NU ER DET TREDJE GANG på få år, at en person fra den absolutte politiske elite sættes i forbindelse med en toppost i udlandet.
Først var det Anders Fogh Rasmussen (V), der skulle til Nato, så var det Helle Thorning-Schmidt (S), der muligvis skulle være EU-topfigur, og nu er så Margrethe Vestager (R) blevet udnævnt som EU-kommissær. Er der noget at sige til, hvis vi så småt begynder at overveje, om mange danske politikere måske dybest set helst vil herfra?
En klædelig skepsis var da også synlig, da den kommende kommissær var gæst i 21 Søndag på DR 1, hvor gode spørgsmål blev stillet. Frem for at dyrke den bøvede benovelse over Vestagers kommende magtposition gik Kim Bildsøe og Ask Rostrup lige til kernen og spurgte, om Vestager ikke først og fremmest har pligt til at gøre arbejdet færdigt her.
Vestager svarede, at hun skam er opdraget til at gøre sin pligt, men at vi ikke bør fokusere så meget på enkeltpersoner, for de andre i partiet kan jo tage over. Tja, bum bum, som man siger på radikalsk. En lige så oplagt og noget mere principiel vinkling er som sagt, at Vestager med sit skifte understreger en udvikling, hvor dansk politik måske gradvist kan blive opfattet som et trinbræt til noget mere. Frem for at være missionen i sig selv.
Og angående Vestagers advarsel mod at gå for meget op i enkeltpersoner kan vel siges, at når et menneske griber magten og sætter et så markant præg på regeringens politik, som Vestager har gjort, bemærkes det, når man smutter ud ad bagdøren med den besked, at de andre passende kan tage over.
Det er vel næppe udtryk for personfiksering at forvente, at politiske ledere bliver siddende tiden ud, så vælgerne kan vurdere deres arbejde. Det er et spørgsmål om tillid. Interessant er det derfor, at nyheden om Vestager generelt i medierne er blevet opfattet lige så meget med forbehold som anerkendelse. I månedsvis har vi hørt om Helle Thorning-Schmidts mulige omplantning til Bruxelles, og det er blevet sagt, at det ville være bekvemt for både hende og Socialdemokraterne, hvis hun forlod Christiansborg.
Nu endte det helt anderledes. Det blev i stedet den efter manges mening reelle leder af landet, der forsvinder, og så er det kun naturligt, at man spørger - som Ask Rostrup gjorde - om hun egentlig kan være det bekendt. Det kunne synes, som om vi er trådt ind i en tid, hvor man kan spørge, om politikerne egentlig drømmer om at tjene deres land eller snarere om at få strålende international status.
Margrethe Vestager vil naturligvis mene, at dette i høj grad kan være to sider af samme sag, og de fleste vil sikkert medgive, at det er fint, at danske politikere får magt i EU. Men Vestagers skifte handler ikke blot om præstedatteren, der tog hele turen fra Radikal Ungdom til toppen af det europæiske system.
Det handler også om, hvordan vi i dag opfatter en politikers vigtigste pligt. Og sikkert er det, at vi har brug for en periode nu, hvor den konstante tale om EU's topposter helt forstummer.