HVORDAN ER DET at leve som angrende morder? Ja, det er uendeligt bedre end at leve som aktiv eller angerløs morder, og alligevel er det tungt. Især når tilgivelsen ikke vil indfinde sig hverken fra andre eller en selv.
Sådan var det for Jens Michael Schau, som blev portrætteret i DR 2-programmet ”Det han gjorde - I skyggen af et mord”. Jens Michael Schau var en kendt forfatter i 1980'erne og kæreste med den endnu mere kendte forfatter Christian Kampmann.
Forholdet endte med et blodigt jalousidrab i 1988, hvor Jens Michael Schau dræbte sin kæreste. Efterfølgende blev han idømt 10 års fængsel, hvoraf de syv år blev tilbragt på et psykiatrisk hospital.
Vi fulgte Jens Michael Schau i forbindelse med opsætningen af et skuespil på teatret Mungo Park om hans tragiske forhold til Christian Kampmann.
En dame med tilknytning til teatret sagde, at man tilbage i 1970'erne talte om at gøre det personlige offentligt, og det må man nok sige var tilfældet med stykket, som også bar titlen ”Det han gjorde”.
Kan man det? Jens Michael Schau havde sine anfægtelser. Han ville ikke krænke nogen. Ja, sommetider undlod han at gå uden for en dør, fordi han ikke ville krænke gamle bekendte ved at møde dem på gaden. På papiret havde han udsonet sin straf, men ét er samfundets dom, noget andet samvittighedens dom.
Jens Michael Schau fremstod som en rolig og afdæmpet mand, mens han så tilbage på sin tid med Christian Kampmann: præget af fest og farver, seksuel frigørelse og litterære ambitioner, pur glæde og stærk forbitrelse. Det lå i luften, tiden og det homoseksuelle miljø, at et forhold gerne skulle være åbent, men alligevel krøb jalousien frem.
Under Jens Michael Schaus fortælling blev tragedien i den seksuelle frigørelse kun alt for tydelig. Lystens frie løb kører over næsten og reducerer reelt den anden til et udskifteligt kønsvæsen.
Og det endte som nævnt helt galt for Jens Michael Schau og Christian Kampmann. Ikke at åbne forhold fører til mord - selvfølgelig ikke.
Også ægtefæller, som aldrig har haft en affære, tager livet af hinanden. Men åbner man sit forhold eller ægteskab som en ladeport, åbnes der for gensindig fornedrelse, og den slags rummer et betragteligt bitterhedspotentiale.
En passus fra teaterstykket gjorde indtryk, sagt af den skuespiller, som spillede Jens Michael Schau: ”Jeg når ikke at bede om forladelse, før livet haster ubønhørligt videre og efterlader mig som et spøgelse.”
Man kunne ikke lade være med at tænke, at der er ét sted, hvor det ikke er for sent at bede om forladelse. Der er en kirke, som har mandat til at udtale en tilgivelse, som lyder, også når den nægtes af mennesker. Der er en kirke, som ikke haster forbi, men står stille hos synderen og samler på sønderknuste hjerter.
Den mulighed fremgik ikke af ”Det han gjorde”. Måske var det simpelthen uden for horisonten. Jeg ved det ikke, men jeg ved heller ikke, hvordan man kan leve i skyggen af sin fortid uden at leve i lyset af Kristus.
Jesper Bacher er sognepræst