Skål for mod og kvindehjerte

Det var ikke Jane Pedersen, som måtte bide i græsset, det var banden fra Mjølnerparken. Godt med den slags moralske hjertestyrkninger. Forbrydelser skal ikke betale sig.

Da Cafe Vikings ejer, Jane Pedersen, i 2012 blev afkrævet beskyttelsespenge af en lokal bande på Nørrebro, nægtede hun pure og fik opbakning fra det ganske land. -
Da Cafe Vikings ejer, Jane Pedersen, i 2012 blev afkrævet beskyttelsespenge af en lokal bande på Nørrebro, nægtede hun pure og fik opbakning fra det ganske land. - .

Det er ikke ringe med et stamværtshus. En sammenhæng, hvor øllet flyder med den gode snak, og dagligstuens initimet kombineres med den åbne dør til gaden og verden. En helle, hvor baren bringer mennesker i øjenhøjde uden skelen til allehånde skel og forskelle.

Det yder ikke caféerne retfærdighed, men alligevel forekommer caféerne som steder, hvor man går for at se og blive set, mens værthusene snarere er steder, man går for at høre og blive hørt.

I minderne besøger jeg sommetider Toga Vinstue, mit gamle stamværtshus i Store Kirkestræde, hvor vært og gæster fyldte hinanden med gode historier over fyldte glas i det røgfyldte lokale. Ja, livets fylde forekommer i flere varianter!

På DR K er man begyndt at fortælle værtshushistorier med digteren Claus Høxbroe som vært. Det forstås. Værtshuse huser allehånde historier. Tag nu den fra Café Viking på ydre Nørrebro, en såre opbyggelig historie om personligt mod, sammenhold og sejhed.

Ejeren, Jane Pedersen, er en venlig og myndig dame, der byder alle velkommen i Café Viking under den klare forudsætning, at de kan opføre sig ordentligt. Hun er med Claus Høxbroes ord lige så ”tough (sej), som hendes hår er rødt”.

Måske kan man sige, at Café Viking byder på vikingesind, og det kom på prøve i 2012, da en ung mand, som repræsenterede en lokal bande, opsøgte Jane Pedersen for at afkræve beskyttelsespenge. Café Viking lå i bandens distrikt, og så skulle der falde en sum. Det er jo magthavernes privilegium at udskrive skatter og afgifter. Men Jane Pedersen nægtede pure. Ikke tale om hun ville betale for beskyttelsen fra dem, som truede hende.

Den unge mand måtte gå med uforrettet sag, og politiet fortalte Jane Pedersen, at når hun havde været så konsekvent i sin afvisning, ville hun ikke blive yderligere generet. Det holdt ikke stik, og en aften røg der brosten gennem ruderne, mens Café Viking var fyldt med gæsterne. Ved et lykketræf kom ingen til skade, men sammen med ruderne blev trygheden smadret.

Jane Pedersen var dybt rystet uden dog at bøje sig for presset. I stedet gik hun til pressen og fortalte sin historie, og effekten udeblev ikke. Fra det ganske land mødte hun en stor sympati, og stamgæster og naboer sluttede ring om den rødhårede amazone.

Ingen skulle bryde sig om at chikanere den vellidte værtshusholder. Det var ikke Jane Pedersen, som måtte bide i græsset, det var banden fra Mjølnerparken. Godt med den slags moralske hjertestyrkninger. Forbrydelser skal ikke betale sig.

Der er imidlertid også andre historier, og vi er så langtfra kommet bandeuvæsenet til livs. Der er mange slags kriminalitet, men det er særligt graverende, når en bande prøver at øve alternativ myndighed over et område. Når de kriminelle vil lege stat.

Da skylder staten at hæve sin overhøjhed med strenghed og konsekvens. Andet er et svigt, ikke mindst af dem, som ikke har mod og kvindehjerte på størrelse med Jane Pedersens.