Nogle kvinder mestrer virkelig kunsten at placere sig selv i offerrollen. En af de store mediehistorier i de seneste uger har handlet om den barske medfart, kvindelige politikere og debattører kan få, når de stiller sig frem og bliver kaldt grimme ting. Og måske ligefrem modtager trusler.
DR 2 afsluttede i denne uge serien ”Ti stille, kvinde”, og i det sidste program berettede SF'eren Özlem Cekic om de mange sexistiske kommentarer, hun modtager. Det er sikkert højest irriterende, men for det første studser man over, at en enkelt politiker på den måde skal markedsføres på grund af nogle henvendelser, hun vel reelt bare kan ignorere. Og for det andet er vinklen grundlæggende problematisk. Hvorfor skal det handle særskilt om kvinder?
Og hvorfor skal vi høre feminist Angela Brink i samme program uimodsagt hævde, at kvinder i debatten først og fremmest forventes at være smukke objekter? En sådan udtalelse skaber en enorm skævvridning af virkeligheden, og man fristes til at mene, at visse kvinder næsten selv beder om problemerne, når de selvmedlidende sidder og taler om alt det, der føles meget grænseoverskridende. Hvilket synes at være Özlem Cekics favoritord for tiden.
Sagen er, at man slider på sin troværdighed ved den evindelige fokusering på eget køn, og der findes adskillige kvinder i debatten, der slet ikke køber præmissen. Jeg selv og andre blev i sin tid bedt om at deltage i programmet, men når man ikke accepterer den kønsfikserede tese, er der hurtigt ikke så meget mere at tale om. Den slags programmer er nemlig primært beregnet til at skabe ensidig forargelse uden nuancer og udover som her at udstille kvinder som selvpromoverende ofre, fjerner det opmærksomhed fra det egentlige problem. Nemlig, at vreden og frustrationen vokser i dette land, og at den kan gå ud over alle mennesker, der stiller sig frem. Helt uanset køn.
Lyt blot til folk som tv-vært Martin Krasnik, Naser Khader og Søren Espersen (DF), der netop har lukket sin Facebook-profil, fordi han ikke orker flere tilsvininger. Mænd som disse overøses med folks vrede, men de forsøger ikke at proppe tilstanden ind i en selvfikseret dagsorden. De holder sig til det principielle, og man undrer sig over, at DR 2 ikke praktiserer en mere selvstændig tænkning angående de dybere sammenhænge.
Når det udarter til personforfølgelse og krænkelse af privatlivet, er det selvsagt alvorligt, men at Özlem Cekic modtager klamme beskeder fra mænd, der sidder og keder sig, kan næppe være relevant for andre. Man bør være opmærksom på, at nogle kvinder synes parate til at udleve en hel del klynk for at sikre sig opmærksomhed i rollen som forfulgte og diskriminerede. Der findes vel næppe et mere effektivt middel, hvis man ønsker at få fokus flyttet væk fra sagen og hen på sig selv. Ja, man kunne næsten mistænke visse kvinder for slet ikke at have nogen sag ud over at se sig selv som de stakkels kvinder. Men det er vist ikke så pænt tænkt. Det er vel nærmest grænseoverskridende.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist