Gotfredsen: Asger Aamund skal tage bladet fra munden i nyt tv-program

I DR 2-serien "Asger og de nye danskere" går erhvervsmanden Asger Aamund et skridt af vejen, men der skal siges endnu mere. Det er en dyb, lang og eftergivende tradition, der skal gøres op med, skriver Sørine Gotfredsen

Sabah er ikke villig til at lægge tørklædet for at få arbejde. Tværtimod ønsker hun at kæmpe for retten til at bære det muslimske tørklæde på arbejdsmarkedet, skriver Sørine Gotfredsen.
Sabah er ikke villig til at lægge tørklædet for at få arbejde. Tværtimod ønsker hun at kæmpe for retten til at bære det muslimske tørklæde på arbejdsmarkedet, skriver Sørine Gotfredsen. . Foto: DR.

Den, der kan løse problemet med arbejdsløse flygtninge og indvandrere, må vist regne med at blive kåret som ridder af det multikulturelle Danmark. Nu gør erhvervsmanden Asger Aamund forsøget i en ny serie på DR 2 kaldet ”Asger og de nye danskere”, der havde premiere i mandags.

Her kan man følge nogle personer, der er uden arbejde, og for at hjælpe dem på vej har Aamund allieret sig med de to rekrutteringseksperter Soulaima Gourani og Lone Fogtmann. De tre arbejdsløse i det første program, Nedim, Sabah og Muhamad, repræsenterede nogle fælles træk. De vil ikke arbejde med hvad som helst, de føler sig i en eller anden grad diskriminerede, og de synes at mene, at samfundet skal indrette sig efter dem snarere end omvendt.

Ikke mindst Sabah med tørklædet var interessant. Født i Danmark, sprogligt perfekt, godt uddannet og en flittig ansøger, der blot konstant bliver spurgt om, hvorvidt hun er villig til at lægge tørklædet. Det er hun ikke. Tværtom ønsker hun at kæmpe for retten til at bære det muslimske tørklæde på arbejdsmarkedet, og jeg tror nok, at Asger Aamund ville have talt klarere, hvis han havde fulgt sit hjerte og den stil, han i øvrigt dyrker som debattør.

Han kunne have forklaret Sabah, at tørklædet for mange signalerer modsigelse af det danske fællesskab, og at det faktisk kan opfattes som decideret usympatisk så stædigt at ville udfordre et lands kultur frem for mere ydmygt at respektere den.

Selvbevidstheden hos Sabah var betydelig, ligesom den var hos Muhamad, der gerne vil arbejde i turistbranchen, men nægter at komme i berøring med svinekød og alkohol. Her var Asger Aamund mere ligefrem og meddelte Muhamad, at han vist har slået sig ned i det forkerte land. Muhamad er flygtet hertil fra Syrien, lever nu i sikkerhed med en dansk kone uden at have lært et ord dansk og finder det uværdigt at arbejde i Bilka. Det er værd at tænke over.

Programmets idé er udmærket. Det er interessant at lære mere om repræsentanterne for den nedslående statistik, og samtalerne med Soulaima Gourani og Lone Fogtmann bragte i hvert fald to af de arbejdsløse til at indse behovet for en anden attitude.

Men ”Asger og de nye danskere” rummer samtidig for stor pænhed. Det var forbløffende at konstatere, hvilken offermentalitet og mangel på ydmyg kampgejst, der prægede de medvirkende, og Aamund og hans håndlangere burde have skåret tingene mere ud i pap. De tre behandleres tolerante tone kom ufrivilligt til at understrege den langmodige danske mentalitet, der har været med til at skabe netop den offeridentitet, som disse tre personer udstrålede.

Mere direkte tale efterlyses til folk som Nedim, Sabah og Muhamad, der bør vide, at man her på stedet yder, hvad man kan. Også hvis det kræver, at man må neddæmpe leveregler og personlige religiøse og politiske signaler. Asger Aamund og hans væbnere går med denne programserie et skridt af vejen, men der skal siges endnu mere.

Det er en dyb, lang og eftergivende tradition, der skal gøres op med.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist