Livets dåbsattest findes i det begivenhedsløse øde

I lørdags kunne man på P1 høre en del af Rosenkjær-foredraget, som holdes af Minik Rosing

 Professor ved Geologisk Museum, Minik Rosing, fortalte i radioens Rosenkjær-serie levende og engageret fra en grønlandstur. -
Professor ved Geologisk Museum, Minik Rosing, fortalte i radioens Rosenkjær-serie levende og engageret fra en grønlandstur. - . Foto: Scanpix.

DAGLIGT JONGLERES der efterhånden så uforpligtende med milliarderne, at man griber sig i at trække på skulderen, hvis en eller anden kun har svindlet med et par millioner. Vores proportionssans sløves. Det er demoraliserende!

I astronomiens og geologiens verdener forholder det sig anderledes. Herfra hører man også om svimlende tal. Det er nok svært at begribe, hvad lysår, sorte huller og klodens tidsperspektiver står for, men det er opbyggeligt at høre om.

Vi har i dag langt større muligheder end tidligere for at forstå os selv i en større sammenhæng. Det burde kunne gøre os bevidste om, hvor tåbeligt og småligt vi bruger vores viden, teknologi og ressourcer.

Samtidigt med at vi taler positivt om globalisering, skaber vi negativt regionale kriser og krige. Destruktivt modvirkes en konstruktiv sameksistens. Ikke alene folk og folk imellem, men også mod klodens økologiske indretning øves der vold.

Dette er skrevet under indtryk af det første afsnit af den serie Rosenkjær-foredrag, der kunne høres i lørdags. Næste afsnit sendes på torsdag. Det er professor ved Geologisk Museum, Minik Rosing, der egentlig ikke holder foredrag, men til gengæld fortæller levende og engageret fra en tur til det Grønland, han er født til at holde af.

Minik Rosing, der er 56 år, fortæller til seriens tilrettelægger Kristoffer Frøkjær om, hvordan han i 1999 blev verdensberømt på grund af en artikel i det højt respekterede naturvidenskabelige tidsskrift Science. Heraf fremgik det, at han havde påvist, at livet på jorden er 300 millioner år ældre, end førhen antaget.

Rosing og Frøkjær befandt sig på det sted cirka 150 kilometer nord for Nuuk, hvor Rosing for 33 år siden havde fundet de grønlandske klippestykker, der skulle vise sig at indeholde 3,8 milliarder år gamle spor af jordisk liv. Fundet var sensationelt. ”Pludselig ringede telefonen helt vildt”. Først fra USA, siden fra hele verden.

MED ROSINGS EGEN livshistorie fik vi atter engang et eksempel på, hvordan et ungt menneske, der siden hen skulle demonstrere særlige evner, helst pjækkede fra skole for at køre ud i skoven og opsøge det begivenhedsløse.

Det var i naturen, hans videnskabelige sporhundetalent havde udviklet sig. Det blev den betydningsfulde livsvisdom, der i Grønland førte til, at han fandt ”livets dåbsattest” i det begivenhedsløse øde.

At sådan en erfaring er vigtig for nutidens rastløse og begivenhedsramte mennesker illustreredes af en oplevelse, han havde haft med en ung japansk student. Hun var under en tur på stedet ”blevet væk”. Vel at mærke kun for de andre, ikke for sig selv!

Der var tale om den grønlandske nulstilling, der finder sted, når man kan vandre i månedsvis og stadigvæk få mere af det samme. Hun var ikke faret vild, tværtimod: ”Jeg kunne ikke få mig selv til at gå hjem. Jeg har aldrig før prøvet at være så alene”. Det begivenhedsløse er bestemt ikke altid indholdsløst!