Børn bør ikke behandles som små forsøgskaniner

”Børnenes hemmelige verden” på DR 1 har været interessant tv, selvom hele projektet jo af gode grunde ...

”Børnenes hemmelige verden” på DR 1 har været interessant tv, selvom hele projektet jo af gode grunde har været iscenesat af voksne. - Foto: Lars E. Andreasen/DR

”Børnenes hemmelige verden”, som man i hele september har kunnet følge på DR 1 er en slags nøglehulskiggeri, som strengt taget er en krænkelse af børnenes privatliv, skriver Leif Hjernøe i mediekommentaren

Som medieforbrugere både iagttager og deltager vi alle i et globalt omfattende socialpsykologisk eksperiment, som vi måske først nu er ved at kunne bedømme resultaterne af.

Især de elektroniske billedmedier præger på en alt dominerende måde vores selvoplevelser og virkelighedsopfattelser.

Misforståelser, vrangforestillinger, og hvad dertil hører af forskruede illusioner om fremtidsudsigterne for de industrialiserede vestlige samfund, har helt sikkert ført til utallige flygtninges adfærd. Hvad mon det fremover vil medføre af konfliktskabende frustrationer? Skuffede forventninger kan fremme de mest ulykkelige reaktioner.

Det gælder også for både familieliv og sociale fællesskaber. Behovet for anerkendelse og gengældt kærlighed kan vække de stærkeste følelser, som kan skabe spændte forhold mellem far, mor, børn og indbyrdes i de enkelte generationer.

Det har givet stof til utallige romaner, film og tv-serier. Disse forhold er blevet belyst i reportageserien ”Børnenes hemmelige verden”, som man i hele september har kunnet følge på DR 1 hver onsdag aften. Femte og sidste afsnit blev sendt i denne uge.

Det skulle ifølge foromtalen især handle om de voksnes betydning i denne hemmelige verden. Det gjorde de andre afsnit nu også.

Hele projektet har jo af gode grunde været iscenesat af voksne. Serien har tydeliggjort en klassisk deltager/iagttager-problematik: Vi får svar, som vi spørger. Vi må ikke bilde os andet ind.

For nok har der et langt stykke ad vejen været tale om en slags skjult kamera-udsendelser, men rammerne, hvori optagelserne har fundet sted, er en alt andet end hemmelig del af voksenverdenen.

Børnene har nok opført sig sådan, som de formodes at opføre sig, når de ikke er under opsyn, men det filmede er blevet sorteret, sammensat og fortolket af voksne. Det egentlig problematiske består derfor i, at der har været tale om en slags nøglehulskiggeri, som strengt taget er en krænkelse af børnenes privatliv.

Selv ville jeg ikke have brudt mig om værgeløst at få udstillet mit følelsesliv og at få udpeget mine psykologiske særpræg på en landsdækkende tv-kanal med navns nævnelse og mine genkendelige forældres delvise medvirken. Hvem kan på forhånd overskue og bedømme følgevirkningerne? Som femårig kan man i hvert fald ikke.

Det må blive en noget speciel oplevelse for både de iagttagende seere og for deltagerne at gense udsendelserne om for eksempel 10 eller 20 år.

Et nyt socialpsykologisk eksperiment ville det så være at møde de voksne udgaver af Silke, Maria, Albert, Franz, Konrad, Inaya og Morgan. Ville de mon uden videre godkende et gensyn på fjernsyn?

Psykologer som den medvirkende lektor i børnepsykologi Grethe Kragh-Müller må være interesseret i at undersøge, om et barns karakter og fremtidige ”sociale kompetencer” allerede kan spores og noteres i femårsalderen.

Men metoderne skal være forsvarlige. Børn bør ikke håndteres som små forsøgskaniner.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder