”UD AT SE MED DSB” lyder et kendt reklameslogan, og statsbanerne kan bringe én vidt omkring i riget, men der findes andre rejseformer end den, som kører på skinner. Det er for eksempel radiorejser, en billig og oplysende rejseform, som tager på langfart for licensen. Jeg kan således anbefale at rejse med P1's ”Panorama”, som omtaler sig selv som en radiofonisk guide til en mangfoldig verden.
I den forgangne uge gik turen blandt andet til Timbuktu. Timbuktu, smag på navnet, kære læsere. Er det ikke som et eksotisk krydderi, en klang af eventyr, af verden hinsides alt det velkendte og fortrolige?
Har man modtaget tidlig dannelse fra Anders And-blade, vil navnet også få en klokke til at ringe.
Når den klodsede and igen havde gjort sig umulig og måtte drage i midlertidigt eksil for at undgå omgivelsernes vrede, var det ofte Timbuktu, som var tilflugtsstedet. Længere kunne man ligesom ikke komme væk.
Timbuktu ligger i det nuværende Mali. Et godt stykke fra Danmark og Andeby, lige nord for Nigerflodens løb i det hede Vestafrika. I middelalderen var Timbuktu et stenrigt handelsknudepunkt og et navnkundigt lærdomssæde.
Den lukrative handel omfattede guld, elfenben, slaver og ikke mindst salt. De konger, som regerede Timbuktu var mange gange deres vægt værd i guld, og rygterne om byens rigdomme nåede fjerne kyster. Timbuktu var også kendt for sit universitet, som i 12. århundrede kunne mønstre 25.000 studerende.
Jo, Timbuktu var rig på guld og bog-orme, på penge og lærde, på velstand og islamiske skriftkloge.
Også i Europa hørte man om Timbuktu, men det var ikke ganske let at komme dertil.
Rejsen var fuld af farer, og flere mistede livet i forsøget på at nå byen. I 1824 udskrev det Geografiske Selskab i Paris ligefrem en konkurrence, hvor der vankede en guldmedalje til den første europæer, som gjorde turen til Timbuktu og tilbage igen. Da de første europæere endelig nåede Timbuktu, var byen imidlertid kun en skygge af fordums glans. Skibsfarten havde udkonkurreret karavanefarten, og det var længe siden, at guldet flød i Timbuktus gader. Trods sine bygningsværker forekom byen fattig og tarvelig, og Eldorado var lukket for længe siden.
Steen Ramsgaard - udsendt for Panorama - kunne også fortælle, at byen var stillestående og fattig, selv om tegn på forgangne tider storhed stadig kunne ses. Sådan kan det gå i verden med byer, egne og lande.
Man ved aldrig, hvornår centrum bliver periferi og den sprudlende metropol til skrantende udkant. Historiens gang overgår vanligt vores forventninger og beregninger.
For nyligt dukkede Timbuktu op i overskrifterne, da byen blev indtaget af regionens svøbe, de militante jihadister, for i 2013 at blive tilbageerobret af den malinesiske regeringshær med hjælp fra franske tropper. Det er gået ned ad bakke for Timbuktu, men navnet har bevaret sin klang, og på nettet har jeg erfaret, at der findes kirker i Timbuktu, så også her lyder der et håb, som er større end tidernes ugunst.