MÅSKE ER DET FOR VOVET at kalde Christiansfeld for en ghetto. Ordet er sandt at sige belastet, men det går vel også an at bruge det om et samfund i samfundet, uden at det udgør et samfundsproblem.
Ja, når det tværtimod er samfundsberigende og -løftende, får ghetto et andet indhold end det gængse. Og Christiansfeld er virkelig et sted af ånd og skønhed, som man i mandags kunne se det i ”Indefra” på DR 2.
Værten var Anders Agger. Med hans egne ord ”en verdslig fætter”, der besøgte et fremmed og eksotisk land og talte med mennesker, som rent faktisk troede på Gud og himlen.
Ikke at Christiansfeld er et fjernt udsted. Byen ligger såmænd i Kolding Kommune ved motorvej E45. Nej, Christiansfeld ligger geografisk ganske centralt, men i byen er menighedslivet anderledes centralt end mange andre steder.
Byen blev grundlagt i 1773 og befolket med medlemmer af Brødremenigheden eller herrnhuterne, som tilhører en evangelisk-luthersk frikirke. Nøjsomme og arbejdsomme folk, som lagde stor vægt på diakonalt arbejde og godt hånd- og bagværk.
Christiansfeld er præget af smuk symmetri og højloftede huse med plads til den broderlige forsamling, Guds ord og kærlighedens gerninger.
En protestantisk mønsterkoloni Gud til ære og mennesker til gavn. Det er alene Guds stad, som er uden synd, men derfor kan man godt bygge en købstad med tanke på Gud.
Det kunne Anders Agger ikke komme sig over. Han blev med at kredse om Christiansfeld som en tidslomme og drog en parallel til de amerikanske amish-samfund, som afsværger moderne teknologi.
En yngre ovnsætter fik imidlertid Agger på bedre tanker, da han sagde, at han ikke holdt fast i det forældede, men det var netop ikke tilfældet med kristentroen.
Jeg må vedgå, at jeg ikke kunne sige mig fri for at blive lidt træt af Anders Aggers stadige pukken på det mærkelige i kristentroen og håbet om det evige liv. En gang imellem mindede han om en antropolog, som gjorde feltarbejde blandt naturfolk uden kontakt med den almindelige civilisation.
Brødremenigheden har nok deres egne skikke, men de står, så vidt jeg kunne høre, for klassisk kristentro i lære og liv. Er det virkelig blevet så fremmedartet og bizart i dagens Danmark? Hvorfor er det ikke mærkeligt at leve uden anden Gud end ham, der sidder i navlen, og andet evighedsperspektiv end den mørke grav?
Men herrnhuterne var venlige og tålmodige folk, og præsten, Jørgen Bøytler, talte om at være ”lavmælt dogmatisk”. Derfor kan dogmatikken jo godt være insisterede, og selv om ordet dogmatik - omtrent som ghetto - er kommet i vanry, er der tale om kirkens sandhedsværn.
Uden værn er kirken værgeløs i forhold til åndelig løgn og bedrag. Også det, som går under navnet kærlighed.
Og trods Aggers lidt trættende tilgang sluttede han med et godt spørgsmål:
”Måske er de naive herrnhuterne, Brødremenigheden, eller måske er de en syngende lussing til det moderne menneske i 2015, der vil vide alt og helst dokumentere det på Facebook.”
Jesper Bacher er sognepræst