Vi oplever for tiden en ideologisk bevægelse. Kvinder gør oprør mod den store fokusering på den perfekte krop og lader sig udstille og fotografere så råt og rynket som muligt for at sætte det blankpolerede kropsideal i relief.
Således også på DR 2, der mandag aften tog hul på serien ”Piger på krisestien”. Fire midaldrende kvinder skal på seks uger blive klar til en danseopvisning i London, og undervejs taler de om kropskultur, sukker over deres forfald og lader en flok mænd kommentere deres kroppe for at illustrere, hvor hårdt vi dømmer hinanden på det ydre.
Komiker Audrey Castaneda har taget initiativet og inviteret skuespiller Pernille Højmark, sanger Anne Karin Broberg og komiker Kia Liv Fischer med i programserien.
Det er en god idé at ville kritisere det kropstyranni, der præger samfundet, men på forunderlig vis bidrager de fire kvinder faktisk til at forstærke problemet. Deres oprørske udgave af kropsdyrkelsen er nemlig med til at understrege, hvor meget vi defineres gennem kroppen, og derudover omgiver de sig med floskler så frygtelige, at projektet balancerer på kanten af det afmægtige.
”Alle kvinder er smukke på deres egen måde,” siger Kia Liv Fischer, hvilket er en udtalelse, der primært udtrykker den hule relativisme, der gennemsyrer vores tid. Hvis alle er smukke, helt uanset hvordan de ser ud, har man tømt begrebet skønhed for mening og blot foretaget en tom og principiel vedtagelse, der skal få alle til at føle sig godt tilpas.
Mentaliteten er båret af dyb frygt for at fremhæve det ene frem for det andet og har jo også at gøre med ansvarsforflygtigelse. For hvis man for eksempel - som det gælder for to af de medvirkende - har ladet stå til og vejer adskillige kilo for meget, er det jo fristende at opfatte sin krop som smuk på sin helt egen måde frem for at gøre indsatsen og tabe sig en smule.
Programmet er båret af en næsten karikeret tidstypisk tone, hvor det personlige ansvar nedtones, mens samfunds-normen omtales som det abstrakte onde dyr, der har placeret os i en tilstand, vi ikke selv kan gøre for.
Det er rigtigt, at tiden rummer en højest usund kropsdyrkelse, men problemet ved det feministiske modsvar er, at det fastholder den store kropsfiksering - blot ud fra den søstersolidariske antagelse, ”at du er skøn, som du er”.
Enhver kan se, at det ikke er rigtigt, og tilmed kan enhver høre, at ordene udgør en tom parole snarere end en æstetisk iagttagelse. Og hvad er de så værd?
”Piger på krisestien” er et studie i febrilsk tidsånd, og hvis man ellers kan udholde deres konstante strøm af bandeord, kan man de kommende mandage følge de fire kvinders forsøg på at lære at danse og elske deres krop. De angriber kropsdyrkelsen, men udfolder den selv, og man fristes til at sige, at vi er lige vidt.
Lur mig dog, om de ikke efter afdansningsballet i London vil falde hinanden om halsen og udbryde, at de aldrig ville have været denne oplevelse foruden. Så må vi se, om seerne til den tid har det på samme måde.