”Broen” har ikke styr på troen

Hvem har hørt om kristne, som udtrykker sympati for stening af homoseksuelle? spørger Jesper Bacher i sin kommentar til tv-serien "Broen III"

To af de helt centrale personer i ”Broen III” er Thure Lindhardt som Henrik Sabroe og Sofia Helin som Saga Norén fra henholdsvis dansk og svensk politi.
To af de helt centrale personer i ”Broen III” er Thure Lindhardt som Henrik Sabroe og Sofia Helin som Saga Norén fra henholdsvis dansk og svensk politi. . Foto: Carolina Romare/DR.

Jeg har altid følt en vis loyalitet over for DR's store dramaserierier, som typisk løber over skærmen søndag aften. Måske har det også noget at gøre med, at serierne har kostet dyrt i licensmidler, og hvis det er rigtigt, at licens er noget, vi giver til hinanden, så får man da noget tilbage, når man for eksempel ser ”Broen III”.

Således har jeg på Herrens dag siddet aften efter aften og fulgt den dystre krimigåde på tværs af Øresund, for ”Broen III” er som bekendt en dansk-svensk produktion og broen selvagt det monumentale bygningsværk fra broderland til broderland.

Ganske vist kan en og anden synes, at Øresund bliver bredere og bredere, i takt med at Sverige har oprustet som humanitær stormagt og til gengæld droslet ned for jordforbindelsen og det frie ord. Mental afstand er ikke altid sammenfaldende med geografisk afstand.

Nuvel, Danmark og Sverige mødes fremdeles i tv-dramatikken og har for tredje gang slået kriminalistisk bro over sundet. Og ”Broen III” fattes ikke umiddelbar underholdningsværdi. Der er en film noir-stemning over København og Malmø, mens der oprulles mord efter mord og lægges tråde til et stadig større persongalleri.

Politiet jagter en udspekuleret og bestialsk seriemorder, der udstiller sine døde ofre som en art makaber installationskunst. Hovedpersonerne er den svenske politikvinde Saga Norén, som i kraft af Aspergers syndrom, pænt sagt, er socialt udfordret, og den danske politimand Henrik Sabroe, som på mystisk vis har mistet sin familie og er blevet forfalden til stærke piller. Parret er imidlertid et godt team, der finder sammen såvel professionelt som erotisk.

Jeg er ikke engang tæt på at regne ud, hvem morderen er, og spændingen er intakt, selvom vi er godt henne i serien.

Men skal en krimi ikke være mere end underholdende? Skal det fiktive krimiunivers ikke have remtræk til virkeligheden og i kraft af genren vise samfundets vrangsider? Grov kriminalitet ligger de fleste af os fjernt, men derfor kan krimien godt føles nærgående både psykologisk og socialt.

Det er vel også i nogen grad tilfældet med ”Broen III” - og så alligevel. Hvad skal man for eksempel sige, når Sonja Richter spiller en kristen blogger, som mener, at det var bedre på Bibelens tid, hvor man blev stenet for homoseksualitet? Ikke længe efter bliver så en københavnsk folkekirkepræst, kendt for at vie homoseksuelle par, stranguleret i sin bil.

Gad vide, om det er del af det svenske bidrag til ”Broen III”? Jeg mener: Hvem har hørt om kristne, som udtrykker sympati for stening af homoseksuelle? Hvor mange progressive præster behøver at kigge sig over skulderen, fordi de er truet af voldsparate Jesus-freaks? Problemet turde være til at overse.

Bevares, man kan altid undskylde sig med, at det hele er fiktion, men det skorter jo ikke på folk hverken her til lands eller i Sverige, som tænker sådan. Der er ikke så få imamer, og vel også deres tilhørere, som gerne kaster den første sten. De tilhører bare en anden religion.

Nej, ”Broen” har ikke styr på troen.

Jesper Bacher er sognepræst