske med respekt for det genkendeliges bærekraft. Hun lagde ikke skjul på, at det for hende selv er helt afgørende ”at have dåben med sig”. Kirken bliver da en naturlig del af livet. ”Troen skal plejes, gødes og vandes ligesom en blomst.”
Else Marie Riis Madsens yndlingssalme er - naturligvis måtte man tænke - ”Hil dig, frelser og forsoner”. Især det sidste vers.