Brexit-drømmen om ”Downton Abbey”

Ifølge Ole Ryborg fra DR er der ”grund til at tvivle på, at Storbritannien nogensinde vil bede EU om formelle farvel-­forhandlinger”. –
Ifølge Ole Ryborg fra DR er der ”grund til at tvivle på, at Storbritannien nogensinde vil bede EU om formelle farvel-­forhandlinger”. – . Foto: Agnete Schlichtkrull/DR.

”Vi har siddet og kigget på i lang tid, og nu skal det være slut.”

”Nu er det nok; nu tager vi vores land tilbage.”

”Det skal være, som det var for 30 år siden, for Storbritannien var et bedre sted at bo dengang.”

Tre tilfældige udsagn fra Butterwick nord for London sammenfattede i ”21Søndag” på DR1 nogle af bevæggrundene for det 51,9 procent store nej ved Brexit-afstemningen i torsdags.

Lige siden har politikere, kommentatorer og enhver med blot en smule indsigt i britiske samfundsforhold forsøgt at udlægge tallenes tale.

Det helt store sammenbrud synes dog at være udeblevet; dels fordi EU jo sagtens kan fungere videre uden det ofte besværlige og fodslæbende Storbritannien, dels fordi en vis eftertanke synes at have meldt sig blandt dem, som skal tage over efter den konservative og tabende premierminister David Cameron.

Blandt hjemlige kommentatorer er Morgenavisen Jyllands-Postens mangeårige udenrigskorrespondent Per Nyholm nok blandt de mest kontante i argumentationen for, at et britisk EU-farvel kan blive en lettelse for resten af EU.

Og han fortæller i sin avis’ mandagsudgave, hvordan han sammen med venner ”fejrede resultatet af den britiske folkeafstemning med østers og champagne” i Krems an der Donau i Østrig: ”Omsider kan Europa frigøre sig fra årtiers engelske intriger, hvis hensigt var at hindre kontinentets samling.”

Interessant er det også at lægge øre til DR’s Bruxelles-korrespondent Ole Ryborg, som i P1 mandag morgen gjorde opmærksom på, hvor lidt travlt de potentielle kandidater til den snart ledige residens i Downing Street 10 har med at aktivere artikel 50 i Lissabon-traktaten – den indtil nu aldrig anvendte artikel, som fastlægger, hvordan et land kommer ud af EU.

Derfor er der ifølge Ryborg ”grund til at tvivle på, at Storbritannien nogensinde vil bede EU om formelle farvel-forhandlinger”.

Hvad Brexit end resulterer i, er der udsigt til et langvarigt og tæt mediedækket forløb med politikere og højtstående embedsmænd ud og ind af blankpolerede Audi’er, Mercedes’er og Peugeot’er især i Bruxelles, London og Berlin.

Imens kan butterwick’erne drømme sig tilbage til fordums imperiestorhed, fjernt fra bureaukratiske regler og det, som 1980’ernes konservative premierminister Margaret Thatcher hånligt kaldte et ”Mickey Mouse-parlament” med tilhørende indflydelse på lovgivning også på De Britiske Øer.

Herhjemme kan vi, hvis vi skal prøve at forstå det stof, som Brexit-drømmen er gjort af, se eller gense tv-serien ”Downton Abbey” – sendt på DR 1 og tilgængelig på streamingtjenesten Netflix.

Den foregår i en tid og i en samfundsorden, hvor herskab og tjenestefolk kendte deres pladser. Hvor kun få seriøst satte spørgsmålstegn ved Storbritanniens evne til at stå på egne ben.

Men hvor selv det aristokratiske overhoved, Violet Crawley – i øvrigt eminent spillet af Maggie Smith – gradvist anerkender, at tiderne uomgængeligt forandrer sig.

Kurt Strand er journalist og forfatter