DET ER ET CENTRALT EMNE i den danske debat. Et allestedsnærværende fænomen, der former os dag og nat og ofte omtales som en slags kronisk dansk tilstand. Jeg taler om velfærdssamfundet, der efter sigende gør os lykkelige, og som mandag var til debat i DR 2's ”Deadline”.
Her undrede Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen sig over, at de liberale så ofte kritiserer velfærdssamfundet uden at forholde sig til, at det faktisk fungerer ret godt. Direktør for den liberale tænketank Cepos, Martin Ågerup, skulle yde aftenens modspil, og hans argumentation var uhyre sigende for vor tid. Han behandlede nemlig hovedsageligt velfærdssamfundet som et økonomisk fænomen.
Når Per Michael Jespersen taler om lykke og tillid som centrale goder, svarer Ågerup således, at den slags også eksisterede før velfærdssamfundet, hvor han jo i stedet kunne problematisere det hele lidt nøjere. For er danskernes lykke et ubetinget positivt begreb, eller kan den også ses som en lidt selvtilstrækkelig tryghed i et bedøvende system?
Er der desuden noget om snakken, når nogen mener, at tilliden og medmenneskeligheden gradvist svækkes, fordi moralen i dette samfund forvitrer, og hvad med de mange danskere, der lider af samlebetegnelserne stress og depression? Alt dette kan vel være forbundet med en basal følelse af meningsløshed midt i velfærden, og der er med andre ord nok at tage fat på, hvis man vil kritisere det danske system.
Men Martin Ågerup bevægede sig ikke ad de veje, for han tænker så entydigt økonomisk, at debatten her blev lidt nøgen, og set i det lys har Per Michael Jespersen ret i, at de liberale har et forklaringsproblem, når de kritiserer velfærdssamfundet.
For det har man, når man så sjældent inddrager de mere eksistentielle forhold. Det er muligt, at jeg ser spøgelser, men det er min fornemmelse, at ”Deadline” i disse år bevæger sig i en retning, hvor det værdimæssige fylder mindre, mens det økonomiske, realpolitiske og udenrigsorienterede fylder mere.
Det er selvsagt også vigtige emner, men efter flere års snak om vækst og penge, mærker man, at samtalen kan størkne, og det er næppe uden grund, at psykolog Svend Brinkmann med sin nye bog om menneskets mistrivsel nærmest har skabt mediestorm. Han optræder overalt og fik sig også lige sneget sig ind i tirsdagens morgenflade på P1, hvor han udfoldede sin tro på, at vi skal fokusere mindre på selvudviklingens egen navle og mere på andre mennesker og begrebet pligt.
DET ER ELEMENTÆR TALE, ja, det er langt hen ad vejen, hvad visse præster og teologer har sagt i årtier, men budskabet kan tilsyneladende og ikke overraskende bedre kaperes af landets journalister, når det kommer fra en psykolog.
Brinkmann fungerer i disse dage som korrektiv til den til tider lidt golde samtale, og skønt hans pointer så at sige er gammelt stof, er det altid glædeligt at få listet tankerne om menneskets ansvarligt selverkendende position ind i debatten. Det udgør en evig kamp ikke at miste netop disse af syne.