DER ER IKKE MEGET på TV 2's sendeflade, som umiddelbart vækker min interesse, men mandag aften var der alligevel et program, som sprang i kommentatorøjnene. Et portræt af det såkaldte Udkantsdanmark med undertitlen ”Udkant med kant på”.
Folkene fra landsbyen Ørsted på Djursland virkede nu ikke kantede, men fremstod som initiativrige og engagerede lokalpatrioter iblandet nostalgiske skeptikere, der også elskede deres sted uden at have hjertet med i udviklingen. Sagen var nemlig den, at byens gamle samlingspunkt, Ørsted Kro, stod for en lukning. Lukningen blev dog forhindret ved at udstede borgeraktier, som indbragte 1,5 millioner kroner fra 471 aktionærer. Det maner til respekt for den lokale offervilje, og som en af foregangsmændene sagde det: ”Når man bor på landet, er man nødt til at yde en indsats, ellers sker der ikke en bjælde.”
De nye tider for kroen medførte imidlertid, at den tilrøgede krostue blev nedlagt, og det havde stamgæsterne svært ved at komme sig over. Som en, der selv har haft et stamværtshus, forstår man deres følelse af tab.
Alle kom til orde i portrættet af Ørsted: den energiske bankmand, manden med dåseøllen, den snaksalige frisør, teaterelskeren og pædagogen, som satte en række udviklingshæmmede på muntert arbejde som stuepiger i den gamle kro. Danskere fra en del af Danmark, som ikke er vant til den store mediebevågenhed. I øvrigt et tvivlsomt gode i betragtning af det, der ofte skaber de store overskrifter.
På den anden side har mediet en sådan magt, at det præger virkelighedsopfattelsen, og derfor er det utvivlsomt et gode, at hele riget får plads på skærmen. Verden er stor, men det er Danmark faktisk også. I hvert fald større end de store byer.
Ørsted ligger på det smukke Djursland, men det var ikke nogen stokroseidyl. Her var der også øde gader, nedslidte huse, gråhed og forfaldstegn. Seerne blev ikke præsenteret for en poleret overflade, derimod blev vi vidner til det brogede landsbyliv og en beundringsværdig livsvilje trods hårde odds.
Det er et velgørende supplement til den omsiggribende urbanisering med fokus på det store, prangende og mondæne. Man skal ikke dømme udkanten ude. Det er måske derude, at image vejer knapt så tungt, og det er faktisk velgørende.
Sommetider tales der om såkaldte gudsforladte steder. Det er en åndsforladt dom. Kristendommen fortæller, at Gud ikke skyer noget sted, og intetsteds er fjernt fra himlen.
Det er ikke virkelighedsflugt, men virkelighedsbesindelse, og det er aldrig skade til. Også hvor kragerne vender, kan der gøres en ny begyndelse. Noget godt kan sagtens komme fra såvel Nazaret som Ørsted.
TV 2 leverede et solidarisk og jordnært billede af byen Ørsted og dens folkeliv. Måske kommer vi også til at høre om kirkelivet i de kommende udsendelser? Der var i hvert fald et par brudstykker fra salmebogen, som meldte sig under udsendelsen: ”Ak, søger de ydmyge steder”, ”thi roserne vokse i dale”.