40 år på Tværs

Sadai Kakaokas familie blev fotograferet, inden den ældste søn Setsuo blev indkaldt til militæret i 1940. ...

Tine Bryld, vært på radioprogrammet “tværs”. – Foto: Kristian Sæderup / Scanpix

FOR 40 ÅR SIDEN blev det første program kaldet Tværs sendt i radioen på P3. Et program, hvor unge kunne ringe ind og få gode råd om og vejledning i at håndtere livet som teenager

Det var den legendariske Tine Bryld, der i 36 år sad ved roret, indtil hun i 2008 sagde stop og overlod de unge til en internetbaseret rådgivningsportal, hvor de i dag kan få hjælp til at håndtere både store og små problemer i deres hverdag.

Lørdag aften sendte DR 2 dokumentarfilmen fra 2009 Tine på Tværs, der både var en hyldest til den nu afdøde Tine Bryld og samtidig et interessant indblik i, hvordan kommunikation over telefonen giver nogle helt særlige fordele.

For som Tine Bryld sagde i filmen: Man hører meget stærkt, når man taler i telefon. I filmen diskuterede hun netop det med tidligere Tværs-rådgiver og psykolog Ida Koch og argumenterede på sin kontante og skarpe måde for ligegyldigheden af alle de unges symptomer, for det interessante var mennesket bag.

Tine Brylds hensigt var altid at afdække årsagen til, at de unge havde spiseforstyrrelser eller anden destruktiv adfærd. Hendes kontante facon provoke-rede ofte, men fordi hun talte med et nærvær og en umiddelbarhed, blev der lyttet til hende og hun bevarede i alle årene sin autenticitet og forståelsen for de unge.

LÆS OGSÅ: Fra rent forfald til Matador

DA TINE BRYLD STOPPEDE på Tværs, udtalte hun, at det, hun så som det største problem blandt unge i dag, er ensomheden. Det kan umiddelbart være svært at forstå, fordi unge er i konstant kontakt med hinanden over computeren eller mobiltelefonen. Men måske er denne kontakt af en så overfladisk karakter, at den ikke opfylder det sociale behov, som ethvert menneske har. Vi har behov for at tale sammen, for at blive hørt og forstået og det gennem andet end korte statusopdateringer og sms-beskeder.

Men ensomhedsfølelsen bliver ikke kun skabt af den virtuelle verdens kommunikationsformer. Den har også at gøre med den verden, som en teenager i dag er indfældet i. En verden, hvor der ikke er nogen begrænsninger, men et væld af potentialer. Når man har så mange muligheder og hver dag bliver stillet over for at skulle træffe nye beslutninger, så bliver det også forventet, at man griber mulighederne og derved skaber sit eget liv. Kan man ikke det, vil man let komme til at opfatte sig selv som en fiasko, og så opstår ensomhedsfølelsen og tomrummet.

Ifølge Tine Bryld er netop det årsagen til de symptomer, som mange unge bærer rundt på i dag. Vi har bare stadig svært ved at se bag om dem.

At se bag om kunne programmet Tværs, fordi kommunikationen foregik over telefon. Og måske er det også det, som den nye rådgivningsportal formår i sin tilgang til de unge. Forhåbentlig vil den være i stand til at føre Tværs store succes videre i det nye årtusinde. Det var helt på sin plads at hylde programmets 40-årige virke ved at sende dokumentarfilmen lørdag aften og en vigtig påmindelse om, at vi skal bruge mere tid på at tale sammen uden for den virtuelle verden.