ET MENNESKE SÆTTER SIG SPOR, og de dybeste spor kan være ord og lydspor. En af dem, som stadig genlyder i mit efterhånden grånende hoved, er den canadiske poet og sanger Leonard Cohen.
I min gymnasietid kunne jeg ikke få nok af Cohens ord og hæse stemme. De smukke, klagende, legende og mystiske sange fulgte mig, hvor jeg gik og stod. Siden er jeg gået i andre retninger, men har man en gang slået følgeskab med Leonard Cohen, glemmer man det aldrig. Derfor var det også et mindevækkende genhør at lytte til P1's radiobiografi ”Hypnotisøren”, det første af tre programmer i anledning af Cohens 80-årsdag den 21. september.
Først hørte vi om kunstnerens liv som et ungt menneske. Leonard Cohen voksede op i et jødisk velhaverhjem i Montreal, hvor han tidligt dyrkede sin passion for ord og det smukke køn. Cohen lærte sig også hypnose, og man kan med god ret sige, at der er en hypnotisk tone i hans sang.
Umiddelbart minder historien om andre kunsterbiografier: opgøret med småborgerligheden, bohemelivet, angsten for forpligtelser og vandring ind og ud af forhold med skiftende kvinder, garneret med rigelige mængder af alkohol og stoffer.
Der er også noget konformt over den livsstil, og spørgsmålet er, om ikke det kræver større mod at leve bundet til andet og mere end sine egne drømme om frihed og nydelse. De såkaldt småborgerlige er sommetider større mennesker end de åh så frigjorte. Men når det er sagt, er der så meget mere at sige om Leonard Cohen. Der er en tyngde og smerte i hans tekster, og hans liv vidner om tænksomhed og store selvopgør. Under Yom Kippur-krigen i 1973 tog Leonard Cohen til Israel, hvor han optrådte for de israelske soldater og sang mod i den hær, som var og er bolværk om det lille land omgivet af diktaturer og jødehad.
Cohen betyder præst på hebraisk, og bevidstheden om at være af ypperstepræstelig slægt går som en rød tråd gennem liv og værk. Det er en lille kunstner, som ikke er slået af den bibelske storhed, og sådan én er Leonard Cohen bestemt ikke.
Den danske musikkritiker og Cohen-kender Klaus Lynggaard berettede om sin fascination af Leonard Cohens sange og hans mod til at sætte ord på tab og smerte. Man kom til at tænke på Søren Kierkegaards berømte ord om digteren som en, ”der gemmer dybe kvaler i sit hjerte, men hvis læber er dannede således, at idet sukket og skriget strømmer ud over dem, lyder de som en skøn musik”.
Leonard Cohen er værd at lytte til, en moderne salmist, en besynger af det brogede menneskeliv, en stemme, som går til hjertet med ordbilleder, som forbliver i erindringen. Foruden sine udødelige sange har Leonard Cohen også skrevet flere bøger. En af dem er ligefrem en bønnebog: ”Barmhjertighedens bog”. Her hedder det: ”Du skjulte mig i dit ords bjerg. Du gav såret en stemme at læge sig med.” Dit ords bjerg. Ja, Herrens ord er et bjerg, men der er også menneskeord, som rækker op og ud.