DER VAR IKKE MANGE, der tænkte på det allerede i 1970'erne. I dette årti, hvor en mængde mennesker begyndte at rejse fra Mellemøsten til Danmark for at arbejde, og hvor vi kaldte dem fremmedarbejdere og morede os over, at de ikke kunne sige rødgrød med fløde.
De færreste indså dengang, at kultursammenstødet skulle blive et af fremtidens allerstørste politiske emner, og midt i endnu en hed fase med debat om flygtninge og indvandrere sendte DR 2 mandag aften Anders Aggers lille dokumentar ”Gæstearbejder”.
Her møder vi parret Yusuf og Vildan Erarslan, der for cirka 40 år siden forlod Tyrkiet og slog sig ned i Aarhus. Den oprindelige plan var, at Yusuf Erarslan skulle arbejde her i to år og derpå vende hjem igen, men det skete aldrig. Til gengæld kan Agger nu helt bogstaveligt følge parret ned på Aarhus Hovedbanegård, hvor de tager afsked med børn og venner foran en stor plakat med Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.
De har taget imod statens tilbud om at ”repatriere”, og den lille fortælling er på mange måder tankevækkende. Det ældre par kan stort set ikke et ord dansk og fremstår som to mennesker, der aldrig for alvor fik pakket ud, mens deres børn fører ordet både på apoteket og hos den venlige dame fra det offentlige, der oplyser dem om deres rettigheder ved afrejsen.
De kom for at opleve det grønnere græs og tilbragte deres bedste år i Danmark, og i Aggers fine beretning fyldt med hans berømte, smukke sprogblomster udfoldes det enorme kulturelle og menneskelige dilemma, vi dengang tog hul på. Og som siden har revolutioneret vores måde at opfatte kultur, religion og sameksistens på.
Troskyldigheden er i brede kredse forsvundet, og i TV 2 Nyhederne hørte vi samme aften om et møde i Ebeltoft, hvor mange borgere afviser at modtage flere flygtninge. Der skal inden nytår på landsplan findes cirka 4000 nye pladser, og i Ebeltoft er planen, at man skal tage imod 200 mere.
Nogle argumenterer fortsat for åbenhed, mens mange andre siger blankt nej, og vi oplever meget klart i disse dage, hvordan synet på indvandrere og flygtninge har forandret sig. Ikke mindst derfor er det nyttigt at blive mindet om, hvordan det store, moderne kulturmøde egentlig begyndte, og også hvordan mange af gæstearbejderne aldrig med hjertet flyttede ind.
Også Yusuf og Vildan har levet i et socialt boligbyggeri med en stor parabolantenne, og i Anders Aggers dokumentar mærker man den underliggende tristhed, der så ofte må følge med, når mennesker strander på en plet, hvor livet aldrig rigtig bliver andet end midlertidigt.
Nogle vil hævde, at det også skyldes, at vi dengang vidste så lidt om betydningen af integration og vel bare troede, at den ville ske af sig selv. Men sagen er jo, at vi stadig har meget svært ved at få den til at lykkes, og integrationen udgør en af vor tids allerstørste udfordringer.
Billederne af afskeden på banegården i Aarhus siger mere end mange ord. Det er svært at blive integreret i en anden kultur, og for nogle lykkes det aldrig.