Da BT tirsdag morgen kunne afsløre, at nu forhenværende forsvarsminister Carl Holst (V) havde fået rettet i fakturaer i sin tid som formand for Region Syddanmark, var kun formaliteterne tilbage.
BT-artiklen om fakturafusk for sølle 16.000 kroner ville ikke i sig selv have haft nogen større betydning, men fordi den fulgte i en række af lidet flatterende historier, blev den tuen, der væltede det store læs.
Og mens efterfølgeren i forsvarsministerstolen, partifællen Peter Christensen, går i gang med at læse sig ind på substantielle sager som anskaffelse af nye kampfly, mistillid til forsvarets ledelse og nedtoning af indsatsen i krigen mod IS, vil det blive livligt diskuteret, om det var mediernes eller Carl Holsts egen skyld, at han måtte gå.
Selv synes hovedpersonen at mene, at mediernes fokus var årsag til, at han tirsdag eftermiddag så sig nødsaget til at ringe chefen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), op. Og at fortidens sager om blandt andet hans eftervederlag som regionsformand skyggede for ikke bare ham selv som forsvarsminister, men for hele regeringen.
Men et blik hen over Carl Holsts kun 93 dage lange ministerkarriere viser, at det netop ikke kun var sager fra regionskontoret i Vejle, der endte med at fælde ham.
Håndteringen af først det 1,7 millioner kroner store eftervederlag oven i ministerlønnen, dernæst F16-mekanikernes kritik af de aldrende kampfly og endelig modsigelse af partifællernes grundlag for at gå med i krigen i Irak i 2003 lå således i sagsmapperne på ministerkontoret i København.
At sagerne overhovedet dukkede op, skyldes et naturligt mediefokus på en ny minister, som med sine 94.000 personlige stemmer ved sidste regionsvalg i ryggen havde alle muligheder for at gøre sig populær.
At Carl Holst tilmed havde været nævnt som en trofast Lars Løkke Rasmussen-støtte og som mulig efterfølger, gjorde naturligvis ikke medieinteressen mindre.
Undervejs er det kommet frem, at Holst i sin tid som regionsformand har brugt anseelige summer på medietræning og -rådgivning, og hvis de penge har været givet godt ud, burde det ikke have været vanskeligt at forudsige det umulige i at forsvare ikke mindst eftervederlaget.
Og det kan undre, at tilsyneladende ingen gjorde sig ulejlighed med at teste, om historien kunne tåle at komme på forsiden af Ekstra Bladet. Kan den det, kan den nemlig ikke blot forklares, men også forsvares. Omvendt: Kan den ikke forklares, kan den heller ikke forsvares.
I tilgift synes hverken Carl Holst eller hans rådgivere at have forstået, at i moderne politik har personlig performance uendelig stor betydning. Evnen til at fremstå troværdig, handlekraftig og overbevisende afgør i sidste ende, om en politiker får succes eller ej.
Så når en forudsigelig kritik af ”personfikserede” medier brager løs i de kommende dage, er det værd at huske, at journalisterne sådan set bare passede deres arbejde med masser af hjælp fra“ Carl Holst. Som dermed selv lagde medieløkken om sin hals.
Kurt Strand er forfatter og journalist