Man kan gå i grundskole, i gymnasieskole og erhvervsskole, skoles på universitetet og i livets skole, og så kan man også gå i Danskernes Akademi på P1. I denne uge har det handlet om en bevægelse, som mange har en mening om og færre viden om, nemlig Indre Mission.
Michael Jørgensen, ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet med speciale i Indre Mission, fortalte om vækkelsesbevægelsen og et af ugens akademiske stunder satte fokus på den missionske socialiseringsproces. Var det udtryk for et stærkt fællesskab eller snarere indoktrinering og social kontrol? Man kan således gå fra søndagsskole og til bibelcamping for i livets efterår at favnes af bevægelsens ældreomsorg.
Man kan leve et helt liv i Indre Mission, men er det svært at komme ud? Er missionshuset og de missionske hjem steder, hvor friheden ofres for sammenholdet og selvstændigheden for doktrinerne? Michael Jørgensen stillede ikke tingene så firkantet op og mente, at vel indeholdt talen om den sorte mission en kerne af sandhed, men det var en mere afdæmpet gerningsmission, som tegnede Indre Mission i dag. Fælleskabet var i fokus, mens det kristne trådte lidt i baggrunden uden på nogen måde at være opgivet.
Nu er jeg ikke ph.d.-studerende med speciale i Indre Mission, jeg er bare en landsbypræst, som aldrig havde sat sine ben i et missionshus, før jeg kom i embede. Jeg kendte selvfølgelig Indre Mission af navn og historie, men jeg kendte ikke bevægelsen af egen erfaring, og som Michael Jørgensen sikkert også vil sige, er der intet, som slår studier i marken.
Og hvad mødte jeg? Jeg mødte muntre, nuancerede mennesker med troens ild og glæden som grundtone. Jeg erfarede, at tager man Gud alvorligt, så er det begrænset, hvor højtideligt man kan tage sig selv, og frygter man Gud, så er man ikke bange for at sige tiden imod. Magtbrynde og smålighed findes alle vegne, men den, som lever af sine synders nådige forladelse, får sit livs kursus i selvkritik og overbærenhed med andre.
Indoktrinering og social kontrol? Er det indoktrinering at give andre mennesker en livsvigtig besked, er det social kontrol at advare mod at træde på kviksand? ”Guds ord det er vort arvegods” hedder det i en salme, og den, som ikke møder Guds ord, bliver snydt for den kosteligste arv af alle.
Men der er også fuld frihed til at give pokker i arven, og missionshusets dør er ikke låst. Man kan gå ud og aldrig komme igen. Indre Missions stemme kan såmænd synes svag og spag i forhold til den højlydte indoktrinering for lykken som gud og mig som frelser. Der er sandelig også social kontrol, som gør mennesker forlegne ved at gå i kirke eller vedgå deres kristendom.
Indoktrinerer jeg mine børn, fordi kristendommen har en særstilling hjemme hos os? Det er aldrig faldet mig ind, jeg skylder dem imidlertid fast føde, også åndeligt. Jeg kan og vil ikke tvinge mine børn til at spise, men livets brød skal aldrig fattes på hjemmets menu.