Tak til fremmedarbejderne

DR 1 satte sig for at undersøge spørgsmålet: Hvordan kan så mange udlændinge finde arbejde i Danmark, når der er så mange danske arbejdsløse?

Man må sige, at de rumænske stuepiger på Hotel Hillerød var ren hvirvelvind, men oldfruen på stedet bedyrede, at danskerne med ihærdighed kunne nå samme niveau. Det gælder næppe alle de 109.000 arbejdsløse danskere! -
Man må sige, at de rumænske stuepiger på Hotel Hillerød var ren hvirvelvind, men oldfruen på stedet bedyrede, at danskerne med ihærdighed kunne nå samme niveau. Det gælder næppe alle de 109.000 arbejdsløse danskere! - . Foto: DR.

DE GODE MEDIER undersøger på vores vegne. De stiller spørgsmål og prøver at finde svar. Således tjener de offentligheden og den kvalificerede holdningsdannelse blandt borgerne. Javel, det er et ideal, som ikke altid svarer til virkeligheden, men idealet er værd at efterstræbe.

Det var for eksempel velgørende, at DR 1 satte sig for at undersøge et spørgsmål, som i hvert fald har undret mig, selvom jeg nok har kendt nogle af svarene. Hvordan kan så mange udlændinge finde arbejde i Danmark, når der er så mange danske arbejdsløse?

Man kan selvfølgelig godt forstå, at særligt specialiseret arbejdskraft kan fattes, men det er jo ikke mindst ufaglærte jobs, som varetages af fremmed-arbejderne. De tørre tal fortæller, at der er 109.000 arbejdsløse danskere, der i princippet skulle stå klar til at tage et job, mens udlændinge udfylder, hvad der svarer til 123.000 fuldtidsstillinger.

I DR 1-programmet ”Den dag de fremmede forsvandt” satte man sig for at tilbyde en række arbejdsløse danskere nogle af de stillinger, som beklædes af udlændinge. Kan og vil danskerne tage disse job, og kan det betale sig? Der var tale om stillinger inden for restaurationsbranchen, som stuepige og hos en træemballagefabrik.

Man må nok sige, at de rumænske stuepiger på Hotel Hillerød var ren hvirvelvind, men oldfruen, som selv begyndte i branchen som 57-årig, bedyrede, at danskerne med ihærdighed kunne nå samme niveau.

Hos træfirmaet var arbejdet også fysisk, om end tempoet var knap så hektisk. På den thailandske familierestaurant forventedes man ligeledes at arbejde for sine penge, men danske Daniel, som modtog kontanthjælp, mødte aldrig op. Han havde fundet ud af, at det alligevel ikke kunne betale sig økonomisk. Det var imidlertid ikke noget, han gad meddele ejeren, som ventede ham forgæves, indtil hun ringede op og fik forklaringen på det manglende fremmøde.

Vi så også, hvorledes Ole på anden dag i træemballagefabrikken kom dalrende med et smil på læben og undskyldte, at han kom så meget for sent, men han havde hjulpet en ven med haven og angiveligt haft et møde på job-centret. Man var, som deres arbejdsledere, ikke just imponeret over arbejdsmoralen.

Der var en stuepige, som fandt arbejdet for fysisk hårdt, og så var der dem, som fandt den økonomiske gevinst for ringe i forhold til deres ledighedsydelser. Som den arbejdsløse Jes udtrykte det, så vandt han ”lysten til at gå tidligt i seng hver dag”, men ikke tilstrækkeligt med kroner og øre, så efter en uges arbejde mødte han ikke op hos træemballagefabrikken, hvor han ellers var blevet tilbudt en fast stilling.

Er det i orden, og havde den thailandske restauratør ikke en pointe, når hun sagde, at ”systemet kan ødelægge mennesker her i Danmark”? Når man fravælger et arbejde, man godt kan passe, vælger man jo at lade andre arbejde for sin forsørgelse. Hvor solidarisk er det?

Vi må takke fremmedarbejderne for indsatsen og overveje indsatsen for at få mennesker ud på arbejdsmarkedet. Det er godt for økonomien og for mennesker. Arbejdet adler.

Jesper Bacher er sognepræst